I vore Dage er Demokrati et Ideal, der anerkendes af næsten alle politiske Partier, selv de konservative. Det forhenværende danske Højreparti har jo nu allerede i mange Aar kaldt sig selv et Folkeparti - det konservative Folkeparti. Og paa lignende Maade gaar det i andre Lande. Det kan ikke nytte, at et aristokratisk Junkerparti henvender sig til Vælgerne med den Motivering, at da de (Vælgerne) er alt for dumme til at have Forstand paa Statsanliggender, bør de i Erkendelse af denne deres Dumhed stemme for, at Valgretten skal tages fra dem. Demokrati er blevet et helligt og ukrænkeligt Ideal, fordi ethvert Angreb paa dette Ideal vilde være en Fornærmelse mod Vælgere, hvis Stemmer alle Partier har Brug for. Det er først nu efter Krigen, at Fascister og Kommunister er begyndt ret aabenlyst, men dog sjælden rigtig klart og konsekvent at drage Demokratiets ubetingede ønskelighed i Tvivl.
    Da altsaa i en Række af Aar alle har været enige om, at Demokrati er det eneste rigtige, eller da i hvert Fald ingen aabenlyst har turdet tage til Orde derimod, kunde man maaske vente, at de civiliserede Stater ogsaa virkelig i stigende Grad nærmede sig til en Regeringsform, der virkeliggjorde de demokratiske Idealer. Man finder jo da ogsaa i de fleste civiliserede Lande demokratiske og parlamentariske Forfatninger. Men ser man nærmere til, opdager man, at Demokratiet dog i mange Tilfælde nærmest kun er et Skin. Administrationens relative Uafhængighed af Lovgivningsmagten drager Grænser for Demokratiet, og det hænder nok endogsaa, at en Minister ikke kan sætte sin Vilje igennem overfor en Departementschef. Kapitalen og Højfinansen ("det tredje Ting") paavirker nok ogsaa ad hemmelige og skjulte Veje baade Lovgivning og Administration til Fordel for sig selv. Men der er endnu et - sjældnere omtalt - Forhold, som i høj Grad bidrager til at gøre det rene Demokrati til et Skin. Det er den Omstændighed, at det er de politiske Partiers Førere og ikke de menige Vælgere, der i meget stor Udstrækning bestemmer, hvilke Beslutninger, der skal træffes. En almindelig Vælgers politiske Frihed begrænser sig til, at han kan vælge frit mellem de en Gang bestaaende og fast organiserede politiske Partier. Men hvis han vil forsøge paa visse Punkter at fremkalde Ændringer i det Partis Politik, som han selv tilhører og maaske paa andre væsentlige Punkter er fuldt ud enig med, da opdager han hurtig, at han i saa Henseende er ganske afmægtig. Det er Partiledelsen, som despotisk bestemmer alt.
    Sociologen Robert Michels, Professor ved Universiteterne i Basel og Turin, har gjort det sidst nævnte Forhold til Genstand for en interessant Undersøgelse i sin Bog "Zur Soziologie des Parteiwesens", hvis Undertitel er: "Untersuchungen über die oligarchischen Tendenzen des Gruppenlebens", udgivet først i 1911 og derefter i ny bearbejdet Udgave i 1925. Michels stiller sig ingenlunde uvenlig overfor Demokratiets Idé. Tværtimod, han anser den for tilstræbelsesværdig og det er af den Grund, han interesserer sig for at undersøge de Hindringer, der stiller sig i Vejen for dens fuldkomne Realisering. Han er nu her særlig bleven opmærksom paa det med enhver Parti-Organisation givne oligarkiske Element, d. v. s. at 'det er nogle faa Partiførere, der behersker hele Partiet, medens de menige Partimedlemmer ikke har ret meget at skulle have sagt. Det er altsaa under en parlamentarisk Forfatning i Virkeligheden Partiførerne og ikke Folket, der er i Besiddelse af Regeringsmagten.
