Johannes V. Jensen har skrevet en ny Himmerlandshistorie "Jørgine" (Hage & Clausen), et smukt og mærkeligt Arbejde. Det er en Fortælling om en almindelig Bondepige og hendes ikke ualmindelige Skæbne: at opleve en kort Elskovsrus, blive forført og derefter blive gift med en ældre Mand og henleve et langt, slidsomt Liv som Kone paa en Hedegaard. Johannes V. Jensen har ikke udstyret dette Erindringsstof med tekniske Kunster af nogen Art. Han har vist den Tillid til Emnets indre Bæreevne, at han har gengivet det ganske som det levede i hans Sind, og netop herved har han opnaaet at give sin Fortælling en skøn, klassisk Simpelhed. Humør og gennemtrængende Medfølelse blandes i denne Bog, og i Skildringen af et Bondebryllup udfolder Johannes Jensen hele sin sjældne deskriptive Evne. Menneskelig Jævnhed og modent Mesterskab præger Jørgines Historie.
    Det samme kan ikke siges om Otto Rung's "Lykkens Omnibus" (Pio), der skildrer et Rejseselskabs Oplevelser i Italien. Man forstaar, at Otto Rung har villet lægge et sindbilledligt Perspektiv ind i Romanen. Men det hele virker for konstrueret og udspekuleret til rigtig at interessere. Rung er i hele sin Mentalitet et typisk Udtryk for den æstetisk dannede Fløj af det københavnske Borgerskab.
    Gunnar Gunnarson fortsætter sin store Autobiografi med et Bind "Natten og Drømmen" (Gyldendal), der fører Uggis Liv videre fra Moderens Død, til Uggi udgiver sine første smaa Digtsamlinger paa Islandsk. Bogen er paa over 500 Sider og tynges af sin Bredde, men rummer store, poetiske Skønheder. Som Helhed er Autobiografien med sine tre Bind - under Fællestitlen "Kirken paa Bjerget" - Gunnarsons betydeligste Værk og af største Værdi for Opfattelsen af hans Forfattervirksomhed (se Otto Gelsted: "Gunnar Gunnarson". Haases Forlag) .
    Ogsaa Karin Michaëlis har udsendt tredje Bind af sin Autobiografi under Titlen "Hemmeligheden" (Jespersen). Hele Værket indtager en lignende Plads i hendes Forfatterskab som "Kirken paa Bjerget" i Gunnarssons. Det er et Spørgsmaal, om der i Verdenslitteraturen findes et Værk, der giver et mere umiddelbart Indblik i et kvindeligt Sjæleliv. Karin Michaëlis er med dette forbavsende Arbejde traadt ind i allerførste Række af nordiske Forfatterinder.
    Der er vist ingen af de yngre Skribenter, til hvem Offentligheden ser hen med større Haab end Tom Kristensen. Med Rette! Med "En Kavaller i Spanien" (Hagerup) har hån paany dokumenteret sine ypperlige Evner. Navnlig Indledningskapitlet med Skildringen af en Jernbanetur sammen med nogle spanske Arbeidere er et lille Mesterværk. Det kan i koloristisk Kraft minde om Willumsen, men det forekommer mig endda at overgaa Willumsens Malerier i Intelligens og menneskelig Varme. Ogsaa et Kapitel som "Kathedralen" og den uundgaaelige "Tyrefægtning" er fortrinlige, medens andre Partier af Bogen ligger lovlig tæt op ad den almindelige Turist-Rejsebeskrivelse. Man faar et stærkere Indtryk af Tom Kristensens Sjæl end af det reelle Spanien i denne Bog. Men han er ogsaa nok værd at lære at kende.
    Emil Bønnelyckes "Flugten til Ægypten" (Nyt Nordisk Forlag) er en Fortsættelse af "Ny Ungdom". Værket skal afsluttes med et tredie Bind "Huset ved Havet". Motivet er fortrinligt: Digteren med Kone og Barn, med et Ord Hjemmet, opfattet i Legendens Lys som Hvilepunktet i det omtumlede moderne Samtund. Netop et saadan halvt selvskildrende, halvt eventyrligt Motiv skulde Bønnelycke kunne behandle. Desværre fylder han Bogen med en Masse Kronikstof om Nutidens Teaterforhold. Og de Antydninger af Menneskeskildring, der findes, kvæles af hans usalige Veltalenhed. Bønnelycke ejer i høj Grad den lyriske Inspirations Evne. Maatte han engang naa Klarhed over sit Talent!
