Engang hørte jeg denne Historie: Da Vorherre i seks Dage havde arbejdet fra Morgen til Aften med at skabe Himmel, Jord og Stjerner og alle levende Dyr og Mennesker, var han, som man nok kan forstaa, noget træt og lagde sig til at sove. Det blev en lang Søvn, og mens Vorherre hvilede sig, måatte Tingene gaa, som de kunde bedst og derfor er Verdenshistorien ikke helt som den skulde være. Blandt det gale, som skete, var, at Fanden hittede paa at fortsætte Skabelsesværket og lavede Herremændene. Da Vorherre nu efter lang Tid vaagnede, maatte han jo til at raade Bod paa Skaden, og af en Klat Ler og lidt Vand dannede han Husmændene. Men siden den Dag har der været Fjendskab mellem Herremænd og Husmænd -
    I vore Dage har jo Vorherres Husmænd snart udryddet Fandens Herremænd. Den ene store Gaard efter den anden udstykkes, og de adelige Slotte staar tomme, takket være en klog Skattepolitik. Demokratiet har her med virkelig Konsekvens benyttet sin politiske Magt, og naar det nye Nationalmusæum endelig bliver færdigt, skulde man indrette et særligt Rum, hvor Danmarks sidste Adelsmand kan opbevares i Glaskasse. Forslaget vil jeg forære Hr. Vilhelm Wanscher.
    Men set fra et socialistisk Hold er Sagen nu ikke saa simpel. I en Artikel, "Den danske Husmand" (Clarté, Februar 1926), har Anders Christensen fra Store Restrup gjort gældende, at det moderne Husmandsbrug har udviklet sig i Gaardmandspolitikens Herskerperiode, og bedre kan det vist ikke siges. Da Bønderne efter Systemskiftet havde taget Føringen, laa det jo nær at søge Godserne udstykket i Smaabrug. To Ting blev vundet: der blev færre Herremænd og mindre Udsigt til et Godsejervælde i Fremtiden, og de smaa, nye Ejendomsbesiddere dannede et solidt Værn mod det besiddelsesløse Landproletariat, som var begyndt at røre paa sig. Med andre Ord: Udstykningslovene var først og fremmest en glimrende gennemtænkt Konsolideringspolitik. Og den er lykkedes saa godt, at der i Dag virkelig findes en Forsvarskæde af smaa Jorddyrkere, som deler Interesser og til en vis Grad Livskaar med Gaardmandsbruget. Ganske vist er de hyppigst udgaaet af Landproletariatet og har der for nogen Føling med den egentlige Arbejderklasse, men gælder det afgørende Spørgsmaal, kan man være sikker paa, at de finder sig bedst tilrette ved et moderat Standpunkt. Se blot paa det radikale Partis Holdning i de sidste Aars Politik! Hvis Partiet ikke under Landbrugskrisen havde sluttet op tilhøjre, var dets Husmænd med fuld Musik gaaet over til Gaardmændene. Socialdemokratiet, som virksomt har støttet Udstykningen, har vel tænkt sig at danne en socialistisk Fortrop, en Kærne af proletarisk følende Smaabønder, men det er sørgeligt at indrømme det: Venstre var klogere, Mennesket er nu engang en Kamæleon, der tager politisk Farve efter rent ydre Ting.
    I et Landbrugsland maa der jo først og fremmest føres en konsekvent Jordpolitik, og det er en stor og næsten uoprettelig Fejl, at Socialdemokratiet i Stedet for at organisere Landarbejderne i en bred Front mod Jordejerne, har aabnet en Dør ind til Middelstanden og derved berøvet Landproletariatet dets bedste Kræfter. Som Anders Christensen har udtrykt det: Udstykningen er Samfundets Sikkerhedsventil. Men det er vel næppe et social istisk Partis Op gave at passe den Del af Maskinen. Fra socialdemokratisk Side hører man tit en Klage over, at det radikale Venstre har lagt Beslag paa "vores socialistiske Husmænd". Det er lige omvendt. Ved den Jordpolitik, som Socialdemokratiet bærer sit store Ansvar for, har Partiet kastet sine bedste Folk i Armene paa Smaabønderne.
    Naturligvis findes der Undskyldninger. Partiet var orienteret fra Tyskland, hvor de industrielle Spørgsmaal var af saa afgørende Betydning. Alle Kræfter blev sat ind paa at organisere Byarbejderne, og det blev jo gjort paa fortrinlig Vis. Partiet var ungt og havde ikke helt klargjort sit Program, meget tog man ubeset fra Liberalismen. Tilmed benyttede man sig, af agitatoriske Grunde, hyppigt af den journalistiske Magnavox, der i Regelen proklamerede Sejre, hvor der i Virkeligheden var sørgelige Nederlag. Det var for let.
