Oversat af Hans Kirk.

Naar Handelsmanden gaar sin Vej, 
og tørstig Nabo møder dig, 
og Markedsdagen gaar paa Hæld, 
og Folk begi'r sig hjem i Kvæld, 
mens vi i Kroen tømmer Kruset 
og der bli'r frydefuldt beruset, 
vi glemmer let det lange Ridt 
med Moser, Heder, Krat og Klit, 
som skiller os fra Arnens Blus, 
hvor Konen sidder tvær og studs 
og rynker Bryn som Uvejrsknog 
og holder Vreden godt i Kog.  


Den Lærdom Tam o'Shanter sanded', 
da han en Nat i Ayr var strandet 
(den bedste By i Verdens Riger 
for raske Mænd og kønne Piger).  


Ja, Tam! Du skulde været klog 
og lyttet til din Kates Sprog! 
Hun sa' dig vel, du var en Slyngel, 
en bandsat, hidsig Helvedsyngel, 
at fra November til Oktober 
en Markedsdag du ej var sober, 
at blev der Korn til Mølle sendt, 
du drak det hele op omtrent, 
at hvergang blot et Føl fik Sko, 
gik du og Smeden straks paa Kro, 
at du paa Herrens høje Dag 
med Kirkton Jean holdt Drikkelag. 
Hun varsled: Snart den Dag oprandt 
da man i Doon dig druknet fandt, 
hvis ikke Troldtøj tog dig før 
i Alloway, ved Kirkens Dør. 


Aa, Kvindekøn! med Kinden vaad. 
Jeg tænker paa, hvor mangt et Raad, 
hvor mangt et godt og egnet Ord 
Husbonden aldrig regned' Spor !  


Men til vor Sag: en Markedskvæld 
slog Tam en salig Stund ihjæl 
nær ved en Arnes milde Baal 
med Herlighed i Krus og Skaal. 
Og under samme Glædens Tag 
var ogsaa Skomager John den Dag. 
Tam holdt af ham som Hest af Havre, 
de drak og tumled' tit fra Davre. 
Og Aft'nen gik med Sang og Snak, 
og bedre blev hver Drik, man drak: 
Tam og Værtinden blev helt ømme 
med søde, dulgte, dybe Drømme. 
Skomag'ren af al Evne skrøned, 
og Værtens Latter villigt drøned: 
Om Stormen ude føg og foer, 
Tam ænsed' aldrig Vejret Spor.  


Med Tiden led ved Fryd og Fred 
dybt dukked' sig i Glasset ned. 
Minutter fløj i yndig Skæmt 
som Bier med Sødme i sig gemt. 
Og hvad var Kongelykke vel 
mod Tams Lyksalighed den Kvæld!  


   
Vor Fryd er som et Valmuebed 
- de røde Blade drysser ned. 
Som Sne, der fyger i en Bæk, 
hvid et Sekund, for evig væk. 
Som Nordlys' hvide Flammeskær, 
der svirrer som et hastigt Vejr. 
Og som en yndig Regnbueform, 
der slettes af den vilde Storm. 
Hvem kan vel tøjle Tid og Blæst, 
og snart maa Tam igen til Hest. 
Begsort var Nattens Buebro, 
da Tam ved Midnat drog fra Kro, 
og saadant Vejr han rider ud i, 
som ingen Synder fristed' Gud i.


   
Iskold og hidsig Vinden bed, 
og stride Byger pisked' ned; 
Lynilden flænged' Mørkets Krypt, 
den hule Torden buldred' dybt: 
den Nat forstod det mindste Barn, 
at Djævlen røgted' sine Garn.  


   
Godt sadlet paa sin gamle Hest 
(blandt alskens Hors var Maggie bedst), 
Tam vugged gennem Skidt Sprøjt 
og agted' aldrig Vejrets Fløjt. 
Mens Huen han i Panden pressed', 
mens paa et gammelt Rim han messed', 
mens han forsigtigt saa sig om, 
at Troldtøj ikke mod ham kom, 
ved Alloway var han snart nær 
- om Kirken hyler Aanders Hær.  


   
Ved Vadestedet var han alt, 
hvor Kræmmeren i Sne blev kvalt, 
forbi de Træer ved Flodens Bred, 
hvor Drukken-Charley tumled' ned, 
og tæt ved Dyssen i det Krat, 
hvor der blev dræbt et Barn en Nat, 
og nær den Tjørn ved Mosens Væld, 
hvor Mungos Mor har hængt sig selv. 
Foran er Doon i skumhvidt Braad, 
højt hrimmer Stormens løbske Stod, 
Lynstraalen gaar fra Vest til øst, 
mørkt maler Tordnens dumpe Røst: 
da glimted' gennem Skovens Træer 
bag Kirkens Mur et Flammeskær, 
fra hver en Sprække lyste Baal 
og hørtes Dans og Skrig og Skraal.  