    Harry Søjberg, der længe har været en noget tvivlsom Fortatter (den affekteret-hysteriske Fortælling "Meta", som Henrik Pontoppidan har været ukritisk nok til at finde Behag i), har i Aar udsendt et fortræffeligt Arbejde "Søkongen" (Aschehoug), en Skildring fra Vestkysten, første Del af et større Værk. Søjberg er efterhaanden blevet en udmærket Kender af den vestjyske Fiskerbefolkning. Han tegner den i store Drag, med stærk Understregning af det primitive i dens Karakter - uden at han selv kan siges at være en primitiv. Snarere har han en personlig Tilbøjelighed for det følsomme og teatralske, og han anvender behændigt Vesterhavet som en kæmpemæssig Rundhorisont. Men han forstaar ogsåa at anvende det lille realistiske Træk, saa det paa overbevisende Maade faar Vægt i Handlingen. - Mesterlig er Bogens Optakt med Søkongen, der snyder Byfolkene ved en Strandauktion, og i det hele taget staar Personerne med brede, faste Træk. Sproget er mere nøgternt end ofte hos Søjberg, og Begivenhederne skrider frem uden Nølen. Søjberg har med "Søkongen" skrevet en dygtig og værdifuld Roman.
    Sara Nielsen-Stevns, der vakte Opmærksomhed ved sin friske Skildring af en Cykletur til Paris, har udsendt en ny Rejsebog "Til Midnatssolens Land" (Gyldendal). Kunstnerisk betyder hendes Bøger maaske ikke saa meget. Men man kommer til at beundre denne Forfatterinde, der har en saa smilende Evne til at opleve. Hendes Blik er i ualmindelig Grad opladt for Skønhed baade hos Ting og Mennesker. Og hun har Humor, en af de bedste Gaver, der kan blive en Skribent til Del. Manden "Nille", der er hendes uadskillelige Ledsager, er saaledes skildret med en elskværdig Varme, men ogsaa med et let ironisk Blink, der gør ham til en meget sympatisk Figur.
    Jeg gaar over til at omtale nogle norske Bøger. Barbra Ring skildrer i "Vi, som vandrer" (Gyldendal) en ældre norsk Forfatterinde og hendes Forelskelse i en Mand, som hun af fem Grunde beslutter sig til at opgive:
    1. Hun er bange for, at hun er for gammel, saa han snart skal blive ked af hende.
    2. Som Datter af en General føler hun sit borgerlige Blod oprøres mod en Forbindelse, der kan vække Selskabets Mishag.
    3. Hun har en Søn, der nylig har giftet sig, og som maa antages at ville se med Uvilje paa Moderens Ægteskab.
    4. Den Mand, hun elsker, er i Forvejen gift med en højst sympatisk Dame, hvis Lykke det vilde være Synd at ødelægge.
    5. Endelig har Forfatterinden en tidligere Elsker, som hun stadig har i Tankerne.
    Bogen er ikke uden Interesse; den bringer kloge psykologiske Betragtninger, og man mærker Oplevelsens Lidenskab i Skildringen. Den kan karakteriseres som en begavet Udløber af den psykologiske Problemliteratur fra Slutningen af forrige Aarhundrede.
    Olav Duun er den norske Maaldigtnings ubestridte Førstemand. Hans nye Roman "Straumen og Evja" (Norli) handler om en Brydningstid i et norsk Sogn. - Hovedpersonen Torleiv vil indføre Elektricitet og moderne Maskiner i Gaarddriften, men standses af Bøndernes træge Konservatisme. Duun er en Menneskeskildrer af europæisk Rang og faa nordiske Forfattere raader over et Sprog af den Kraft, som Maalet har i Olav Duuns Mund. Men Danskere vil nu engang ikke læse Maalet, saa det er vel temmelig haabløst at slaa til Lyd for ham. Lad os faa en Oversættelse af et af hans Hovedværker!
    Let tilgængelig er derimod Waldemar Agers Roman "Gamlelandets Sønner" (Aschehoug), der skildrer et Sjak norske Arbejderes Oplevelser i Amerika i Tiden før Slavekrigen. Bogen minder om Stewart E. Whites " Guldsøgere" og "San Franciscos Ungdom", og W. Ager staar ingenlunde tilbage for sit ameri.kanske Forbillede. Hans Roman er underholdende og spændende Læsning af betydelig kunstnerisk Kvalitet.
    Om Gunnar Reiss-Andersen, der har udgivet en Digtsamling "Kongesønnens Bryllup" (Gyldendal) maa man sige, at han som litterær Type minder lovlig meget om Wildenvey. Men han er Digter, og han er et ualmindelig vittigt Hoved, som man kan se af det kostelige Digt, hvori han gennemhaaner den Præmiekonkurrence, der indbragte Anker Larsen Præmien for "De Vises Sten".