    Men Følgerne - af den klogere Gaardmandspolitik er katastrofale for Proletariatet. Landbruget har gennem mange Aar tvunget den ledige Arbejdskraft ind til Byerne og givet Industrien en uhyre Byrde at slæbe paa. Lad os indrømme Bønderne, at Danmark ikke har naturlige Betingelser for en Stor

((en side mangler))

riske Grunde kan man vel ikke blive ved at pløje med Træplov.
    Naar Aage Jensen (i Clartés Martshefte 1927, S. 66 ff.) hævder, at Gaardmændene og Husmændene er Arbejdernes naturlige Forbundsfæller, gør han sig skyldig i en Fejltagelse. Gaardmændene, i hvert Fald, er jo Arbejdsgivere, og Husmændene er, trods alle Vanskeligheder, solidt bundne til Systemet. Aage Jensen mener, at de egentlige Jordbrugere er vildledte af Proprietærer og Folk, han kalder "humanitetssocialradikale", men han glemmer, at Smaabønderne altid har udgjort Kernen i Venstrepartierne og sandelig aldrig er gaaet et Skridt fra det Sted, hvor deres Interesser laa. Venstreførerne repræsenterer meget solide Bondemeninger, og man gør klogt i at regne med dem som politiske Realiteter. Naar Socialismen nærmer sig Jordspørgsmaalet, vil den faa hele Blokken af Landbrugere imod sig. Vi maa gøre os klart, at Bønderne er vore farligste Fjender.
    Arbejderpartierne har kun een Ting at gøre: lade Husmændene sejle deres egen Sø og vende sig mod Landarbejderen. Med andre Ord, man maa slippe Udstykningsdrømmen og tage Socialisering og Industrialisering af Landbruget paa Programmet. Men der findes mange Vanskeligheder for Propaganda mellem Landarbejderne. Sognet er jo et lille Samfund, hvor alle er kendte, og hvor Klassemodsætningerne ikke træder skarpt frem. En Gaardmand er Dus med sin Karl og spiser sammen med sin Daglejer, alle de smaa Ting som har deres Betydning. Arbejderne og Tjenestekarlene har svært ved at danne sig en Fællesmening, i mange Tilfælde læses kun den moderate eller radikale Presse, og hele Byens hurtige Tempo, hvor Overraskelse altid kan ske, mangler jo. Endelig finder den sociale Drøm tit Udvej i religiøse Symboler - her er Vejene banede. Det værste er alligevel, at Husmandslovgivningen automatisk sier de bedste Folk fra, netop dem, som kunde tale Egnens eget Sprog. Det er ikke smaa Vanskeligheder, som møder den fremmede Agitator. Han kan ikke nøjes med at fremsætte almindelige sociale Betragtninger, men maa være inde i rent lokale Forhold. Han kan sagtens faa en Mand til at indrømme, at Tingene godt nok ikke er, som de skulde være, men der kommer hyppigt et lille "men", som er hentet fra Sognemeningen. Maaske er det blot, at Fagforeningsformanden er en Pleoverkok, eller at den og den Socialist vist helst vil være fri for at bestille ret meget, eller at den socialdemokratiske Avis har bragt en urigtig Lokalmeddelelse. Den Slags Indvendinger kan kun den, som paa det nøjeste kender Sognet, rokke ved. Tilmed er det mange Steder farligt at være fagorganiseret. Bønderne er saa lede ved Arbejderorganisationer som Kat ved Sennop. Det er ikke kun en opfanatiseret Følelse, men noget af et vitalt Instinkt. Bønderne har med deres enestaaende politiske Talent, deres Hestehandlersnedighed, en Slags Fornemmelse af, hvad der truer. Der findes Tusinder af Gaardmænd, som ikke vil bruge organiseret Arbejdskraft, og Landarbejderforbundet staar ret magtesløst overfor dem.
    Her maa man nævne Kolindsund-Sagen, som fra Organisationens Side var udmærket ledet. Det var umuligt at gennemføre en effektiv Strejke, hvad Gaardejerne godt vidste og lod deres afvisende Holdning bestemme af. Hele Fagforeningsapparatet blev da sat i Bevægelse, Gaardenes Produkter blev stoppede, ingen Arbejder vilde røre ved dem. Tilførsler til Arbejdsgiverne standsedes. Handlende, som aftog Varer, blev boycottede. Og Følgen var, at Gaardejerne bogstavelig talt blev sultet ud. Det var en Sejr, som vilde have haft uberegnelige Følger, men det var betegnende at se, med hvilken energi Bønderne reagerede.
    Det er et overflødigt Tidsfordriv at diskutere, hvorvidt en Handling er lovlig eller ulovlig. Højesterets Dommere er med Rette berygtede for deres Samfundssind, og Dommen viser kun, at store Interesser stod paa Spil. Det var den første virkelige Fare, Bønderne havde mødt fra Arbejderbevægelsens Side og man kan bebrejde de politiske Organisationer, at de ikke til det yderste støttede Landarbejderne. Her var en Sag, som burde være hamret igennem med alle til Raadighed staaende Midler. Nederlaget var det værste, som nogensinde har ramt Arbejderklassen, og der er skabt et yderst farligt Præcedens.
