For os, der har levet i Skæret af den store Verdensbrand, er der næppe noget Spørgsmaal, der er af saa stor Betydning som dette: Kan vi undgaa en Gentagelse af dette Ragnarok, og hvorledes kan vi undgaa det?
    Jeg personlig har haft rig Lejlighed til at komme ind paa hele dette store Spørgsmaal om Krig og Fred - ja, mange Gange synes jeg næsten, at intet ligger mig saa meget paa Sinde som det. Dette kommer simpelt hen af, at jeg har to Drenge; ofte, naar jeg leger med de to Smaafyre, slaar det pludselig ned i mig: Er disse to Knægte virkelig udset til at være Kanonføde engang, naar de er blevet voksne?
    Derfor er det, jeg søger at naa virkelig til Bunds i dette Spørgsmaal om Krigsudsigterne i Fremtiden. Og naar det som her faktisk gælder om at vide Besked om Liv eller Død, er man tilbøjelig til at lade alle Forhaandsteorier ligge og at gaa lige løs paa Sagen.
    Sagen er nemlig, at vi, der kritiserer det borgerlige Samfund ud fra socialistiske Synspunkter, er tilbøjelige til at betragte Krig som ef uundgaaeligt Udslag af den uhæmmede kapitalistiske Konkurrence.
    Jeg tror, at dette er en altfor abstrakt Betragtning, der let fører os ind i en dunkel Tankegang. Naar man ser tilbage og sørger: Hvem var Skyld i den sidste store Krig? Var den inspireret af Kapitalen - eller Højfinansen, om man vil? Saa forekommer det mig, at dette ikke er saa sikkert. Det er jo f. Eks. en Kendsgerning, at mange fremragende Forretningsfolk i den store Stil - baade i England og Tyskland - før 1914 arbejdede imod Krigen.
    Der er selvfølgelig ofte meget af Spilleren i den store Forretningsmand; og det var sikkert mange tyske Forretningsmænds Haab, at man gennem en Krig kunde udbrede det tyske økonomiske og finansielle Herredømme over store Dele af Europa. Ligesom der sikkert ogsaa var Folk i den engelske Forretningsverden, der mente, at man gennem Krig kunde tilføje den generende tyske Konkurrence et Knock-out. Men som sagt var der allerede dengang mange Elementer, der hævdede, at en saadan Krig vilde være en Ulykke for alle Parter.
    Og hvad er Resultatet af den store Krig faktisk blevet for den tyske og den britiske Forretningsverden (jeg taler her udtrykkelig kun om Forretningsverdenen) - andet end store Tab af Markeder og en mægtig Forgældelse udadtil for dem begge. De har faktisk givet Førerskabet fra sig til Amerika, Japan og andre Lande. Dette maa dog have aabnet øjnene paa en Mængde Mennesker i den egentlige Forretningsverden. Maaske ikke paa Folk i de feudale Krese, altsaa slige Folk, som før 1914 var ved Roret i Tyskland, Rusland og Østrig-Ungarn, og som iøvrigt altid har spillet en stor indendørs Rolle i Politik og bl. a. har forstaaet den Kunst at spille paa Folkestemninger. Men nu har Bank-, Handels- og Industrikapitalen i de fleste Lande saa ganske afgjort taget Førerskabet i Politik; dette gælder f. Eks. ikke mindst Tyskland. Man kan derfor se bort fra de Feudale og deres Mentalitet og begrænse sit Spørgsmaal til dette: stiler den egentlige Kapitalmagt i de forskellige Lande mod en ny Krig.
    Herom vilde jeg da for mit eget Vedkommende sige, at jeg tror det ikke. Ja, det er faktisk saadan, at jeg netop sætter min Lid til dette, at Kapitalmagten tilstræber militær Fred. Mange sætter maaske deres Lid til, at det store, menige Folk skal være i Stand til at hindre fremtidige Krige; og engang naar Arbejderpartierne faar Magten i de store Stater, da ligger der selvfølgelig deri en stærk Garanti for Freden. Men indtil da? Det kan jo vare længe, inden de faar denne Magt, og dette Fremtidshaab er da til ringe Trøst for os og den følgende Generation.