    Det er nu mindre interessant at konstatere, at konservative Partier, hvis Begejstring for Demokratiet jo trods alt er præget af et vist Maadehold, indadtil i deres Parti-Organisation indretter sig lige saa udemokratisk, som de maaske ogsaa stadig væk helst vilde have Statens Styrelse indrettet, hvis de turde sige deres Hjertes Mening højt. Mere interessant er det, hvis det samme viser sig at være Tilfældet i Partier, der, naar Talen er om Statsforfatningen, er oprigtige Tilhængere af en saa vidtgaaende Demokratisering som overhovedet muligt. Derfor har Michels fortrinsvis gjort de socialdemokratiske Partiers indre Organisation til Genstand for sine Undersøgelser. Hvis det viser sig, at der ogsaa her stiller sig alvorlige Hindringer i Vejen for det rene Demokratis Gennemførelse, da er Beviset ført for, at Demokratiets Idé i sin Renhed er vanskeligere at virkeliggøre, end de fleste paa Forhaand er tilbøjelige til at antage.
    Michels udtaler en Bekymring for, at partitro Socialdemokrater skal føle sig pinlig berørt af hans Undersøgelser. Det vil let føles, som en Art Vivisektion, at Partiorganisationen paa den Maade gøres til Genstand for videnskabelig Analyse. Man bør maaske føje til, at det muligvis ogsaa kunde skade Partiet i Agitationen og svække dets Stilling overfor uvenlig Kritik, naar det paavises, at Socialdemokratiet trods sin stadige Lovprisning af demokratiske Institutioner indadtil er saa udemokratisk organiseret som vel muligt. Michels fralægger sig imidlertid i sin Bog paa det bestemteste uvenlige Hensigter overfor Socialdemokratiet. Han har selv i mange Aar været Socialdemokrat og taget aktiv Del i Partiarbejdet baade i Tyskland og i Italien. I de senere Aar har han som saa mange andre af hans tidligere italienske Partifæller stillet sig ret sympatisk overfor Fascismen. Men det har ikke sat sig Spor i den Bog, der her er Tale om. Han har givet den til Valgsprog Ordene: "Der Wissenschaft zu Liebe - niemandem zu Leide". Den er skrevet i rent videnskabelig Aand, uden den Hensigt at skade noget Parti, saa lidt som at gavne noget. Det vilde sikkert være til Gavn for tænkende Socialdemokrater, om de kunde tvinge sig til ogsaa at læse Bogen i denne Aand og holde de Følelser af Ubehag nede, som maaske ellers naturlig vil opstaa hos dem under Læsningen.
    - Michels begynder med at fastslaa, at Arbejdernes faglige og politiske Kamp med Nødvendighed forudsætter Organisation, og naar Organisationen har naaet en vis Størrelse og Indflydelse, er der saa mange Spørgsmaal at tage Stilling til og afgøre, at det bliver nødvendigt at ansætte lønnede Funktionærer, som kan ofre hele deres Tid og Arbejdskraft paa Partiets eller Fagforeningens Anliggender. Funktionærerne vælges naturligvis af deres Kammerater og har oprindelig og teoretisk kun til Opgave at udføre de Beslutninger, der er vedtaget af alle Kammerater i Fællesskab. Til en Begyndelse er det ofte kun midlertidigt, at der overdrages enkelte Kammerater saadanne Tillidshverv i Organisationens Tjeneste, og naar Hvervet er udført, vender Tillidsmanden tilbage til sit tidligere Arbejde i Fabriken. Men det viser sig snart, at Røgtelsen af Organisationernes Tarv kræver særlige Kundskaber og Færdigheder, som en ny Mand, der kommer lige fra Fabriken ikke straks kan være i Besiddelse af. Det bliver nødvendigt at lade den Mand, der engang har faaet overdraget en Tillidspost og røgter den paa tilfredsstillende Maade, beholde den paa ubegrænset Tid, praktisk talt paa Livstid. Det mest demokratiske vilde jo sikkert være at lade Tillidshvervene gaa paa Omgang mellem Organisationens Medlemmer. Men det vilde være politisk Selvmord for Arbejderklassen at gøre det. Partiets og Fagforeningernes Ledelse vilde paa den Maade til Stadighed blive præget af en saadan Famlen og Ukyndighed, at der ingen som helst Resultater kunde opnaas. Arbejdsdelingens Lov gør sig ogsaa her gældende. Kun den, der udelukkende giver sig af med et specielt Arbejde, kan udføre dette paa tilfredsstillende Maade. Saaledes har der indenfor Arbejderbevægelsen overalt hurtig dannet sig en særlig Samfundsklasse af Partifunktionærer, af Arbejderførere, af Mænd, som for stedse forlod det legemlige Arbejde og derved hævedes op i en anden Samfundsklasse end de Kammerater, hvis Fællesanliggender de forvaltede. Teoretisk set skal alle Indehavere af Partistillinger genvælges med regelmæssige Mellemrum for at beholde deres Stillinger. I Praksis sker det imidlertid næsten aldrig, at en Partifunktionær, som passer sit Arbejde samvittighedsfuldt, bliver afsat og maa vende tilbage til det legemlige Arbejde, hvilket han iøvrigt ogsaa, hvis det er længe siden, han forlod det, vilde være fuldkommen uduelig til. Og det, skønt alle Partistillinger dog sikkert maa være Genstand for Eftertragtelse og Misundelse fra mange Arbejderes Side.