    I øjeblikket er Landproletariatets Stilling fortvivlet. Det er saadan, at de organiserede Arbejdere undertiden kan være bedre tjent med at leve af Arbejdsløshedsunderstøttelse end med at arbejde. De fleste lader sig dog, hvad der jo er forstaaeligt, af den almindelige Mening tvinge til at arbejde under Fagforeningstariffen, og paa mange Egne, i hvert Fald i Jylland, er Arbejdslønningerne saa lave, som de ikke har været i mange Aar. Bønderne kan ikke rigtig lide at tale om det, og jeg tror, Forholdet unddrager sig en statistisk Betragtning. Paa en stor Proprietærgaard i østjylland, i en god, frugtbar Egn, som ikke er haardt ramt af Landbrugskrisen, faar de gifte Daglejere 15 Kr. om Ugen, to Værelser og Køkken, lidt Brændsel, Kartofler og skummet Mælk. Arbejdsdagen er ca. 10 Timer, men det anses for en helt pæn Løn. Paa en anden Egn er Daglønnen 1 Kr. og Kosten. En Proprietær, som betalte 7 Kr., fordi han mente Daglejerne ogsaa skulde leve, blev betragtet som en samfundsfarlig Mand. 3-4 Kr. om Dagen, med eller uden Kost,-er det almindelige. Og da den, som faar Fattighjælp, jo med det samme udelukkes af ordentlige Folks Selskab, staar kun Hjælpekassen Landarbejderen aaben. Aaben er forresten et forkert Ord.
    Industriarbejderen har sit at kæmpe med, men han har dog altid Fornemmelsen af, at hans Kaar kan bedre sig. For Landarbejderen er det een stor Haabløshed. Som ung, mens han er Tjenestekarl, har han det i Grunden bedst, Lønnen er jo ikke saa helt ringe, selv om han skal have økonomisk Sans for at lægge noget videre tilside. Det klogeste, han saa kan gøre, er at rejse til Amerika. Hvis han bliver herhjemme, har han i bedste Tilfælde Udsigt til Statshuset, og ellers til Arbejdsløsheden eller Dagleje for en ussel Betaling. Saafremt man nu skærer Aldersrenten ned, mister han det eneste, den politiske Udvikling har bragt ham, Udsigten til et nøjsomt Brød i sin Alderdom. Iøvrigt kan man i den Forbindelse gøre opmærksom paa, at hvis Aldersrenten misbruges, saa er det nok af Smaabønderne. I hvert Fald er det en mærkelig Kendsgerning, at Aftægter saa at sige ikke bruges, siden Loven er kommet til.
    Vi maa bort fra den forkvaklede Jordpolitik, men Sagen er vanskelig. Blandt andet er der det, at Bønderne behersker hele det pædagogiske Apparat. Der findes næppe tyve Landsbylærere, som ikke er moderate, radikale eller konservative, og Børnene opdrages til den største Højagtelse for det bestaaende. Det er ikke saa meget det, som staar i Lærebogen, men hele Aanden i Undervisningen. Ved Siden af er der Højskolerne, hvor jo ogsaa de bedste af Tjenestekarlene kommer. Jeg tror ikke, at Foredragene har større Betydning, der findes en Grænse selv for den menneskelige Modtagelighed, men hele det friske Liv mellem Kammerater med mer eller mindre aabenbare Gaardmandsanskuelser eller Husmandsidealer. Og mange af dem, som fabler Trykket haardest, faar i Missionen Underklassefølelsen perverteret. Her maa sættes ind med en langt mere energisk socialistisk Propaganda, end det hidtil er sket.
    Det bliver Arbejderpolitikernes Opgave, i Forbindelse med Landbrugsspecialister, i Enkeltheder at trække Linjerne op for en ny Jordpolitik, som lægger Hovedvægten paa Socialisering og Industrialisering. Hvis de ikke gør det inden en rimelig Tid, bliver den næste og sidste sociale Opgave en Fælles-Begravelseskasse for det danske Proletariat. Det er jo ogsaa en Slags Kriseforanstaltning.

Hans Kirk.

Den akademiske "Dannelse".
   Undervisningsminister Byskov, som synes at være en af Regeringens stærke Mænd, har bebudet, at der vil finde en Indskrænkning Sted i den store Produktion af Studenter, som menes at koste Staten for meget. Byskovs Udtalelser vil vække Tilfredshed i det rige Borgerskab, hvor man længe med Mistillid har set Smaafolks Børn ved Fakulteterne. Der er jo ikke meget ved den saakaldte Dannelse, naar den saa at sige er Hvermands Eje. Endelig maa man huske, at der i vort lille Land ikke er flere Embedsstillinger, end at Borgerskabets Sønner med Lethed kan besætte dem.