Af Martin Andersen Nexø.
   Jeg sidder i en Kreds af intelligente Tyskere - Højskolefolk, Kunstnere, Pressefolk - der alle kender Danmark som vel kun Tyskere bryder sig om at kende et fremmed Land. I deres Ungdom, som faldt før Krigen, har de alle gennemrejst Skandinavien - de fleste af dem til Fods, med Stav og Rygsæk; og nu, efter de ti Aars Krig og Inflation som hindrede al Rejse i Udlandet overhovedet, har de saa forsøgt at føre de gamle Erfaringer à jour.
    Hvad Tyskeren i Dag først og fremmest søger uden for sit eget Lands Grænser, og da navnlig i de nevtrale Lande, er den store Katastrofes Eftervirkninger. Han har med Tilfredshed kunnet konstatere, at heller ikke de Lande, der forskaanedes for Krigen selv, slap for at bære deres Del af Omkostningerne; nu spejder han efter de aandelige Virkninger. Den Alvor og Fordybelse i Forholdet til Tilværelsen, der for ham selv blev Verdenskrigens hidtil værdifuldeste Resultat, har de Nevtrale ogsaa faaet deres Andel i den? Han ser fra gammel Tid med en egen Veneration og Forventning hen til de skandinaviske Lande, og de Erfaringer han efter Krigen bringer med fra Norge og Sverrig, synes ham gode nok til Fortsættelse af Traditionen.
    Men Danmark - ?
    Igen hører jeg - for Gud ved hvilken Gang - den samme Karakteristik af Danmark som et i og for sig hyggeligt og gæstfrit Land, hvor man spiser godt og ogsaa bliver fuldt saa demokratisk behandlet som noget andet Sted paa Jorden. Men - men - ja, man er altsaa ikke blot livsglad og letlevende som før i det lille Danmark; set paa Baggrund af den øvrige Verden virker man overfladisk, pjattet. Den danske Bonde er interesseret nok saa længe det drejer sig om hans Erhverv, men synes at have opbrugt sine almen menneskelige grundtvigske Perspektiver uden at lægge sig nye til; Byboen er nærmest optaget af at gøre Geschæft - med Teaterspørgsmaal som eneste aandelige Ækvivalent; ingen af dem er at træffe hjemme, naar de store Spørgsmaal anslaaes, der i Dag beskæftiger Verden.
    Alle Blikke hviler paa mig i Forventning om, hvad jeg nu vil sige til mit Lands Forsvar. Men er det nemt at protestere, naar man i sit stille Sind maa give Angriberne Ret? Jeg tier.
    Og hvor er Gennembruddet blevet af? spørges der videre. Hvad har det danske Folk gjort med sin sidste store Foryngelse? Grundtvigianismen gaar det endda medm dens Aand er vel død, men Livsværkerne staar der endnu efter den: Højskolen, den liberale Kirke, den dygtige Bonde. Men den anden store -isme, Brandesianismen? Dens Bærer er lige død - nærmest under Folkets Ligegyldighed - nu skulde den først til at udfolde sig, og saa er der intetsteds Spor af den at finde. Hvad gik den ud paa, Brandesianismen? Hvad vilde den som Livsanskuelse? Hvori bestod egentlig det saa stærkt omtalte Gennembrud?
    Jeg maa med Skam tilstaa, at jeg ikke ved det. Jeg har jo ofte nok hørt Tale om den saakaldte Brandesianisme, men personlig været ude for den har jeg ikke - i al Fald ikke som Aandsretning, som Livsanskuelse. Derimod har jeg vel truffet Mennesker derhjemme, der gik omkring og aflagde Vidnesbyrd om den store Vækkelse, de havde oplevet ved Brandes' Fremtræden; men vilde jeg have at vide, hvori den saa bestod, viste det sig altid at være Folk med negativt Fortegn - Æsteter. Ellers er en Vækkelse jo gærne af etisk Art; det er ikke de ringeste, dem der kommer ud for den. Denne her syntes mig at have angrebet just det letteste Kavalleri - og at have faaet det til at kaste den sidste Rest af Oppakning væk. Des mere overlegne var de over for os andre. Alt hvad vi havde kært, var Overtro og Dumhed; "den menneskelige Dumhed" spillede overhovedet en stor Rolle for dem, den tampede de løs paa tidlig og silde. Og hult nok klang det; for hele Nationen havde stoppet sig ud - ligesom vi Skoledrenge i min Barndom. Ogsaa dengang mente vor snusfornuftige Skolemester at spore en Forbindelse mellem den dumpe Klang bagi og manglende Forstand. Det hele kom som sagt ikke Nationen større ved, og os der kom fra Folket heller ikke. At vi var dumme, vidste vi forlængst - det hele mindede overhovedet om et andet æstetisk Forsøg paa at skabe "dansk" Aandsliv, det J. L. Heibergske. Vi fik søge vor Ernæring andetsteds - "Brandesianismen" var der ikke Fugls Føde paa!