    Arbejderbevægelsen har altsaa meget hurtig til Følge, at den socialdemokratiske Arbejderklasse spaltes i en lille Overklasse af Partifunktionærer og en stor Underklasse af menige Partifæller. Denne Spaltning er udemokratisk, men den er ubetinget nødvendig, hvis den politiske og faglige Kamp skal faa nogen som helst Betydning for Arbejderklassen. Arbejdernes Førere beskyldes ofte for at føre et Vellevned som Samfundssnyltere paa deres Klassefællers Bekostning. Michels afviser denne Beskyldning som fuldkommen ubegrundet. Lønnen er i Reglen ikke stor, og det Arbejde, der kræves, er ofte overordentlig opslidende. De Penge, som Arbejderne ofrer af deres Løn, for at nogle af deres Kammerater kan anvende Tid og Kræfter udelukkende til Fremme af Arbejderklassens fælles Interesser, er vel anvendte og resulterer i Fordele for Arbejderne, som rigelig opvejer de bragte Ofre.
    Saa snart der har dannet sig en særlig Klasse af Førere, kan det imidlertid ikke undgaas, at det bliver denne Klasse, der i Realiteten faar Afgørelsen af alle Spørgsmaal. Ganske vist, de demokratiske Former opretholdes. Generalforsamlinger og Kongresser vedbliver at være de højeste Myndigheder, som i sidste Instans træffer alle Afgørelser. Men det er indlysende, at Mænd, hvis Fag det er hver Dag fra Morgen til Aften at beskæftige sig med de Spørgsmaal, hvorom der skal forhandles og træffes Afgørelse i Partiet, er langt bedre inde i Spørgsmaalene end saadanne Partifæller, der kun nu og da i deres Fritid kan give sig med dem. Alene i Kraft af dette Forhold besidder de professionelle Førere i enhver Debat indenfor Partiet en naturlig og tungtvejende Overlegenhed overfor menige Partifæller. Og det er godt, at det er saaledes. Det er en gammel Indvending mod Demokratiet, at det er en umulig Regeringsform, fordi den fører til, at ganske ukyndige Personer skal træffe Afgørelse om Ting, som de aldeles ikke har Forstand paa. Indvendingen er forkert. Demokratiet i Staten fører til Dannelsen af en Klasse af Partiførere, hvis Profession det er at have Forstand paa Statsanliggender paa samme Maade, som det er Statens Embedsmænds Profession, og hvis Evne til at gøre deres overlegne Indsigt gældende næppe heller er ringere end Statens Embedsmænds, selv om deres Myndighed har en anden Basis. Det er udemokratisk, men det er godt for Arbejderklassen, at det er saaledes. Hvis Arbejderklassen virkelig skulde fastlægge sin Politik uden at ledes af kyndige Mænd, vilde Resultatet blot blive, at den ikke opnaaede noget som helst af, hvad den kæmpede for.
    Der behøves normalt ingen som helst bevidste Bestræbelser fra de professionelle Føreres Side for at sikre dem den faktiske despotiske Ledelse af Arbejderbevægelsen. Men hvis Førerne føler sig truede i deres Stilling af en generende Kritik, oftest maaske fra saadanne Partifællers Side, der har den Ærgerrighed at ville fortrænge dem fra deres Stillinger for selv at blive Førere, staar der i en veludviklet Parti-Organisation ogsaa mange kunstige Magtmidler til Raadighed for den Gruppe af Førere, som nu en Gang har Magten.
