Da husmændenes udstykningsforeninger for 10-15 år siden begyndte deres virksomhed, vakte det ikke så lidt bekymring og forargelse i de gamle landsbyer, nar det var afgjort at sognets hovedgård skulde udstykkes til husmandsbrug. Et passende antal husmænd var et nødvendigt tilbehør til enhver landsby -. Det havde jo også de store landboreformers mænd indset og betænkt husmændene med lodder længst borte i landsbyens tarveligste udmark. Husmanden var landsbyens løse og altid villige arbejdskraft. Man havde ansvar for ham og hjalp ham med kosten og 50 øre om dagen for tærskearbejde om vinteren. Hans børn var ikke forkælede og blev godt tyende, der aldrig klagede pa staldkammeret. Og de havde altid mange børn, husmandsfolkene -.
    Husmænd havde man altid nok af i sognet - rigelig -. Og nu tog man oven i købet og splittede herredets største gård og skatteobjekt ad til forøgelse af elendigheden og kommunens byrder -. 30-50 nye husmænd lagt til dem i forvejen - gud straffe os, om de ikke blev flertal, hvis de ellers fandt hinanden, og det gjorde de vel nok. Der var byarbejdere imellem - socialistrak og skidt og møg allevegne fra - fattige som lus !
    Ingen skulde bilde gardmanden ind, at en familie kunde klare sig på en plet jord så stor som femtedelen af hans arvede gård. Han vidste bedre besked. Han var født i sognet!
    Han glemmer med god villie, at hans bedstefader var hovbonde på hovedgården og fik tærsk, og at hans oldefader red træhest dernede, til han dånede og blev kørt hjem til familien på en sjask halm i bunden af en møgvogn - mer ussel end en spædkalv.
    - Med husmanden kom fremskridtet. Det begyndte med, at man ikke kunde få nok af udgifter og gæld. Det var med at få sin ejendomsskyldvurdering og brandassurance sat så højt op som muligt, thi herefter bevilgede kreditforeningen sine lan. Det lykkedes altsammen. Ejendomsskylden og dermed de offentlige udgifter kom pa højde med gårdmandens. Prioriteterne fulgte med. og kværnen begyndte at dreje.
    Husmændene blev sine steder flertal i kommunerådet. Men forsynet kom gårdmændene til hjælp - der blev krig og dyrtid og jammer i verden, som ikke kom os ved uden for saa vidt, som alt, hvad vi rørte ved, blev til sedler. Husmanden gik ikke på sognet, men fik tværtimod kredit og mere løn mod fuld sikkerhed i ejendom, arbejdskraft og fremtid -. Thi sedler er sat i verden for at lånes ud, og fremskridtet lever af lån, og husmanden er fremskridtsmand -.
    Man rejste husmandsskoler og tog kursus for at dygtiggøre sig til lånenes forrentning og afdrag. Man lærte at lave frikadeller af rødbeder og vandgrød og at ride på veksler!
   Veksler er vor humane tids træhest med blylodder og svands. Man stiftede også 30 faglige foreninger og kvalmede sine ordførere ned med ben, tillidshverv og fordævelig smiger. Tillige ansatte man landbrugskonsulenter.
    Konsulenten er ingen ridefoged med pisk og buldog, men en landbrugskandidat med rubrikhjerne og manchetter, dygtig mand. Han er ikke godsejerens kæpdreng, men hans opgave er at sætte fremskridtets hjul i sving: Øget produktion, øget omsætning, øget arbejde, øget gæld!
    Husmanden sætter sin produktion af mælk, svin, fedekvæg og æg op ved at købe oljekager, korn og kunstgødning, så hans omsætning kommer på højde med gårdmandens. Han må bestandig udvide sine bygninger, og han skal stadig anskaffe nye redskaber og maskiner for at overkomme arbejdet. Hans udgifter til bygninger og inventar er uforholdsmæssig store. Hans elektriske installationer, hans radsåmaskine og halvrenser er nogenlunde den samme som gårdmandens med det 5-6 gange så store areal. Man forstår, at produktionen bliver dyr i husmandsbruget-. Fremskridtet er en hård herre. - Men den stigende produktion under den intensive driftsform skaber stigende priser på verdensmarkedet, fordi købeevnen er begrænset, og fordi frembringelsen er billigere i nye lande med ekstensiv drift. Verdensmarkedets priser har vi gennem vore nok så ansete kooperationer ingen som helst indflydelse på. Vort eneste værge er øget og forbedret produktion - altsa: en ny prioritet føjet til det opstablede piedestal, på hvis top vi står og balancerer som "verdens dygtigste bønder".