    Og Grundtvigianismen? spørger en af Selskabet.
    Grundtvigianismen har løst sin umiddelbare Opgave og veget Pladsen for andre frugtbargørende Konstellationer inden for de aandelige Kræfters Verden; men den virker fremdeles i det skjulte - som alt hvad der engang har betydet noget. Om den vilde jeg gærne have Lov at anvende Udtrykket: Det store Gennembrud! Ved Grundtvigianismen støder, ikke det hele Folk - hele Folket eksisterer kun i taagede Nationalisthjærner - men Landbefolkningen i bred Forstand frem og erobrer sig Stilling i Dagen paa Godt og Ondt, erhverver sig Retten til aandelig Vaagenhed - og aandelig Søvn. Grundtvigianismen har tidlig givet Norden noget den øvrige Verden møjsommeligt maa tilkæmpe sig: en aandelig vakt Bondebefolkning, der for store Deles Vedkommende allerede har begyndt at orientere sig politisk.
    Det andet store folkelige Gennembrud ser jeg i Arbejderbevægelsen, og den har De jo oplevet her hos Dem selv ogsaa - den er international. Maaske derfor regner De ikke med den, men borteliminerer rask væk den danske Arbejder, naar De taler om Danmark. Borgerskabets aandelige Fysiognomi møder Dem som en Selvfølge, naar de rejser i et fremmed Land, for vor Bondestand med dens Højskoler og Andelsforetagender maa De som oplyste Mennesker interessere Dem, med vort Proletariat regner De simpelthen ikke. Og dog er det her, Tampen brænder. Arbejderstandens Indstilling til Tidens store Spørgsmaal er i Dag afgørende for, om Danmark kan kaldes vaagent eller maa siges at være sakket agterud. Men denne Opfattelse deler De ikke - tildels vel fordi Tidens Tanker her i Tyskland ikke overlades til et enkelt Samfundslag, men tages op paa en langt bredere Front - og jeg skal derfor holde mig til det, De forstaar ved Danmark: de borgerlige Lags, indbefattet Bondelandet som det i Dag tegner sig mod den aandelige Horisont. Og dette Danmark, det maa jeg give Dem Ret i, forholder sig ualmindelig afstumpet til det brændende i Tiden; Bonden ser ikke ud over sit eget Markskel, og Borgerskabet med de Intellektuelle i Spidsen finder, at Kongens Nytorv er større end hele Verden og Katastroferne inden for Det kgl. Teater betydningsfuldere end de største Verdensomvæltninger.
    Underligt nok, er det det samme Borgerskab med dets Tilbehør af Intellektuelle, der var ude for "det store Gennembrud" ved Brandes, "Gennembruddet til Aandsfrihed og Selvtænkning, til Sandhed og fordomsfri Samtidighed, til Evropa og den store Verden!" - giver det ikke noget at tænke paa? Saa mange var nemlig Slagordene, og er det sært, at den danske Proletar, der vaagnede ved den Tid Brandes traadte frem, rundhaandet løftede ham paa Skjolde og bar ham med frem? Han, Proletaren, søgte jo netop alt det Brandes proklamerede. Men Brandes' Indstilling til Arbejderbevægelsen bestemtes af, at en Malersvend engang havde dristet sig til at gaa gennem hans Arbejdsværelse med Cigaret i Munden; nogen Følelse for de socialt Undertrykte sad han ikke inde med, hans Indignation over Forurettelse overhovedet gjorde Holdt 50 Aar tilbage i Tiden - ved de nationalt Forurettede og Undertrykte. Dem traadte han i Skranken for - paa et Tidspunkt hvor Undertrykkerne længst havde sløjfet alle Landegrænser og organiseret sig internationalt.