    Førerne raader over Partiets Presse, hvis Redaktører jo udgør en meget vigtig Bestanddel af Førerklassen. I Pressen kommer kun den Politik til Orde, som Førerne (Redaktørerne) ønsker, at Partiet skal føre; gives der en Opposition indenfor Partiet, bliver den omhyggelig fortiet i Partipressen samtidig med, at de Standpunkter, den opponerer imod, forherliges som de eneste rigtige. I Tyskland er det forbudt Partifæller overhovedet at skrive i borgerlige Blade, og man søger ogsaa at hindre, at der opstaar uafhængige Partiorganer, som er oprettet ved Hjælp af privat Kapital og altsaa ikke kan kontrolleres af Partiledelsen. Paa den Maade er Oppositionen praktisk udelukket fra overhovedet at komme til Orde paa Tryk. Det er i Realiteten en Ophævelse af Pressefriheden til Fordel for de Førere, som nu en Gang har Magten. Det er saa udemokratisk som vel muligt. Og det forringer i umaadelig Grad enhver oppositionel Retnings Chancer for at skaffe sig ørenlyd i Partiet.
    En Opposition kan, hvor Forholdene er som antydet, kun gøre sig mundtlig gældende. Men selv offentlig mundtlig Kritik har sine store Vanskeligheder. Den mødes øjeblikkelig mod den Beskyldning, at man ved at kritisere Arbejderklassens Førere svækker hele Partiets Anseelse og saaledes gavner dets Modstandere, der aldrig vil være længe om at tage Kritiken til Indtægt. Er de oppositionelt sindede Partifæller Medlemmer af en parlamentarisk Forsamling, tvinges de til overfor Offentligheden at stemme, som Flertallet af Fraktionen bestemmer, saaledes at deres afvigende Standpunkter slet ikke bliver Offentligheden bekendt. Lykkes det en oppositionel Retning at blive repræsenteret paa Partikongresser, svækkes Virkningen i visse Tilfælde ogsaa derved, at Offentligheden ikke har Adgang til Kongressen, og at Oppositionen i de af Partiledelsen udarbejdede officielle Referater kun omtales yderst kortfattet, medens de Talere, der har forsvaret Partiets officielle Standpunkt, refereres med den største Udførlighed. De franske Guesdister havde i en Aarrække for Skik at formene Offentligheden Adgang til deres Kongresser. (Det samme har som bekendt altid været Tilfældet i det danske Socialdemokrati, men derimod i Reglen ikke i det tyske og det forenede franske Parti).
    Man forsvarer naturligvis Udelukkelsen af Offentligheden med, at Forhandlingerne paa Kongressen kunde udnyttes af Modstanderne paa en for Partiet skadelig Maade, hvis de var offentlige. Men det er jo tillige givet, at menige Partifæller paa denne Maade har meget vanskeligt ved at kontrollere, om de Delegerede, de har stemt paa til Kongressen, taler og stemmer i Overensstemmelse med deres ønsker.
    I Partibestyrelse og paa Kongresser er Partifunktionærerne normalt i stort Flertal. Og endskønt Partistillinger ofte besættes ved Valg, har de professionelle Førere dog i mange Tilfælde den faktiske Afgørelse af, hvem der skal have Stillingerne. Partiledelsen vil i flere Lande meget gerne tiltage sig Kontrol med, hvem der maa opstilles som Partiets Kandidater ved Valg til Rigsdagen. Man kan altsaa holde dem ude, som man ikke ønsker.
    - Det falder aldrig menige Partifæller ind at kritisere Førerne, medmindre de selv nærer den Ærgerrighed at ville fortrænge dem. Normalt føler man overfor gamle og velkendte Førere en næsten ubegrænset Taknemmelighed. Der gør sig i mange Tilfælde endogsaa et religiøst Moment gældende i Proletariatets Forhold til sine Førere. Den, der angriber Førerne, angriber Arbejderklassens Ære og nedkalder Arbejdernes Harme over sig. Lassalle blev i 1864 i Ronsdorf modtaget med Æresbevisninger, som om han mindst havde været en Konge. Da unge Studenter i 1892 søgte at organisere Landarbejderne paa Sicilien, sagde en gammel Arbejder om dem: "De er Engle, der er steget ned fra Paradiset". Enrico Ferri blev i Calabrien tilbedt som Skytshelgen. Ingen Monark har nogensinde i Berlin faaet saa begejstret en Modtagelse som Karl Liebknecht, da han i 1918 vendte tilbage fra Tugthuset. I Sachsen fjernede Arbejderne kun Luthers Billede fra Væggen for at hænge Bebel op i Stedet. Naar en berømt Fører er død, virker Citater af hans Taler og Skrifter paa Arbejderne omtrent, som Citater af Bibelen virker paa troende Kristne. Vi ved alle, hvad det betyder at citere Marx. I Frankrig kan man med lignende Virkning citere Jaur&eagrave;s og i Rusland Lenin.
