Den oprindelige Form for Jordbesiddelse i Mexico var en Slags Urkommunisme, der minder om den russiske "Mir". Ved Erobringen blev mange Kommuner overgivet til de spanske Grander, "for at de kunde blive omvendt til Kristendommen og tjene deres Herrer til Nytte og Fornøjelse". Senere, under de mere rolige Forhold, tvang man ofte Indianerne til at udstykke de fri Kommuner. Bønderne, der ikke anede noget om Arten af de Dokumenter, de under Sognefogdens, Kazikens, Trusler (han fik Andel i Rovet) underskrev, solgte dem gerne for en Slik. Af og til undersøgte Regeringen Befolkningens juridiske Ret til dens Jord med det Resultat, at Indianerne blev yderligere klædt af. Landsbyerne søgte gennem deres Processer at genvinde deres Jord. Nogle af disse varede flere hundrede Aar. Men i Reglen maatte Kommunerne give op af Mangel paa Penge til at føre Sagerne igennem. Vi har allerede omtalt Kirkens Rolle som Godsraner og Udbytter. Aar 1800 ejede Kirken vistnok Halvdelen af Jorden.
    Det efterfølgende grunder sig væsentlig paa Uddrag af to Bøger: "The land systems of Mexico", skrevet af G. Mc. Cutchen Mc. Bride, American Geographical Society, New York 1923, og "Some aspects of the agrarian questions in Mexico" af H. Phipps, University of Texas Bulletin, Texas 1925. Skønt Mexico er et stort Land, hersker der en vild Jordhunger, idet det dyrkelige Areal kun er 8 pCt. af hele Omraadet, Skovarealet 10 pCt. og Græsland 32 pCt. Resten er ufrugtbar, men skjuler umaadelige Mineralskatte. I Aarene 1830-90 gik de skiftende Jordejerregeringer over til at købe Land af Kirken (for ca. 100 Milloner Guldpesos). Dette fordeltes mellem Regeringernes Venner. Indianerne fik intet. Under Diaz fortsattes Godsraneriet paa en ny Maade: Koloniseringssystemet.
    Oprindelig kunde ingen ifølge Loven forpagte mere end 6250 Acres Land (en Acre er 0,4 ha). Men de "koloniserende" Selskaber fik Dispensationer med det Resultat, at det største af dem, Louis Hueller & Co., tilsidst ejede 13,48 Millioner Acres ! En Statistik i "Land systems", Side 154, viser, at af de Familier, der drev Agerbrug i Mexico i 1910, besad 11,8 pCt. egen Jord, Resten intet. Det værste Eksempel er Staten Oaxaca, hvor 0,2 pCt. var Selvejere, 99,8 pCt. Fæstere og Daglejere. Der gaves Godser, der var saa store som Belgien og Holland tilsammen, som det tog en hel Dag at køre igennem med Jernbanen. Ialt fik disse Selskaber tildelt omtrent 13 pCt. af hele Mexico. Herpaa bosattes til 1908 4735 Kolonister, heraf Halvdelen Udlændinge. Mange Landsbyer ryddedes af Selskaberne eller maatte betale Forpagtningsafgift af Jord, de havde ejet før Montezuma. Man afskar Vandingskanalerne og drev saaledes Beboerne til at give Køb.
    Godejernes Fæstere og Arbejdere var livegne. 1910 havde 834 Godsjere 3,183,402 Peoner (Bønder) under sig, med Familie 10 Millioner, d. v. s. 2/3 af Landets Beboere. "Jeg saa en Række lave Bakker, der ragede op over en vældig Majsplantage. Paa en af disse staar Forvalterboligen, Ejeren lever i Mexico City eller Paris. En Kilometer derfra ser man 200 Lilliputhytter, udgravet i Bakkesiden. En Mand kan næppe staa oprejst i dem. Et Rum, Smuds, ingen Seng, en Maatte paa Gulvet. Forvalterens Mulæsel boede langt mere komfortabelt," skriver en amerikansk Journalist. Saaledes formede Mexicos Historie sig i det tyvende Aarhundrede som en Kamp mellem Proletariatet, der truede med at blive udryddet, og de priviligerede Klasser - Godsejerne, Kirken og amerikanskeuropæisk Finans.
