Naar man ved, hvilket mægtigt Hjælpemiddel Menneskene har i Maskiner og tekniske Indretninger i deres produktive Arbejde, skulde man paa Forhaand tro, at ethvert teknisk Fremskridt, enhver ny Opfindelse vilde blive hilst med Jubel. Dette har imidlertid aldrig nogensinde været Tilfældet, tværtimod er Maskinerne altid blevet mødt med Had og Modstand. Ikke fra Forbrugernes Side og ikke fra Arbejdsgivernes, men fra Arbejdernes Side, simpelthen fordi Maskinerne i første Omgang berøver en Masse Mennesker deres vante Levebrød, medens alle Fordelene tilfalder Fabrikanterne, eventuelt Forbrugerne.
    Særlig voldsom var Arbejdernes Modstand mod Maskinerne i Industrialismens Barndom; gennem lange Tider formaaede Arbejderne ligefrem at hæmme det tekniske Fremskridt, dels ved at udøve Terror gennem ødelæggelse af Maskiner og Værksteder, dels ved - gennem deres Lavsorganisationer - at udvirke Statsforbud mod Indførelse af Maskiner, der berøvede Folk deres tilvante Levebrød. Fra Begyndelsen af det 18. til Midten af det 19. Aarh. kan der noteres i Hundredevis af Tumulter og Opstande, rettet mod Maskinerne. Særlig kendt er de Opstande, der gaar under Navnet de luddistiske (efter en Mand ved Navn Ned Lud), og som udbrød i Nottingham i 1811. Aarsagen til disse Begivenheder var den frygtelige Elendighed, som Tekstilmaskinerne havde fremkaldt mellem Væverne.
    Efterhaanden som Fagforeningerne fik Magt, efterhaanden som den sociale Lovgivning begyndte at regulere Fabriksarbejdet og den europæiske Industri fik større Afsætningsmarkeder rundt omkring i Verden, bedredes Forholdene; Maskinødelæggelserne hørte efterhaanden op. Og under disse Vilkaar kom man i Arbejderkredse endogsaa ind paa den Tankegang, at den maskinelle Udvikling maatte man ikke standse; man ræsonnerede som saa, at skal de økonomiske Levevilkaar højnes ogsaa for de store Folkemasser, maa man have saa fuldkomne tekniske Hjælpemidler som muligt; uden dem vil Produktionen af Forbrugsgoder ikke strække til disse Formaal.
    Denne optimistiske Betragtning af Maskinens Betydning for Menneskene, som jo ligger lige for i økonomiske Opgangstider, falder det imidlertid Arbejderne vanskeligt at opretholde naar Tiderne er daarlige, naar Produktion og Afsætning gaar smaat og Arbejdsløsheden derfor er stor. Slige daarlige Tider er nu efter den store Krig indtraadt i en Række Lande, navnlig i Europa, og som Følge deraf breder det pessimistiske Syn paa Maskinerne, som var almindeligt for 100 Aar siden, sig atter i Arbejderkredse; det tekniske Fremskridt mødes med stigende Uvilje og betragtes mere og mere som Fjenden, der jager Folk væk fra deres vante Levebrød.
    Undertiden fortætter Modstanden sig til Demonstrationer; man husker f. Eks. Korkskærernes fortvivlede Kamp med Ølkapslerne for nogle Aar tilbage. Og fra Udlandet hører man om ødelæggelser af Maskiner, ganske som for 100 Aar tilbage. Fra Czekoslovakiet indløb f. Eks. fornylig følgende Meddelelse:
    "De nordbøhmiske Glasslibere, hvis haandslebne Produkter er verdensberømte, lider overordentlig under den maskinmæssige Produktion af billige Imitationer af presset Glas. I deres Nød drog 1000 Glasslibere fra Obertaunwald til de omliggende Maskinværksteder, trængte ind i disse og ødelagde Maskinerne samt tilintetgjorde Varebeholdningerne. Gendarmer greb ind, men først sent lykkedes det at genoprette Ordenen."