    En Førers Forræderi er en sjælelig Katastrofe for den Arbejderklasse, der tror paa ham. Man følger ham hellere i en Politik, der for en uhildet Betragtning maa tage sig overmaade mistænkelig ud. I Frankrig bevarede Millerand og Viviani deres Arbejdervælgeres Stemmer længe efter, at de havde svigtet de socialistiske Ideer. I Tyskland havde man under Revolutionen et Eksempel, hvor en enkelt Agitator i et bestemt Distrikt først gjorde sig meget populær som Socialdemokrat, derefter sluttede sig til Kommunismen og trak hele Egnens Arbejderbefolkning med sig over i det kommunistiske Parti. Først, da han helt svigtede Arbejderne, fordi der blev tilbudt ham en vellønnet Stilling i Kapitalens Tjeneste, opgav man omsider Troen paa ham. Men saa var Resultatet ogsaa en almindelig udbredt Modløshed og Haabløshed blandt Egnens Arbejdere.
    - Det er da en meget stor Magtfylde, som er koncentreret i de socialdemokratiske Føreres Hænder, og det bliver derfor af stor Interesse at undersøge, hvorledes de bruger denne Magt. Nu er der som bekendt to Slags Arbejderførere: de, der stammer fra Overklassen (næsten udelukkende Akademikere), og de, der selv oprindelig var Arbejdere. De sidste er naturligvis i stort Flertal, om end sikkert i Danmark i højere Grad end i noget andet Land, men de socialdemokratiske Akademikere har faktisk spillet en i Forhold til deres Antal overvældende Rolle i Arbejderbevægelsens Historie. Hvilken end deres Oprindelse er, saa udgør de socialdemokratiske Parti- og Fagforeningsfunktionærer en Samfundsklasse for sig, hvis Livsvilkaar ikke er saa lidt forskellige fra de egentlige Arbejderes, hvis Tarv de varetager. Ifølge selve den materialistiske Historieopfattelse maa man altsaa hos Partifunktionærerne vente en anden social Indstilling, en anden Tankegang og andre Livsvaner, end hos Proletariatet i egentlig Forstand. Michels har i sin Bog taget sig for bl. a. at skildre denne Førerklasses særlige sociale Fysiognomi.
    Naar en Arbejder bliver Partifunktionær, vil det i Realiteten sige, at hans Livsvilkaar ophører at være proletariske og rigtigere maa karakteriseres som smaaborgerlige. Det bevirker maaske, og maaske ikke, at der foregaar en tilsvarende Ændring i hans Mentalitet. Der gives professionelle Arbejderførere, som vedbliver at tænke proletarisk, men der gives ogsaa dem, som hurtig tilegner sig en helt igennem smaaborgerlig Tankegang. I denne Omstændighed har selve August Bebel, som jo ogsaa selv stammede fra Underklassen, set en Fare for Arbejderklassen. Men hvis Arbejderføreren ikke selv bliver smaaborgerlig, saa plejer hans Familie ihvert Fald at blive det. Hans Børn mister ofte enhver politisk Interesse eller optræder maaske endogsaa som ivrige Antisocialister. De gifter sig i Reglen med Medlemmer af deres Faders ny Samfundsklasse og ikke med Medlemmer af Arbejderklassen. I Virkeligheden bestaar der imellem Arbejderne og deres fra Proletariatet selv stammende Førere en social Forskel, som ikke i nogen Henseende er mindre dybtgaaende end den, der adskiller de akademiske Arbejderførere fra Proletariatet.