    Vi bestemmer ikke vilkårene. Det er der sørget for. Dertil har man kontorer og statistik og videnskab, at man i dertil indrettede hjerner nøjagtig kan beregne, med hvor lidt man kan lade os nøje i fortjeneste ved at omsætte råvarer i færdige produkter, og med hvor dyre lån og til hvilken kurs man kan anbringe kapital på os. Husmanden er kapitalens hovbonde! Intet erhverv er mere ufarligt for spekulation end husmandsbruget. Der er aldeles ingen risiko for guldbarrerne her. Husmanden er parikronens redeligste skyldner. Ingen lockout, indskrænkning eller arbejdsløshed her - tværtimod, hans ydeevne er uden grænse, og hans personlige behov kan sættes ned til ingenting. Hans sammenslutningers formål er kemisk renset for enhver oppositionel tendens og er et yderst gunstigt objekt for anbringelse af statstilskud og offentlig røgelse. Husmandsbevægelsen kulminerer hvert år i november ved et formandskaffeselskab med en domprovst i den ene ende og "eventyr på fodrejsen" i den anden. Her vedtager man den traditionelle anstrengte resolution under ministerielle skulderklap og til akkompagnement af "jeg elsker de grønne lunde". Man rejser hjem til træskoene og vekslerne i blåøjet tillid til fremskridtet og verdensmarkedets stabilitet. Og det kalder man politik !
    Det gør ikke noget, at Amerika lukker for husmandsbørnene, eller at industrien ikke kan optage landbrugets fødselsoverskud. Der er jord nok i Danmark! Vi kan blive husmænd allesammen, og fremskridtet er uden grænse. Seddelpressen kan vel indrettes automatisk, og spekulation og politik overtages af jøderne, som er herrens udvalgte folk.
    Chr. Bundgård Christensen skriver i sin dygtige bog om amerikas landbrug, at det er kedeligt, at verdens dygtigste landmænd er anbragt på verdens dårligste landbrugsland. Han mener, at hvis vort land tænktes anbragt et sted ude i nordvestamerikas uhyre landområder, da vilde det være en aldeles upåagtet plet, der, hvad klima og jordbund angår, måtte anses for komplet uegnet for rentabel landbrugsproduktion .- En anden vendelbo, Simon Hjortnæs, Kanada, peged ud over en mægtig park af biler ved en dansk farmersammenkomst i Alida og sagde til sin danske gæst: "Se, dette er de jord- og håbløse husmandssønner fra det gamle land. De ejer hundrede af ha. jord hver med heste og maskiner og al komfort, thi her bliver arbejde betalt!" Men hvad kommer nu disse fjerne forhold os ved? Jo, for den dag, da disse mennesker, der hvor jorden er jomfruelig og billig, og høsten er netto, går over til den mer intensive driftsmåde, som der normalt stiles henimod, da konkurrerer de vort overkapitaliserede industrielle husmandsbrug sønder og sammen med samt dets fremskridt og diplomer!
    Det fremgår tydeligt af beretninger fra U. S. A., Kanada, Argentina, New Zealand og nu fra Rusland, at en sådan udvikling er ved at fuldbyrde sig. Og da er fremskridtet et kapløb mod afgrunden!
    Skal vi så igen se indenfor hos vor forsigtige gårdmand, hvorledes nu han, som er standardtypen pa landbrugeren for alle tider og alle steder, har reageret overfor de sidste tolv års udviklingssaltomortaler. Se, han havde i hvert fald grundlaget og betingelserne i orden for et virkeligt fremskridt, økonomisk og kulturelt. Han ejede jorder af rimelig udstrækning for en rentabel udnyttelse af moderne teknik og arbejdsmetoder. Han havde til sin rådighed et udvalg af avlsdyr, og han var trænet i fornuftigt organisationsarbejde. Han kunde klogt have anvendt dyrtidens stigende indkomster til at dække sin faste gæld med eller til at udvide sine bygninger eller grundforbedre sine marker for. Dernæst til at anskaffe sig viden og komfort, bøger, biler og - om endelig galt skulde være - klaverer. Han kunde også, hvis ikke højskolen havde bildt ham ind, at han var verdens dygtigste bonde - have taget en trip til Amerika, for at studere barbarlandbrug -.
    I almindelighed gjorde han ingen af delene. Det gjaldt for ham kun at få konstateret tingenes stigende seddelværdi. Derfor belastede han sin gård med gæld til flagknappen og anbragte sedlerne i krigstidens desperate spekulationsforetagender: stivelsesfabriker, dampskibe, forlystelsesetablissementer.
    - - I dag er han en meget erfaren mand at gæste.
    Der var ogsa en anden, mindretallig type, der i fnysende stædighed rullede sig sammen med alle piggene ud og lod vorherres lyn og torden ga hen over sig. Han stikker idag næsen ud af pelsen og snuser til luften: Fremskridt! Udvikling? - Han forstår ikke et kvæk. Han griner med et stort, tandløstfjollet gammelmandsgrin af det hele!

Anders Christensen.