    Her har man Kapitalismens Arbejdsmetoder i en Nøddeskal; den tekniske Udvikling jager Menneskene ud i Elendighed, men i Stedet for at Myndighederne skulde bøde paa dette, lader de det komme saa vidt at de nødstedte Arbejdere begaar fortvivlede Handlinger; dette er noget Magthaverne forstaar sig paa, de afhjælper det simpelthen ved Anvendelse af de berygtede czekiske Gummiknipler. Altsaa nøjagtig samme Fremgangsmaade som i England for 100 Aar siden. -
    Rent økonomisk kan man naturligvis nok sige, at Maskinmodstandernes Syn paa Tingene er altfor ensidigt. Massearbejdsløsheden i Europa skyldes jo ikke alene det tekniske Fremskridt, men tillige at dette tekniske Fremskridt sætter ind med stor Kraft paa en Tid, hvor Afsætningsmulighederne for europæiske Fabrikater er begrænset, og samtidig med at Befolkningerne stadig vokser. Men en væsentlig Del af Arbejdsløsheden maa man altsaa tilskrive Maskinteknikens fortsatte Sejrsgang. Man kunde nævne talrige Eksempler -- ogsaa her fra Landet - paa, hvorledes Maskinen har fortrængt Menneskene. Et Fag som Glaspusteriet er f. Eks. blevet reduceret med en Tredjedel i de sidste 10-12 Aar, tiltrods for at Produktionen er steget, og de fra Faget udstødte er blevet erstattet med Avnes Flaskeblæsemaskine. I Trikotageindustrien er Produktionen steget fra 1670 Tons i 1913 til 2230 Tons i 1924, men tiltrods herfor er denne Industrigrens Arbejdertal gaaet tilbage fra 5100 Personer til 3800; her har Strikkemaskinerne med andre Ord jaget 1300 Arbejdere bort fra Faget tiltrods for en væsentlig Forøgelse i Produktionen. Saaledes kunde der nævnes en lang Række af Eksempler.
    Nationaløkonomisk er der selvfølgelig noget meningsløst i at hindre Teknikens Udvikling; tværtimod burde arbejdsbesparende Maskiner og Apparater hilses med Jubel, da de jo skulde hjælpe Menneskeheden i deres Arbejde for Udkommet. Men videnskabelige Ræsonnementer af denne Art er selvfølgelig kun noget værd, hvis Samfundene føler sig forpligtet til at aabne de overflødiggjorte Arbejdere andre Felter at arbejde paa.
    Nu kan man naturligvis sige, at dette dog ogsaa sker i hvert Fald i nogen Grad. Naar Produktionen af en Vare kan ske med mindre Arbejde end før, vil den som Regel blive billigere, derved stiger Efterspørgslen, de paagældende Fabriker kan forøge Produktionen og derved atter anvende i hvert Fald en Del af de overflødiggjorte Fordele. Men i Masser af Tilfælde slaar dette aldeles ikke til; tiltrods for en betydelig Produktionsforøgelse jages Folk væk fra Faget. Arbejderne er ogsaa i Almindelighed af den Overbevisning, at der maa mere til for at tilvejebringe taalelige Beskæftigelsesforhold, og de foreslaar selv som Regel at forkorte Arbejdsdagen, eventuelt til 6 Timer daglig eller til 5 Dage om Ugen. Imidlertid har den Forkortelse af Arbejdsdagen, der allerede har fundet Sted (fra 9 1/2-10 Timer før Krigen til 8 Timer nu), i det store og hele medført, at Arbejderne nu producerer mere i den kortere Arbejdsdag end tidligere i den længere; i beskæftigelsesmæssig Henseende har denne Foranstaltning altsaa ikke hjulpet noget, tværtimod, - og om en yderligere Forkortelse af Arbejdstiden vil hjælpe kan ikke vides.
    Bør man da ikke nedsætte Arbejdstempoet samtidig? I mange Tilfælde bør man utvivlsomt gøre det, thi mange Steder er Tempoet forceret saa meget, at Arbejderne bliver udslidt i en for tidlig Alder, Ford kan f Eks. kun beskæftige unge Arbejdere. En saadan Rovdrift af Arbejdskraften kan i Længden kun være til Skade for et Samfund. Man bør i denne Henseende komme ind paa en Kontrol fra Fabriksinspektørens Side.