    Michels mener, at de forhenværende Arbejdere som Førere har en særlig Tendens til at udvikle overdreven Herskesyge. De taaler særlig vanskelig Modsigelse fra Partifællers Side. De føler sig undertiden ubehagelig berørt ved at mindes om, at de har været Arbejdere. De viser sig uden Modstandskraft overfor Smiger fra Overklassens Side. Fr. Engels siger om de engelske fra Proletariatet stammende Arbejderførere: "Det ækleste er her den borgerlige "Respektabilitet", som er vokset Arbejderne dybt ind i Kødet. Samfundets Inddeling i talløse, ubestridt anerkendte sociale Lag, hvert med sin egen Stolthed og sin medfødte Respekt for dem, der er "bedre" eller "højere stillede" end en selv, er saa dybt og fast begrundet, at det endnu er temmelig let for Borgerskabet at forlokke Arbejderne. Jeg er ingenlunde sikker paa, at f. Eks. John Burns ikke er mere stolt af sin Popularitet hos Kardinal Manning, hos Lord Mayor'en og hos Bourgeoisiet overhovedet end af den hos sin egen Klasse. Selv Tom Mann, som jeg holder for den ærligste, taler gerne om, at han skal spise Frokost med Lord Mayor'en." Den tyske Arbejder Buchholz skulde engang i Anledning af sin Virksomhed ved Forsikringsvæsenet til Audiens hos Kejser Wilhelm II. Kejseren, som vidste, at han var Socialdemokrat, sagde til ham: "Naa, Socialdemokraterne er jo allesammen Modstandere af Monarkiet" Buchholz svarede uden at tøve: "Deres Majestæt, vi er det ikke allesammen."
    Hos Arbejdere, der er blevet Førere, opstaar let en Følelse af Mæthed. Den sociale Revolution er jo nu i Grunden fuldbyrdet for deres personlige Vedkommende, og hvad behøver de saa mere? Hvad der interesserer dem, er Organisationernes Opretholdelse og Udvidelse og dermed Bevarelsen af deres ny Livsstilling. Organisationen, der fra først af var et Middel til Arbejderklassens Frigørelse, bliver nu for dem Maal i sig selv. De modsætter sig enhver dristig Politik, som kan bringe Organisationens Eksistens i Fare, f. Eks. fremkalde Forbud mod den fra Regeringens Side. De bliver forsigtige og moderate. De bliver det baade af ærlig Overbevisning, af egoistisk Frygt for at sætte deres Stilling paa Spil og af Forfængelighed, fordi Overklassen saa roser dem og kalder dem "fornuftige".
    Det er indlysende, at de forhenværende Arbejdere kun i sjældne Undtagelsestilfælde kan have nogen virkelig personlig tilegnet Forstaaelse af den marxistiske Teori. Ogsaa af den Grund er de hjælpeløst prisgivet tilfældige Paavirkninger fra Omgivelserne og henviste til at føre en opportunistisk Politik. Arbejderbevægelsens Historie opviser ikke faa Eksempler paa en saadan opportunistisk Holdningsløshed fra forhenværende Proletarers Side. I 1882 dannedes der i Milano et Arbejderparti, i hvilket kun virkelige Proletarer kunde finde Optagelse; Akademikere var udtrykkelig udelukket. Man valgte Typografen Antonio Maffi til Parlamentet, og han sluttede sig skyndsomst til et af de borgerlige Partier med den Erklæring, at man paa ingen Maade maatte opfatte Valget af en Arbejder som en mod de andre Samfundsklasser fjendtlig Handling! De franske Arbejdere Tolain og Fribourg havde i 1866 energisk fordret, at alle Akademikere skulde være udelukket fra Internationale; i 1871 tog de begge Stilling mod Pariserkommunen og maatte derfor selv udstødes af Internationale. I England er det Gang paa Gang forekommet, at Arbejderne først har gjort sig bekendt som Førere for deres Klassefæller og derpaa er gaaet over til Bourgeoisiet for at lade sig bruge af det imod Arbejderne. Akademikerne Millerand og Briand har ikke været alene om at bruge Arbejderbevægelsen som et Springbrædt, der aabnede dem Adgang til en Karriere som mere eller mindre konservative Politikere.
