"Verdens største Avis."
    Chicago Tribune meddeler sine Læsere, at den er "Verdens største Avis". Naturligvis har den et kolossalt Oplag, Skyskraber, en Hær af Journalister, Sensation. Den erklærer:
   "Tribunen er ikke en filantropisk Institution. Den er ikke en politisk eller religiøs Institution. Den er et Forretningsforetagende."
    Sandheden i Ære. Vi tror Chicago Tribune paa dens Ord. Dens Formaal er at sælge Papir, Tons af Papir. For at sælge Papir i store Mængder, betrykt med Annoncer, maa man være et lødigt og fuldgyldigt Udtryk for den offentlige Mening. Man fornægter den tyske Militarisme i Krigens Tid og er lidenskabelig militaristisk for Fredens Skyld. Efter Tysklands Sammenbrud kræves de ny Principper gennemført i hele Verden: det urolige Mexico bør annekteres, det chauvinistiske Japan afvæbnes. To Nødvendigheder. Naar man er Verdens største Avis, er det ens Pligt at bidrage til Opretholdelsen af Folkets Moral og sunde Følelser: man offentliggør falske Dokumenter om Sovjetruslands Intriger og hemmelige Propaganda. Naar det bevises, at disse Dokumenter er falske, kommer der selvfølgelig en Berigtigelse, der er lige saa kortfattet, som den falske Efterretning var udtværet. Naar Bernhard Shaw udtaler sig nedsættende om Ku-Klux Klan, referer Tribunen det, men med den lille Forskel, at det indsætter Ordet "Indbyggerne" i Stedet for K. K. K., hvad der gør en stor Forskel i Virkningen af Shaws Ord, der kommer til at fornærme det amerikanske Folk. Iøvrigt er Tribunens Fane: "Ret eller Uret, mit Land!"
    Den amerikanske Kapitalist vil med Føie kunne optage Evangeliets Ord med en let Tribune-Ændring som sine: "Tager Chicago Tribune, Læser; dette er min Sjæl, der trykkes for mange".

Naar $ vaelger.
    Roosevelts Valg til Præsident i 1904 kostede 11 Millioner $. De Vidnesbyrd, der blev. afgivet under Clapp Komiteens Undersøgelser i Kongressen 1911 synes at bekræfte Beskyldningen for, at de, der gav de største Bidrag til Rooseveltfonden, gjorde det i Haab om, at deres Monopol maatte blive "beskyttet" i hans Funktionsperiode.
    Mellem de vigtigste Bidragydere var J. Pierpont Morgan & Co., 150.000$, Gould 100.000, Chauncey M. Depew (der repræsenterede Vanderbilterne) 100.000, E. H. Harriman 400.000, George W. Perkins, (Direktør i Harvester Trust og Steel Trust) 480.000, Standard Oil tilbød ekstra 150.000, men man afslog det med den Motivering, at man havde faaet nok det Aar. I hvor høj Grad Roosevelts Valg i Virkeligheden afhang af Valgbidragene ses af, at E. H. Harriman gav først 150.000 $, men saa blev der sendt Bud efter ham af Præsidenten. Hans Besøg i Det Hvide Hus efterfulgtes af et ekstra Tilskud paa en kvart Million for at "frelse New York for Republikanerne".
   Henry C. Frick og H. McK Twombly, Vanderbilts Svoger, modtog ogsaa Indbydelser til D. H. H. og lovede at dække eventuelt Underskud. Twombly havde store Interesser i Svovltrusten og tjente godt paa Toldforhøjelser, der holdt italiensk Svovl ude af Landet. Frick tjente uhyre ved, at Staaltrusten fik Lov til at omgaa Antitrustloven og overtage Tennessee Coal and Iron Co.
    De vigtigste Bidragydere til Wilsons Kampagne i 1912 var efter de officielle Beretninger Cyrus H. Mc. Cormick, Cleveland H. Dodge og Thomas og David Jones fra Harvester og Zinktrusten. De samme Bidragydere figurerede i 1916 samt Edward L. Doheny.
    Finansmændene begyndte deres Kampagne for Præsidentvalget i 1920 med Kongresvalget 1918. Det kostede over 2 Millioner $ at vælge en republikansk Kongres det Aar Mellem de store Bidragsydere til Kongresfonden var Rockefeller, Armour, Dupont, Deering, Colt fra Gummitrusten, Spreckels fra Sukkertrusten, Schiff og Hanna. Da man ventede indrepolitiske Vanskeligheder, ønskede man General Leonard Wood nomineret. Men denne led Nederlag som Følge af, at det blev offentliggjort, at der var brugt 1.773.000 $ til at gennemføre hans Valg, særlig bevilget af Folk, hvis Ry var for slet, Edward L. Doheny, California Olie Magnaten og H. F. Sinclair. Blandt hans Støtter var iøvrigt Thompson, Kobbermagnaten, John D. Rockefeller jr., William Loe m. m.
    Republikanerne indrømmer, at det kostede 4.000.000 at vælge Harding i 1920, og at der endda var et Underskud i Valgfonden paa ekstra 1.300.000 $.
    For samltlige Valg i Staterne 1920 blev der efter officielle Opgivelser brugt 13.400.000 $. Da Truman H. Newberry skulde vælges til Senator for Michigan i 1918 kostede det 700.000 $, der væsentlig ydedes af ham selv. Han blev anklaget for ulovlige Valgmetoder, men appel-Retten frikendte ham ud fra, at den Lov, som han var anklaget efter, "stred mod de Forenede Staters Grundlov" !
    Under Præsident Wilson blev Cyrus Mc. Cormick, Chefen for Harvester Trust sendt til Rusland som et Medlem af Root Kommissionen, da Harvesters Interesser var truet af Bolsjevikerne. Penfield og Morgenthau, der gav bravt til Valgfonden, blev Ambassadører.
    Det morsomste er, at - det er forbudt Korporationer at give Valgbidrag. Men det er efter Loven ikke forbudt dem, der ejer Korporationerne, at give privat.
    Federal Trade Kommissionen hævder i 1918 i sin Rapport, at Kødtrustens Fonds blev brugt til følgende:
    At influere paa lovgivende Forsamlinger; at vælge Kandidater, der lukker Øjnene for Overtrædelse af Lovbestemmelser; til at bestikke Rodemestre og derved undgaa Skat; til at sikre Ændringer i Regulativer ved underjordiske og uanstændige Metoder; til at paavirke den offentlige Mening ved Kontrol af Aviserne gennem Avertering, Laan og Tilskud og ved at offentliggøre og distribuere i dyre Domme falske og misvisende Erklæringer.