    Hans Paroler var overhovedet aflægs, de var den engelske Liberalismes, udstedt af denne for at kvæle den spirende Underklassebevægelse i Fødslen. Derfor forblev han gold over for det aandelige Danmark. Hans Aand rasler i Æstetikens tørre Løv - det er alt; mens der ikke er en Fodsbred Jord i Danmark, uden det gror i Bunden efter Grundtvig. Det er Forskellen paa de to, som man fra visse Hold har villet sidestille.
    Vil man derimod ikke med Vold og Magt se en Aandslivets Vækker og Fører i Brandes, skal jeg gerne gaa med til, at han har haft en Mission at udføre i Danmark. For at forstaa den maa vi gaa tilbage til den store franske Revolution, hvis Ætling han i mere end en Henseende var. Hans Radikalisme tærede helt paa den; og da de fleste af os uvilkaarlig sætter Revolution og Proletariat i Forbindelse med hinanden, tør jeg maaske lige minde om, at den franske Revolution ikke var nogen Underklasse-Revolution. Den var første Række Bourgeoisiets Fremstød mod de politisk enemægtige Jorddrotter, ved den ryddedes Vej for den kommende industrielle Epoke - en naturlig Sidevirkning af den var, at Bonden kom i Besiddelse af Jord. Mens denne Sidevirkning saa at sige straks udløstes for Danmarks Vedkommende og lagde de økonomiske Forudsætninger for Bondens senere politiske Magt tilrette, skulde der gaa næsten et Aarhundrede, inden den af Revolutionen fremgaaede Treenighed Industri, Handel, Finans - Bourgeoisiet - fik politisk Fodfæste hos os. Industrien havde da i Hovedsagen givet op og valgt at forblive i det gamle Junkerleje; Handelens og Finansens Mænd tog ved Lære af engelsk Liberalisme og kamouflerede sig som ren aandelig Foreteelse - som den eneste Vej til at naa Maalet.
    Politisk var alle Pladser optaget, til Gengæld er Aandens Verden ubegrænset, og her gjaldt det blot at vælge.
    Den unge Brandes var lige fremtraadt og havde vakt Opmærksomhed om sig ved Respektløshed og Salt og nye Meninger - en frygtløs Aandens Stridsmand. Her var alt - det gjaldt blot om at fange ham ind og sætte ham i Scene! Han blev Fanen, hvorunder der stødtes frem; dens Dug var rød, midt i den saas St. Georg i Færd med at fælde Dragen - Dumhedens Uhyre! Kunde det vel være bedre? Alt var jo Dumhed: Højre, Venstre, Socialismen - om end den sidste var til at undskylde; men nu skinnede Lyset over Danmark - slut op! slut op! Med et vældigt Postyr gik man frem, med et Gny som af Hære; Intellektuelle og Berninapiger dannede Formationer, Præster omvendte sig til Lucifer og stod op og vidnede, i Studentersamfundet udkæmpedes Holmgange saa Gnisterne føg ud over Landet. Det var et stort og bevæget Skuespil, med Frihed som det magtfulde Løsen -: Trosfrihed, Kønsfrihed og - og - og - ja, var der egentlig mere? I al Fald kom man ikke videre, for en skønne Dag faldt Masken, faldt Forklædningen, og et politisk Parti mere stod der - i al sin materielle Nøgenhed. Naive Troende har senere samlet Forklædningen op og prøvet at puste Liv i den, men den nægter at fungere for egen Regning.
    Dette, kære Venner, er den blasfemiske Sandhed om Danmarks "anden store -isme". Der var adskillig mere Postyr end Bevægelse i den - hvad jo ikke forhindrer, at Danmark i Dag er inde i en aandelig Dvaletilstand.
    Jeg talte nylig, netop om dette Spørgsmaal, med en Dansker, som jeg ved, at De alle - og med Rette - elsker og beundrer, Henrik Pontoppidan, i Parentes bemærket en af de faa Aandshøvdinge i vort, ak, paa Æsteter saa rige Danmark. Han var af samme Mening som De og jeg. Da jeg som Undskyldning for det hjemlige Dødvande gjorde opmærksom paa, hvad f. Eks. Bønderne og Arbejderne derhjemme efter Tur har været for Skandinavien, og paa det berettigede i at puste ud efter endt Gærning, gav han mig gærne Ret i dette Synspunkt. "Men det er alligevel et forbandet skidt Tidspunkt at sove paa," føjede han til.
    Og det er De og jeg jo altsaa ogsaa enige om.