    Adskillige af de mest kendte socialdemokratiske Førere er jo imidlertid kommet fra Overklassen. Dette er ifølge Michels et ganske normalt Fænomen. Ogsaa ved tidligere Klassekampe i Historien har den oprørske Underklasse ofte været ledet af Overløbere fra den herskende Overklasse. Spartacus, der var Fører for en berømt Slaveopstand, var ganske vist selv blevet gjort til Slave, men af Fødsel var han en fri, velstillet Thraker. Blandt de tyske Bondeoprørs Førere paa Reformationstiden var Thomas Münzer en Lærd og Florian Geier en Ridder. Under den franske Revolution sluttede flere Medlemmer af de priviligerede Stænder sig til Borgerskabet: Abbed Sieyes, Adelsmændene Lafayette, Mirabeau og Roland, endogsaa en Prins af det kongelige Blod, Philippe Égalite, som ikke veg tilbage fra at stemme for Ludvig XVI's Henrettelse.
    Ogsaa i den moderne Arbejderbevægelse har navnlig i dens tidligste Periode de allerfleste Førere af virkelig fremragende Betydning været Akademikere. Blandt Utopisterne før Marx kan som Undtagelse fra denne Regel kun nævnes Weitling, Leroux og Proudhon. Meget fremragende socialdemokratiske Førere, som ikke var Akademikere, er sjældne. Michels nævner kun tre: Benoit Malon, Edouard Anseele, August Bebel.
    De socialdemokratiske Akademikere er ifølge Michels gennemsnitlig besjælede af større Idealisme end Førerne af proletarisk Afstamning. For en Arbejder kræver det ingen Opofrelse, ingen Idealisme at blive Socialdemokrat. Derimod har det tidligere ofte for en Mand af Overklassen været forbundet med den største Selvopofrelse: Brud med Familie og Omgangskreds, Afkald paa Udsigter til Karriere o. s. v. De Overklassemænd, som slutter sig til Socialismen, er næsten udelukkende Akademikere, og blandt dem er det atter fortrinsvis Videnskabsmænd eller Digtere, som gør det. Sombart har villet hævde, at de socialdemokratiske Akademikere i Reglen har været Mænd, som har lidt Skibbrud i deres Løbebane og nu søger Afløb for deres Bitterhed derover og Redning fra den Elendighed, som truer dem, ved at blive Socialdemokrater. Det skulde efter hans Mening især være forulykkede Privatdocenter, Sagførere og Læger uden Praksis, Studenter uden Eksamen, cand. phil.'er, som vi siger paa Dansk. Michels beviser ved konkrete Eksempler, at denne Karakteristik er ganske uretfærdig. Mange socialdemokratiske Akademikere har lidt Skibbrud i deres Karriere, fordi de blev Socialdemokrater, og er ikke, som Sombart mener, blevet Socialdemokrater, fordi de led Skibbrud. Mange af de Akademikere, som har vundet størst Navn i Arbejderbevægelsen, har netop ogsaa udmærket sig og opnaaet glimrende Resultater i deres akademiske Løbebane. De mislykkede Studenter har, naar de har forsøgt sig som Socialdemokrater, ofte haft lige saa ringe Held med sig her som i deres borgerlige Erhverv.
    De socialdemokratiske Akademikere er ikke altid blevet modtaget med synderlig Hjertelighed fra de Føreres Side, som allerede havde Magten i Partiet. Man har skiftevis anklaget dem for Borgerlighed og for Radikalisme. Det er iøvrigt ikke mindst de akademiske Arbejderførere selv, der har søgt i Arbejdernes øjne at mistænkeliggøre deres Kolleger fra Bourgeoisiet. Omvendt har man ogsaa Eksempler paa, at en Mand, der har vundet Berømmelse som Videnskabsmand, derefter ved sin Overgang til Socialismen er bleven modtaget af Arbejderne med Begejstring og i Løbet af forbløffende kort Tid er blevet Partiets anerkendte Fører: Jean Jaures i Frankrig, Enrico Ferri i Italien. I tidligere Tid, da det kostede noget for en Akademiker at slutte sig til Socialdemokratiet, mener Michels, at Akademikerne hyppigst var radikale og dannede Modvægt mod de proletariske Føreres smaaborgerlige Tendenser. Men han anser det for et ikke ualmindeligt Fænomen, at de akademiske Arbejderførere bliver trætte, mister Troen paa Ideerne. I mange Tilfælde har de imidlertid brudt Broen af bag sig; de maa fortsætte deres Arbejde i Partiet, om ikke af anden Grund, saa fordi de ellers vilde blive erhvervsløse. Revisionismen er i mange Tilfælde de forhenværende overbeviste akademiske Socialisters Socialisme. Saadanne trætte Mænd, der har mistet Troen, adskiller sig næppe synderlig fra de forhenværende Proletarer, der er blevet smaaborgerlige. [[Note. Dette gælder dog ikke Bernstein som jo netop satte sin Stilling indenfor Partiet paa Spil for sin Overbevisnings Skyld. Og naturligvis gives der ogsaa andre Undtagelser baade blandt Førere af proletarisk og akademisk Oprindelse og af radikal og revisionistisk Tendens.]]
