Højkirkelige Bemaerkninger.
    En Præst, som tvivler om Jomfrufødslen, bør ikke taales i Folkekirken. Marias Mødom er Kristendommens Klippe og Hovedhjørnesten.

    Guds Vilje ske - I kan læse den i Berlingeren.

    Den almægtige Gud lægger sin Velsignelse i Arbejdet. Til Gengæld, maa I forstaa, skal Arbejdslønnen ned.

    Den, som fornedrer sig selv, skal ophøjes, I Kære. Jeg har aldrig været bange for at trykke en jævn Arbejder i Haanden.

    Kun onde Mennesker kan sige, at Kirken ikke har noget at give den sultne. Uddeles ikke Kristi Legeme og Blod gratis hver Søndag?

    Den katholske Skik at kysse Pavens Fod finder jeg forargelig. I vor Kirke bruger man Fødderne til at sparke med.

    Jeg misunder ingenlunde Pastor Petersen hans Kors. Men man mærkede nu ikke Aandens Sus i hans Tale ved Kongebegravelsen.

Godsejerne.
    Den konservative Presse har sine Sorger. En stor Del af den danske Adel maa flytte fra Slottene og slaa sig ned paa mere beskedne Steder.
   Og da de adelige Herskabers eneste Arbejde har været at bebo disse stilfulde Bygninger, bliver de jo saaledes arbejdsløse. "Har Elendigheden været større, end den nu er?" jamrer Berlingske Tidende. "Godsejerne maa forlade deres Gaarde, Herremænd gaar fallit - stiger Arbejdsløsheden ikke Dag for Dag?"
    Naar Herremænd først begynder at gaa fallit, staar den yderste Dag for Døren, og Godsejerne har derfor henvendt sig til Regeringen med en Klage, som Berlingeren kalder "et gribende Aktstykke". Det er dog ikke alene Godsejerne, det drejer sig om, tænk paa "de arbejdsløse Gartnere, Piger, Karle og Arbejdere". Og mellem Linjerne læser man: naar Herrerne bliver hjemløse, hvordan skal det saa gaa Lakajerne.
    En Godsejer har ladet sig interviewe og udbryder: Har de taget Hesten, kan de ogsaa godt tage Sadlen med ! Hesten er det arbejdende Folk, som Godsejerne saa længe har redet paa, og der skal ogsaa nok komme Bud efter Sadlen.

"Politiken" til Bryllup.
   I Anledning af Fyrstebrylluppet har "Politiken" haft en særlig Korrespondent, Hr. Jacobsen, i Stockholm, og det kan nok være, han har oplevet noget. Efter at han har skildret de kongelige Lokaliteter med gyldne Renæssanceborde og Gobeliner, vender han sit Øje mod den tilstedeværende svenske Adel: "Jeg forsøger at se dem igennem Ansigt for Ansigt, men giver op," siger han. "Hvert Ansigt er en Historie for sig. Det er Alvor med alle disse fornemme Mænd." Efter at den første Rystelse har sat sig, slaar han dog Blikket op igen og opdager, at de "er præget af de Fordringer, der stilles til dem, den Samvittighed, som styrer dem, og deres Arbejde." Men Synet af Halvguderne lammer ham paany, og han udbryder: "Hvor skulde jeg vove at fortælle, hvem de hver især er!"
    Paa "Politiken"s Redaktion hænger et Billede af Hørup. Man har maattet skrue det fast: hver Morgen. naar Bladet kom fra Trykken, vendte Portrættet sig.

Landmandsbanken.
    Landmandsbanksagen bør nu være afsluttet: Folket har faaet Gældsbyrden paa Ryggen, de kompromitterede Herrer er igen i gode Stillinger, og saaledes er alt paa sin rette Plads. De Medlemmer af Kongehuset, som var paa den hemmelige Konti, er blevet gift, og hvad er en god Kone ikke værd? Martyren, H. P. Prior, har Gud tilsmilet, han fabrikerer Gummi i Køge. Og Hr. Riis-Hansen har faaet en indbringende Stilling i London, i højkonservative Kredse hvisker man, om at han ved sine Udtalelser under Forhørene vandt sig Etatsraad H. N. Andersens venlige Hjerte. Det er en grim Insinuation; enhver, som kender Etatsraaden, vil vide, at han ikke er den Mand, som ynder mange Ord. Hr. Riis-Hansen har snarere vundet hans Yndest ved ikke at sige for meget
    Literaturanmeldelse.
    I en Anmeldelse af Hans E. Kincks sidste Bog Foraaret i Mikropolis, bemærker Hr. Jørgen Bukdahl, at den afdøde Skribents "Erkendelse intet forsonende Moment har i Reserve, hverken af Fascisme eller Kommunisme, ikke engang af det uskyldige selskabelige Samvær, man kalder Clarté."
    Vi kan berige Hr. Bukdahls Erkendelse med den rystende Kendsgerning, at Kinck, ligesom de to store norske Lyriker Niels Collett Vogt og Olaf Bull, var ganske forstaaende overfor den socialistiske Ungdom (han har ogsaa ydet Bidrag til det norske "Arbejderbladet"), og vi har ingen Grund til at tvivle om, at han nok vilde have været i Stue med os i al vor ungdommelige Uskyldighed. Men vi er helt glade for Hr. Bukdahls Syn paa Sagen. Det ligger klart for Dagen, at den unge, fremadstræbende Kritiker ikke har i Sinde at stille sin Talentløshed i vort Partis Tjeneste.