    Vi maa faktisk sætte vor Lid til, at Kapitalmagten ønsker Fred mellem Landene, og jeg tror, man kan gøre det. Kapitalen ønsker selvfølgelig ikke fredelige Tilstande af Idealisme og Menneskekærlighed, men fordi det er den bedste Forretning. Jeg tror, at de førende Finansmænd har lært en hel Del af den sidste Krig, fordi de maa have set, hvilken enorm Fiasko den var for Europa ogsaa i rent forretningsmæssig Henseende.
    Et Symptom paa den internationale Tilnærmelse mellem de forskellige Landes Kapitalgrupper er de store internationale Karteller, f. Eks. det vesteuropæiske Staalkartel, den tysk-franske Kalioverenskomst, Rørkartellet osv. Man ser da ogsaa, at en af Hovedmændene i den europæiske Kartelbevægelse, Franskmanden Loucheur, tillige er en af Hovedmændene i Folkenes Forbund, Locarno-Politiken, de internationale økonomiske Konferencer osv.
    Man kan sige om disse internationale Strømninger, at de er noget Humbug, at Folkeforbundet ikke repræsenterer andet end Kapitalen i de forskellige Lande osv. Men Hovedspørgsmaalet er dog dette: Vil dette Forbund og dets Udløbere virkelig den europæiske Fred? Det vil af det foregaaende forstaas, at jeg tror, dette virkelig er Tilfældet, og derfor mener jeg, det er fuldkommen i sin Orden, at Arbejderpartierne lader sig repræsentere i Forbundet og deltager i Arbejdet der.
    Ved alt dette er der dog et men - et meget betydningsfuldt men. Thi selv om Kapitalen, saa vidt jeg kan se, nok ønsker Fred mellem Landene af Hensyn til sine Profitinteresser, saa er der dog et Forhold, som den sikkert med alle Midler vil bekæmpe - og det er Socialismens, Arbejderpartiernes og Fagforeningernes tiltagende Indflydelse. Og hvis dette kan lade sig gøre ved at føre Folk i Krig, er jeg overbevist om, at hver eneste Finansmand og Kapitalejer uden at blinke vilde stemme for Krig. Maaske spillede dette Hensyn ogsaa en Rolle i den sidste Krig.
    Foreløbig behøver de europæiske Statsmagter dog ikke at føre Krig af Hensyn til de indrepolitiske Forhold - thi alle Steder har Reaktionen saa ganske absolut Overtaget; de kan sidde rolig indendørs og nedkæmpe Fagforeninger og Arbejderpartier hver i sit Land.
    Paa et Punkt er de dog afskaaret herfra, nemlig i Forholdet til Rusland. I dette Land har Statsmagten Herredømmet over Kapitalen - i Modsætning til alle andre Lande, hvor det modsatte er Tilfældet. Der er næppe Tvivl om, at samtlige Kapitalgrupper i Verden eenstemmig ønsker Sovjetstyret ad Helvede til, og kunde de lave en Krig, som uden at skade deres Interesser kunde føre til denne Regerings Fald, gjorde de det sikkert. Paa dette Punkt lurer der altsaa en ikke ringe Krigsfare. Som bekendt er der adskillige fremragende Finansmænd, der ligefrem præker Korstog mod Rusland, saaledes Arnold Rechberger, der iøvrigt er Hovedmanden for den tysk-franske Kalioverenskomst.
    Heldigvis er Jalousien mellem de forskellige Lande saa stor, at de endnu ikke er blevet enige om at føre et saadant Korstog; desuden er de endnu saa udmattede, at de næppe kan føre en stor Krig de første Aaringer. Men det synes dog, som om en vis Indkredsning er begyndt. Og paa dette Punkt lurer der i hvert Fald en vis Krigsfare. Al anden Krigsfare, som kan komme til at berøre større Dele af Europa, tror jeg, man indtil videre kan se bort fra.

Knud Korst