   
Du stærke Dram! med muntert Blod 
staar alle Farer vi imod! 
En Pægl, vi frygter intet mer', 
en Pot, til Satan selv vi ler! 
Og Drik og Dram stod Tam i Panden, 
og alle Djævle gav han Fanden! 
Men Maggie stod med rystet Sjæl, 
til, presset haardt af Haand og Hæl, 
hun listed' frem mod Lysets Skær 
- et sælsomt Syn Tam skued' dér! 
Troldtøj og Hekse foer omkring! 
Og intet sødt og sirligt Sving, 
men Hornpipe, Sekstur, Jigs og Reel 
gav Foden Fart og fyrig Il. 
Og i det østre Vindueshvælv 
der sad den sorte Satan selv, 
skabt som en lodden Rakkerhund 
med Sækkepiben for sin Mund! 
Og Spillet isned' Marv og Ben 
og rysted' Kirkens Tag og Sten. 
Omkring hans Fod var Kister lagt 
med døde Folk i mulden Dragt, 
og ved en Kunst af Mørkets Aand 
holdt hver et Lys i iskold Haand. 
Ved Skæret Tam o'Shanter saa', 
at der paa Kirkens Alter laa 
en Morders Ben fra Galgens Træ, 
to bitte, ak, udøbte Kræ, 
en Tyv, nedskaaret fra sit Reb 
med gustent Gab fra Dødens Greb, 
fem økser smurt med røde Pletter, 
fem Sværd fra onde Mordertrætter, 
et Baand, om Barnehals man slog, 
en Tollekniv, en Usling drog, 
- en Faderstrube flænsed' den, 
graa Haar til Skaftet klæbed end. 
Lovtrækkertunger, vendt forkert, 
som Tiggertøj med Løgn broder't, 
og raadne Præstehjærter laa 
og stank som Møg, hvorhen man saa.  


   
Som Tam med Undren kigged' til, 
blev mere voldsk det vilde Spil: 
mod Taget skingred' Pibens Støj, 
og Damerne paa Gulvet fløj, 
de sprang og svang sig, tumled' tramped', 
indtil hver Kælling svedig damped' 
og smed alt Tøj og Skørteværk 
og dansed' i den bare Særk!  


   
Vel, Tam, var det kun purungt Blod 
med frodig Krop og fyrig Fod, 
og Særkene, som Særke bør, 
var ej Flonel, men snehvidt Hør! 
De Bukser, jeg tilbage har, 
et fordums fint, heluldent Par, 
jeg gerne gav af Ben og Bag 
blot for at se det Danselag.  


   
Men af en vindtør Hekseflok 
faar selv en Taabe tidlig nok. 
I Spring ved Stav de tumled' rundt, 
sært var det snart, du ej fik ondt.  


   
Men Tam saa' ikke Revl og Krat: 
en vild og voldsom Tøs den Nat 
forskrev sin Sjæl til Helved's Brand 
- hun kendes her paa Carricks Strand! 
(for mangen Ko tildøde skød hun, 
og mangen Baad i Brænding brød hun, 
og Korn og Avl hun heksed med 
og gjorde Egnen nok Fortræd.) 
Sin grove Særk af Lærredsgarn, 
nu stumped' den vel hist og her, 
men det var Pigens bedste Klæ'r. 
Ak. Drømte Mormor i sin Grav, 
den Særk, hun lille Nannie gav, 
og som var købt for, hvad hun ejed', 
i Heksedans en Nat blev drejet!  


   
Men her bli'r Musen svært forsagt, 
det gaar nok over hendes Magt 
at synge op om Nannies Hop 
(for stor og stærk var Tøjtens Krop), 
og hvordan Tam troldslagen stod 
og stirred' paa det løbske Blod, 
selv Satan snøfted' fuld af Fryd 
og gav sin Pibe Liv og Lyd: 
til midt i Spil og Bukkedans 
Tam tabte helt sin sunde Sans 
og brøled': "Bravo, Stumpesærk!" 
- og saa blev mørkt alt Satans Værk! 
og før han havde Maggie vendt, 
greb Helvedshæren ham omtrent.  


   
Som Bier hidsigt surrer frem, 
naar Hyrder plyndrer deres Hjem, 
og Harens glubske Fjendeflok 
grumt jager over Sten og Stok, 
som Markedsfolk i fuld Galop, 
naar Tyverak skal rendes op, 
saadan faar Maggie store Kræfter, 
med ilde Skrig er Flokken efter.  


   
Ak, Tam ! Ak, Tam ! I Helveds Ild 
de vil dig riste som en Sild! 
Forgæves venter Kate dig! 
Hun faar snart Lov at græmme sig! 
Løb, Meg, og brug din rappe Sko, 
og prøv, om vi kan naa en Bro: 
dér kan du frækt med Halen slaa, 
den fik hun, da hun halvt var Barn, 
for over tør de ikke gaa. 
Men før de naaed' Flodens Bred, 
kom Maggies Hale galt afsted! 
For Nannie, langt foran foran sin Hær, 
kom stadig Maggie mere nær 
og fløj paa Tam som Hvirvelvind 
- kun lidt hun kendte Maggies Sind! 
Et Spring, og frelst var Mand og Dyr, 
men Halen var sat overstyr: 
I Maggies Rumpe fik hun fat, 
og kun en Stump blev efterladt!  


   
Men hver, som læser disse Ord, 
hver Mand og Moders Søn paa Jord, 
hvergang du ønsker dig en Taar, 
og i dit Hoved Særke staar, 
husk, dyrt man køber tit en Spøg, 
tænk kun paa Tam o'Shanters Øg!  

(1790)