    Men trods alt vil det sikkert blive saadan, at det industrielle Arbejde, Arbejdet med at bearbejde Stofferne til brugbare Genstande, vil beslaglægge en stedse mindre Del af de menneskelige Kræfter, der findes paa Jorden. Den logiske Konsekvens maatte da være den, at der blev anvendt stedse mere Arbejde paa at fremdrage Raastofferne af Jorden og Havet; med andre Ord, at der foregik en Tilstrømning af Arbejdskraft fra Industri og Trafik til Landbrug, Fiskeri, Gartneri og andre raastofproducerende Erhverv.
    Der foregaar naturligvis ogsaa en saadan Strømning, men indtil videre paa en Maade, der ikke er særlig tilfredsstillende for de gamle Samfund i Europa, nemlig gennem Udvandring til andre Verdensdele, hvor der findes ny Jord at tage under Dyrkning. Der er selvfølgelig Forhold, som gør det vanskeligt for Folk at give sig i Lag med en intensivere Dyrkning af den hjemlige Jord i de gamle Samfund, nemlig Konkurrencen fra de store Kornlande i Forbindelse med at Tekniken gør Fremskridt ogsaa i Landbruget; men en særlig Hindring i denne Henseende er det, at de fleste Individer, der vokser op og søger sig et Arbejde, er ganske ubemidlede, og da baade Jord, Bygninger, Redskaber osv. koster Penge, afskæres Folk saaledes paa Forhaand for at komme til Arbejdet.
    Forholdene ligger med andre Ord saaledes, at medens Maskinerne, Tekniken, det forcerede Tempo jager Arbejderne bort fra deres vante Arbejdsomraader, saa hindrer Privatbesiddelser til de naturlige Hjælpekilder dem i at finde ny Virkefelter; og saa længe der ikke raades Bod paa denne sidste Ulempe, kan man ikke vente andet end Uvilje og Had fra Arbejdernes Side mod Maskinerne. Det borgerlige Samfund vil naturligvis ikke skaffe de Besiddelsesløse ny Virkefelter, fordi det i saa Fald var nødt til at angribe sin egen Hovedhjørnesten, Ejendomsretten. Det anvender derfor den Taktik at fremstille Arbejdsløsheden som noget, Arbejderne selv er Skyld i, ikke fordi de er dovne (den Plade har man maattet tage af), men fordi de gennem deres Agitation holder Lønningerne saa højt, at Omsætning og Produktion formindskes. Denne Lære forkyndes næsten daglig i Pressen, paa Rigsdagen (Madsen-Mygdal), af Erhvervsorganisationerne, fra Universitetskatedret (Professor Ohlin, Løntrykkeriets populære Vaabendrager). De Folk tilrettelægger Kamuflagen; men Sagens Kærne er den, at ganske som for 100 Aar siden fremskaffer den tekniske Udvikling nu et stort arbejdsledigt Menneskemateriale, som af de besiddende Samfundsklasser søges udnyttet til paany at presse Arbejdsbetingelserne ned paa Pjalteproletarens Niveau.
   Saa systematisk gaar Reaktionen tilværks, at man nødvendigvis maa læse en bevidst Provokation deri. Man ønsker at gøre Tilstandene utaalelige for de store Befolkningsmasser og saaledes provokere dem til desperate Handlinger. Foreløbig har man opnaaet, at der i Arbejderklassen breder sig et Had til Maskinerne og en Uvilje mod Arbejdstempoets Forcering, og maaske slaar dette Had en Dag ud i fortvivlede Forsøg paa at ødelægge Maskineriet, paa at sabotere Produktionen osv. Reaktionens sædvanlige Svar paa den Slags fortvivlede Handlinger er Gummiknipler, Fængsel, eventuelt Krudt og Kugler; den gør sig ingen Ulejlighed eller Bekymring af at finde ind til Fortvivlelsens Aarsag.
    I øjeblikket forstaar Publikum næppe meget af Arbejdernes Uvilje mod Maskinerne; det lader sig gerne overbevise af Nationaløkonomernes Lovsang over det tekniske Fremskridt. Men det maa haabes, at Folk vil komme til at forstaa den dybere Grund til Arbejdernes Uvilje og tvinge Magthaverne til at skaffe de overflødiggjorte Arbejdere Arbejdsfelt. Hvis ikke dette sker, da vil maaske en ny Maskinødelæggelsesperiode gaa hen over de europæiske Industrisamfund.

Knud Korst.