Og det var paa hin Rædselens Dag, den Dag, da Slægtens store Misgerning blev begaaet, da Jesus Kristus blev korsfæstet mellem Røvere paa Golgatha - paa den Dag fik Købmand Ben Towit i Jerusalem en uudholdelig Tandpine. Det begyndte at værke i hele hans Kæbe, allerede før det lysnede om Morgenen. De første Lidelser havde forresten allerede meldt sig Aftenen i Forvejen, han havde følt en ubetydelig Smerte i højre Underkæbe. Det syntes som om en Tand, den sidste af hans Visdomstænder, havde hævet sig en Smule, naar han berørte den med Tungen, gjorde det en ganske lille Smule ondt. Men efter at han havde spist, holdt det fuldstænlig op; Ben Towit blev beroliget og glemte det helt.
    Han havde samme Dag byttet sit gamle, halte Æsel med et ungt og kraftigt Dyr, derfor var han meget fornøjet og tillagde ikke Tandpinen nogen Betydning.
    Han sov ogsaa meget rolig og fast, men lige før Daggry begyndte noget at gøre ham urolig, som om man kaldte paa ham i et meget vigtigt Anliggende, og da han rasende fo'r op af Søvne, værkede det frygteligt i Tænderne, det gnavede kraftigt og intenst, en skarp, borende Smerte. Og det var ikke længere muligt at skelne, om den syge Visdomstand gjorde ondt alene, ellere om der var andre, som havde gjort fælles Sag med den. Hele Munden og Hovedet brændte af Smerte, det var, som om man havde tvunget ham til at tygge paa spidse, rødglødende Nagler. Han fyldte Munden med koldt Vand fra Lerkrukken, og i et Par Minutter tog Smerterne ogsaa af i Hæftighed; han følte det, som om Tænderne bevægede sig i Bølgegang frem og tilbage, og denne Følelse var meget behagelig i Forhold til Tandpinen. Ben Towit lagde sig ned igen, huskede paa det nye Æsel, tænkte paa, hvor lykkelig han i Grunden var. hvis han bare kunde være i Fred for de forbandede Tænder - og prøvede saa paa at falde i Søvn igen. Men Vandet havde ikke været koldt nok, og efter fem Minutters Forløb gjorde Tænderne endnu mere ondt end før. Ben Towit sattte sig op i Sengen og virrede med Hovedet. Hele hans Ansigt fortrak sig - det skrumpede sammen omkring den svære Næse, som var blevet mat og graableg af Smerten, og yderst paa den dirrede en kold Draabe. Og mens han sad saadan og vuggede i Smerte, traf de første Solstraaler ham, den Sol, som af Skæbnen var fordømt til at skue Golgatha med de tre Kors og til at fordunkles af Skræk og Sorg.
    Ben Towit var en brav og hjertensgod Mand, som ikke yndede at være uretfærdig mod nogen, men da hans Kone vaagnede, hvæsede han imod hende, endnu før hun havde faaet Tid til at aabne Munden, og bebrejdede hende, at man ganske rolig lod ham forgaa af Smerte. Konen tog taalmodig mod den ufortjente Overhaling, for hun vidste, at det ikke var sagt i en ond Mening. Hun bragte ham mange fortrinlige Lægemidler, renset Rottemøg, skarp Skorpiongift og en ægte Stensplint fra en af de Lovtavler, som Moses slog i Stykker. Af det rensede Rottemøg blev han en Smule bedre, men det varede ikke længe; Stensplinten og Skorpiongiften lindrede ogsaa lidt, men hver Gang kom Smerten igen med fornyet Kraft.