    Revolutionen i 1910 blev derfor en Landsbevægelse, der voksede Godsejerlederen Madero over Hovedet. Paa en Gang flammede det op ude paa det flade Land. Da Diaz var styrtet, søgte Madero et Kompromis med Godsejerne. Derfor udbrød Revolutionen igen under Fuldblodsindianeren Zapata. Hans Krigserklæring lød saaledes:
    "Senor Madero - og med ham hele Verden - skal vide, at vi ikke vil nedlægge Vaabnene, før vore Kommuner har faaet den Jord tilbage, som Godsejerne stjal fra os under Diaz. Vi vil ikke nedlægge Vaabnene, saalænge vi af Sult og Armod er tvunget til at lade vore Børn arbejde fra den tidligste Alder paa Herrernes Marker, før de endnu har lært Alfabetet."
    Kampen bølgede frem og tilbage i Aarevis. Madero afløstes af den reaktionære Huerta. Denne styrtedes af Carranza, der søgte at berolige Landboerne. Ligesom i det forbilledlige Danmark, hvor Landboerne fra Selvejere paa en meget smart Maade efterhaanden er forvandlet til ejendomsløse, stærkt slidende Prioritetsbetalere, der oven i Købet tror, de er Selvejere, skulde der i Mexico skabes en Gaardmandsstand, der ved energisk Udnyttelse af deres Kvinder og Børn kunde naa at blive oplyst og fredelig - den, der har en ganske lille Smule, er som bekendt altid bange for at miste det, selv om han ved lidt Mod kunde vinde om ikke et Kongerige, saa dog et sorgfrit Udkomme. Den 6. Januar 1915 blev det forkyndt, at Jorden skulde ad Rettens Vej gives tilbage til Landsbyerne mod Erstatning til Godsejerne - akkurat som herhjemme.
    Men det gik saa langsomt og stødte paa en saadan Modstand hos Godsejerne, der ikke som herhjemme var bukkende Baroner og Grever, men smaa Konger med til Tænderne bevæbnede Lejebander, at Regeringen i sin Kvide besluttede at gaa løs paa Koncessionshaverne, hvortil Verdenskrigen gav Lejlighed, idet de udenlandske Magter var ude af Stand til at beskytte deres Landsmænds Tyvegods. Det er fra denne Tid, Legenden stammer om det tyvagtige, bedrageriske, uhæderlige, røveriske, uordholdende Mexico, Betegnelser, som denne Nation maa dele med Rusland og Kina. Mexicanerne, der har gjort Oprør før Kineserne, er oven i Købet dovne og i Modsætning til Russerne, der har faaet et vist Overtag overfor Modstanderne, ude af Stand til at regere sig selv. De er egnet til at sættes under et Folkeforbundsmandat. De fleste kapitalistiske Blade, ogsaa de danske, præges af en konsekvent Kampagne mod de Mænd, der i disse tre store Stater kæmper for Folkets Frihed, ganske vist under den franske Revolutions berømmelige, nu i Skolebøgerne forglemte Devise "Frihed, Lighed - eller Død!"
    129 Protester blev efter Verdenskrigen afgivet i Anledning af, at Carranza i 1917 lod vedtage, at alle tidligere Koncessioner, givet under Diaz, var ophævet. Der fordeltes virkelig 37 Millioner Acres Land. Rundt omkring drog Peonerne hjem og udleverede deres Rifler til Sognefogderne og beredte sig paa ved Arbejde og Møde at skabe et nyt og bedre Mexico. Da begyndte Europas og Amerikas Indskriden at gøre Indtryk paa Carranza. Samtidig løb Befolkningen i Yacatan grassat. Den fordelte al Jorden, afskaffede alt Politi og Militær, samt Regeringsembedsmænd, indførte en Slags Raadssystem og syntes at trives udmærket. Carranza stod her som mangen oprindelig revolutionær Mand paa Skillevejen. Han valgte at gaa til Højre. I næste Artikel følger en Oversigt over den sidste mexicanske Agrarrevolution, hvis store Navne er Obregon og Fuldblodsindianeren Calles, en forhenværende Skolelærer og stor Strateg. Endvidere en kort Skildring af Oliespørgsmaalet.