Knet-logo
Danske Kulturtidsskrifter 1917-45

Red.: Det Kongelige Bibliotek

Om / About  Hjælp / Help

Op
Clarté (1926-27)
1926
Nr. 12 - December

Forrige Næste
[6] s. 342-345
Steen Christensen: En Trapezkunstnerinde

Facsimile

Tidsskriftprojeter

1926:12

EN TRAPEZKUNSTNERINDE

Af Steen Christensen.

   Som Barn saa jeg engang et frønnet Trækar, som, fuldt af Regnvand, stod under en Syrenhæk. Det var vist en hed og pinefuld kedelig Sommerdag, og Karret mellem Brændenælder og Skræpper og med et Spejlbillede af Himlen og Syrenernes Løv i det dunkle Vand virkede saa køligt og beroligende ... Og dette Billede har forbundet sig i min Bevidsthed til visse smukke Tanker, og det følger hver Gang jeg kommer til at tænke paa en lille Artistinde, som jeg for en halv Snes Aar siden saa optræde i en Forstadsvariete, en bleg ung Pige med et underligt udslukt Ansigt ...
    Jeg var knapt tyve Aar og lige kommet til Hovedstaden. Jeg ((side mgl.))
    Publikum klappede. Den unge Pige hilste, hun bøjede sig let og smilede - men jeg lagde Mærke til, at trods Smilet var hendes lille skære Ansigt ganske tavst, øjnene udslukte. Hun steg op i Trapezen - og i det samme følte jeg, at der opstod en Spænding i hele Salen. Der var kun faa Tilskuere, mange Stolerækker var helt tomme, Publikum'et bestod vist mest af Stamgæster ... En tyk Dame i gul Kjole og rød Hat, som sad mellem en Flok øldrikkende Herrer paa en af Rækkerne til venstre, hun lænede sig haardt fremefter og blev helt stiv i Ryggen og Halsen, mens hun hævede Ansigtet mod Trapezkunstnerinden. Etablissementets Direktør, en langskægget Patriark med høj Pelshue, der havde nedladt sig paa forreste Række til højre, lagde Haanden tunghør bag øret. Nu sad Artistinden oppe i Trapezen, og fra Højden, lige under de støvede Sofitter, smilede hun igen. Lyset laa op under hende og samledes under hendes Hage og Hals. Smilet var saa tyndt, der fandtes ikke Koketteri i det, heller ikke hverken Glæde eller Spot. Det var et pligtfuldt Smil, og tomt - maa ske det afspejlede en smertelig, hjælpeløs Tomhed! Hun fattede med sine smaa, røde Hænder om Trapezstangen, lænede sig helt bagover og begyndte saa langsomt at dreje rundt. Faderen, den kraftløse Kæmpe, saa opmærksomt paa hende, mens han med høj Røst talte Omdrejningerne: En ... to ... tre ... fire ... Jeg sad urolig og lod Blikket flakke rundt i Salen. Paa en af de forreste Rækker opdagede jeg to unge Mennesker, som jeg før havde set. De kom i de samme Varieteer som jeg. Og jeg syntes, der var noget mystisk ved saadan at se dem Gang paa Gang; de lignede nemlig mig en hel Del. Jeg kendte min spidse Næse og mine graa Kinder paa dem begge. Og naar jeg fik øje paa disse to hæslige Fyre, om hvis Liv jeg intet vidste, men som saa ud, som kunde de være mine Trillingbrødre, fik jeg en Følelse af Afgrunde i Tilværelsen, idet mine Varietebesøg forlenedes med et Skær af Skæbne ... Nu sad mine Trillingbrødre som Støtter i deres Overfrakker, men Pigen i Trapezen drejede rundt, rundt, rundt.
    Jeg saa hendes stive, strakte Hals og de sammenknebne Øjne i det hvide Ansigt.... Seks og tyve ... syv og tyve ... otte og tyve ...Salen var stille; man hørte kun Trapezens Knirken og Artistens høje Tællen. Tilskuerne stirrede, tavse og spændte. Men hvad var der at være saa spændt for? Pludselig tænkte jeg: Hvordan er hun, naar hun gaar derhjemme i de to Stuer i Dannebrogsgade? Er hun sløv og træt, og smiler hun uden ønsker, naar hun koger Familiens Vandgrød og vasker Gulvet? Hvad er det for en Tomhed, som ligger i hendes Smil? Ja, var det ikke, som om hun bad om Undskyldning for sin Tomhed? Langt borte har hun maaske en Drøm, men der ligger et uendeligt, graat Rum i hendes Sjæl mellem Drømmen og Smilet. Hun kan aldrig faa fat paa den Drøm, det piner hende; men hun maa opgive at trænge gennem Tomheden ned til den ... Seks og fyrre, syv og fyrre ...Den hvide Pige drejede og drejede i Trapezen ... Otte og fyrre, ni og fyrre ... halvtreds ...
    Halvtreds Gange, mine Damer og Herrer!
    Den gamle Artist slog ud med Haanden og bukkede for Publikum. Hans Ansigt var tungt og skikkeligt. Han hjalp Pigen ned fra Trapezen med forsigtige, gode Hænder.
    Publikum klappede og klappede, selv Direktøren gav sit Bifald til Kende. Damen i den gule Kjole og røde Hat klappede voldsomt, da Trapezkunstnerinden svimmel hilste ud mod Salen. Mine Trillingbrødre saa til hinanden - saa gav de ogsaa en Klapsalve . . .
    Siden har jeg mange Gange tænkt paa Pigen i Trapezen, ikke kunnet blive Billedet af hende kvit. Og Tanken om hende ledsages som sagt altid af en Barndomserindring om et Vandkar under en Syrenhæk. Jeg har spurgt mig selv, hvor Forbindelsen mellem de to Erindringer findes. Men det er jo blot et dumt Spørgsmaal ... Jeg vil sætte den blege Pige i den støvede, hvide Bluse ind under Syrenhækkens grønne Hang - og hvis jeg saa blot kan holde mine grimme Trillingbrødre borte, skal hun sidde der, helt i Ro, ved det frønnede Kar og stum og smilende spejle sit forunderlige Ansigt sammen med Himlen og Løvet i det stille Vands blanke og dunkle Dyb.