Der er blandt hvert Aars Studenter nogle, som ikke blot vil studere for at blive Læger eller Sagførere, Lærere eller Præster, men som vil studere, fordi Beskæftigelse med Videnskaben forekommer dem at være det eneste, som kan give deres Liv et tilfredsstillende Indhold. Det er de Studenter, som kommer til at præge en ny Generations Aandsliv, kommer til at udforme de ny Ideer og skrive de bedste Bøger i deres Samtid. Til disse Studenter bør det siges, at de, hvis Aandslivets Fremtid virkelig ligger dem paa Sinde, ikke har Lov til at isolere sig i deres Specialstudier uden at bekymre sig om det Samfund, hyori de lever. Aandslivet har sine sociale Eksistensbetingelser, der i Nutiden er saadanne, at Resultatet meget vel i Løbet af nogle Generationer kan blive al højere Kulturs Undergang og de europæiske Landes fuldstændige Nedsynken i det Barbari, hvor det betragtes som en sygelig Perversitet at læse Shakespeare og Goethe, og hvor Flyvemaskiner, Automobiler og Fodbold opsluger al Interesse.
    Ønsker man at forebygge dette? Den før nævnte Gruppe af Studenter gør det; thi det vil betyde Tilintetgørelse af dens Idealer og Umuliggørelse af den Art Arbejde, den føler sig kaldet til, om det ikke lykkes. Det er i vore Dage Flertallet, der hersker, og hvis man ikke kan erobre Flertallet for sine Ideer, maa disse Ideer lide Nederlag. En af de Omstændigheder, hvortil man kan knytte sit Haab, er, at den europæiske Arbejderbevægelse er behersket af Traditioner, hvortil bl. a. hører en betydelig Respekt for Videnskaben og Aandskulturen i Almindelighed. Det skyldes utvivlsomt, at Bevægelsens Stiftere og første Ledere var intellektuelt højt udviklede og højt kultiverede Mænd, som har formaaet at bibringe deres Tilhængere om ikke deres egen Forstaaelse af, saa dog deres egen Respekt for aandelige Værdier. Spørgsmaalet er nu: Skal denne kulturelle Tradition have Lov til at opløses og udviskes i t Arbejderbevægelsen, eller skal den plejes og holdes vedlige? Det vil naturligvis i væsentlig Grad afhænge af, hvilken Holdning Videnskabens og Kunstens Repræsentanter selv indtager overfor Arbejderne. Hvis de resolut og uforbeholdent stiller sig paa Arbejdernes Side i den sociale Kamp, da vil uundgaaelig som Følge deraf Arbejdernes Tillid til og Respekt for dem og deres Gerning stige. I modsat Fald vil de lige saa uundgaaeligt virke til at nedbryde Arbejdernes Respekt for Videnskab og Kultur.
    Arbejderklassen er den eneste af de afgørende Faktorer i det moderne Samfund, som det overhovedet er muligt for Aandens Mænd at alliere sig med. Bønderne er i Danmark behersket af den grundtvigske, anti-akademiske og anti-videnskabelige Tradition (de gør Højskoleforstandere og Seminarieforstandere til Undervisningsministre), og Bourgeoisiet bliver her som andetsteds i Verden i stigende Grad indstillet paa kun at vurdere alle Ting efter, hvad de er værd i Penge. Den, for hvem Aandslivets Fremtid er en Livssag, køber ikke Arbejderklassens Sympati for og Støtte til dette Aandsliv for dyrt ved til Gengæld selv at træde i Skranken for Arbejdernes specielle Interesser.
    Dette er en Appel til Aandsarbejdernes om end ikke materielle, saa dog ideelle Klasse-lnteresser. Arbejderbevægelsen staar, ifølge sin egen Teori, paa Klassekampens Grund, og det vilde derfor være inkonsekvent, om man betragtede Forbundsfæller, der lod sig lede af de angivne Motiver, med nogen særlig Grad af Mistænksomhed. Lidt Mistænksomhed vil en Akademiker, som slutter sig til Arbejderbevægelsen, maaske altid blive mødt med; men saa maa han overvinde den ved i Gerning at vise, at han ikke fortjener den. Dette og andet vil maaske nok virke frastødende; men der staar for ham selv og hans Livsinteresser saa meget paa Spil, at han næppe kan forsvare at lade sig holde tilbage alene af for fine Fornemmelser.

Svend Ranulf.