    Af danske Digtsamlinger har Johannes V. Jensen udsendt en stor og for hans senere oehlenschlægerske Periode karakteristisk Samling "Verdens Lys" og Thøger Larsen et Bind Digte fra Italiensrejsen "Søndengalm" (begge Gyldendal). "Søndengalm" er især interessant ved at vise, hvordan Digterens mythologiske Studier har befrugtet hans Fantasi og Naturopfattelse. Navnlig en Række Strofer til Maanen er af en overordentlig nyskabende Kraft. Samtidig har Thøger Larsen udsendt førsk Levering af sin kommenterede Oversættelse af "Edda-Myterne" (Herman Bech, Lemvig), et Værk af lige saa fremragende digterisk Værdi som videnskabelig Interesse. Efteraarssæsonen aabnedes ved et Bjergskred af populærvidenskabelig Litteratur, til Dels Foretagender af anselig Standard, som "Haases Haandbøger", "Nationale Skatte" (Danmarks Historie" (Chr. Eriksen) og det hos Koppel udgivne Oplysningsværk "Gry", der ved sin systematiske Behandling af Stoffet danner et bevidst Modstykke til Gyldendals "Frem".- "Gry", der redigeres af Folketingsmand Harald Jensen, M. K. Nørgaard, Hartvig Frisch og Tegneren Anton Hansen, forener paa udmærket Maade det videnskabelige og folkelige. Det er et Værk, der ikke vil bringe spredt Underholdning men sammenhængende Oplysning i frisindet Aand.
    Hos Aschehoug er udkommet "Danmarks Digtere" af Professor Hans Brix, en let læselig Fremstilling i korte Monografier af den danske Litteraturhistorie. Behandlingsmaaden er ofte præget af en tiltalende Mangel paa overdreven Respekt. En god Folkebog! Endvidere har Brix udgivet "H. C. Andersens Levnedsbog" (Aschehoug), en autobiografisk Skildring fra Eventyrdigterens Ungdom. Bogen giver interessante Bidrag til Forstaaelse af Andersens besynderlige Følelsesliv.
    Martin, der har indlagt sig saa stor Fortjeneste af vor Oversættelseslitteratur, udsender en Bearbejdelse af Jomfru Biehls gamle Fordanskning af "Don Quixote". Værket er forsynet med Tegninger af Marstrand og en Italiener Pinelli, der ikke besidder Marstrands psykologiske Forstaaelse af Figuren - hans Tegninger er meget tørre. Dr. Paul V. Rubow har skrevet en Indledning med sædvanlig Elegance.
    Dr. Just Bing har til Gyldendals Jubilæumsværk "Det nittende Aarhundrede" leveret en Bog om "Litteraturens indre Udvikling i det nittende Aarhundrede", men denne Bog kan desværre ikke tages for gode Varer; dertil er den for overfladisk. Selv i et Værk, der kun tæller 237 Sider, er det en urimelig Lakune, at H. C. Andersens Navn end ikke nævnes. Og hvorfor omtales Chr. Rimestad, Rung, S. Michaelis, Peter Nansen, Vald. Rørdam - men ikke Sophus Claussen, Karin Michaelis, Thøger Larsen (mens Aakjær er omtalt). Det er fuldkommen planløst.
    Jørgen Bukdahl fortsætter sit store Værk om skandinavisk Litteratur med et Bind om "Det skjulte Norge" (Aschehoug).
    Han er vokset under Arbejdet.
    Fremstillingen synes klarere end i det første Bind, og der kan ikke være Tvivl om, at han har gjort en god Indsats ved åt undersøge og skildre den Række af Digtere, hvori Nordmændene mener at have fundet sig selv efter den stærke litterære Indflydelse fra Danmark. Men hvordan vil Bukdahl gennemføre den nationale Betragtningsmaade paa svensk og dansk Litteratur? I al Fald hos os synes Problemet ikke at eksistere paa samme Maade som i Norge. Alle vore Provinser har jo forlængst tilført Rigssproget deres særlige Tone og faaet fuldgyldigt Udtryk i den fælles Litteratur.
    En udtømmende Oversigt har det ikke paa indskrænket Plads og midt under Begivenhedernes Gang, været mig muligt at udarbejde. Men maaske er det lykkedes at give Læseren en Ledetraad i Haanden. At en Bog ikke er omtalt behøver ikke at betyde, at jeg ikke finder den Omtale værd.

Otto Gelsted.