    Den socialdemokratiske Førerklasse er da i det store og hele en filistrøs Smaaborgerklasse, hvis fornemste Interesse det er at sikre sin egen smaaborgerlige Eksistens. Nu falder denne Interesse jo sikkert nok i mange Tilfælde sammen med den egentlige Arbejderklasses Interesser. Men i visse Situationer kunde en Interesse-Modsætning maaske ogsaa opstaa. Michels antyder denne Mulighed, men gaar ikke nærmere ind derpaa.
    Er den udemokratiske Organisation af Socialdemokratiet et Onde? Det er i hvert Fald indtil en vis Grad et nødvendigt Onde. Det eneste Middel til Sikring imod, at det tager alt for stærkt Overhaand, er, at man er opmærksom paa det og søger at begrænse det, hvor Lejlighed dertil gives. Det er ogsaa Michels Konklusion.
   En af de beklageligste Følger af Parti-Oligarkiet er, at det stærkt hæmmer Udviklingen af aandelige Interesser og Intelligens hos Arbejderne. Alle Afgørelser træffes paa lukkede Møder af Førerne, og de menige Partifæller faar hverken Lejlighed til at tage Stilling til Spørgsmaalene eller stifte Bekendtskab med de sande Motiver til de Afgørelser, der allerede er truffet. [[Note. En Artikel af J. P. Sundbo i Marts Heftet af "Socialisten" er i saa Henseende meget oplysende.]] De har kun at stemme ved Valgene, betale Kontingent til Foreningerne, udføre praktisk Agitationsarbejde og iøvrigt interessere sig saa lidt som muligt for vigtige Partianliggender. Under saadanne Omstændigheder kan ingen undre sig over, dels at det aandelige Niveau i den socialdemokratiske Arbejderklasse staar lavt, og dels, at Arbejderne bliver et modstandsløst Bytte for saadanne Aandsstrømninger af borgerlig Oprindelse og Natur, som gør sig Umage for ikke at synes direkte og utilsløret antisocialistiske.
    Tilslut skal blot fremhæves, at intet borgerligt Parti og heller ikke det kommunistiske Parti kan tage de her fremdragne Forhold til Indtægt i deres Agitation mod Socialdemokratiet. Thi de er aldeles ikke bedre selv. Oligarkiet hører nødvendigt med til et moderne politisk Partis Organisation og gør sig med større eller mindre Styrke gældende i alle Partier, specielt ogsaa de kommunistiske, saa snart de opnaar en vis Varighed og Fasthed. Michels gør udtrykkelig opmærksom derpaa.
    - Det er af Betydning, at danske Arbejdere gøres bekendte med Michels Resultater, først og fremmest fordi disse Resultater synes særlig velegnede til at vække til Eftertanke over de Spørgsmaal, som naturligt maa ligge Arbejderne paa Sinde, og saaledes bane Vej for et virkelig socialistisk præget Aandsliv blandt Arbejderne. Mange Socialdemokrater vil sikkert mene, at det var bedre, om disse Forhold ikke blev omtalt. Men netop ved en saadan Holdning vil man levere det mest utvetydige Bevis for, at Oligarkiet og den dermed forbundne Mangel paa Aandsfrihed gør sig gældende ogsaa i det danske Socialdemokrati, og at det af Hensyn til Udviklingen af et socialistisk Aandsliv er af afgørende Betydning, at man gør opmærksom derpaa. Hvis Arbejderne skal hindres i at se Kendsgerninger, der berører dem paa det allernærmeste og foregaar umiddelbart for deres Øjne, kan det kun ske ved, at al aandelig Interesse og Selvstændighed hos dem dræbes. Da er Uvidenhed og Sløvhed, ikke Oplysning og Kultur, det Maal, man arbejder henimod.

Sven Ranulf.