    I de korte Minutter, han var bedre, trøstede Ben Towit sig ved Tanken om Æslet, men naar han blev daarligere, ærgrede han sig over sin Kone og truede med at dunke Hovedet mod en Sten for at slaa Hjerneskallen i Stykker paa sig selv, hvis Smerterne ikke forlod ham. Og hele Tiden gik han frem og tilbage paa det flade Hustag og skammede sig ved at gaa hen til Kanten af Taget, for hele Hovedet var bundet ind i et Tørklæde som paa en Kvinde. Af og til kom Børnene løbende hen til ham og fortalte forpustet om Jesu Nazaræeren. Ben Towit blev staaende og hørte paa dem med rynkede Bryn, saa stampede han arrigt i Gulvet og jog dem bort, han var i Virkeligheden et godt Menneske og glad for Børn; men nu ærgrede han sig over, at de plagede ham med alskens dumt Vrøvl.
    Det var ogsaa pinligt, at der havde samlet sig saa mange Folk paa Gaden og paa de tilstødende Hustage, Folk, som ingenting tog sig for og som saa nysgerrigt paa Ben Towit, der bar Hovedet i et Tørklæde som en Kvinde. Og han var allerede ved at gåa nedenunder, da hans Kone sagde til ham:
    - Se der, der trækker man af med nogle Forbrydere. Kan det ikke adsprede sig?
    - Vær saa venlig at lade mig i Fred. Ser du ikke, at jeg lider? svarede Ben Towit ærgerlig. Men i sin Kones Ord fandt han alligevel et svagt Haab om, at Smerten kunde forsvinde, og modstræbende gik han, med Hovedet paa skraa, det ene øje lukket og Haanden under Kinden, hen til Taget og saa ned med et mismodigt og begrædeligt Ansigt.
    I den smalle Gade, som gik over Skraaningen til Bjerget, bevægede en stor Folkemængde sig fremad, hyllet i Støv - uordnet og under uendeligt Spektakel. Midt i den slæbte Forbryderne sig af Sted under Byrden af Korsene, og de romerske Soldater svang uophørlig deres lange Svøber over dem. En af Forbryderne, som havde langt, lyst Haar og stolprede afsted i blodstænket og iturevet Undertøj, snublede over en Sten, som var kastet foran Benene paa ham, og faldt omkuld. Skrigene og Støjen blev endnu højere, og Mængden bølgede omkring den faldne. Pludselig fo'r Ben Towit sammen af Smerte, som om man havde stødt en glødende Nagle i Tanden og rodet rundt, han begyndte at stønne og gik arrig og uinteresseret bort fra Kanten af Taget.
    - Som de skriger - sagde han misundelig, og han kunde ikke lade være at forestille sig de vidtaabne Munde med sunde Tænder, som ikke gjorde ondt, og han forestillede sig ogsaa, hvordan han kunde skrige, hvis han var rask. Ved disse Forestillinger øgedes Smerten voldsomt, og han vuggede hurtigere frem og tilbage med Hovedet og klynkede.
    - Man siger, at han har helbredet Blinde, sagde hans Kone uden at gaa væk fra Kanten af Taget og kastede i det samme en lille Sten ned, hvor Jesus besværligt slæbte sig frem, pisket af Svøberne. - Ja, naturligvis - lad ham helbrede min Tandpine, svarede Ben Tovrit ironisk, og han føjede bittert og vredt til: Hvor de støver - som en Faareflok! Man skulde drive dem fra hinanden med Stokkeslag! Før mig nedenunder, Sara! -
    Hans Kone fik Ret. Optrinet havde adspredt Ben Towit en Smule, det kunde ogsaa være, at Rottemøget havde hjulpet, - det lykkedes ham i hvert Fald at falde i Søvn.
    Og da han vaagnede, var Smerten væk. Kun højre Kæbe var lidt ophovnet. Hans Kone sagde, at man slet ikke kunde se det, men Ben Towit smilede forstaaende; han vidste, hvor hjertensgod hun var og at hun holdt af kun at sige Behageligheder.
    Saa kom Naboen, Garver Samuel, og Ben Towit gik ud med ham, viste ham sit nye Æsel og hørte med Stolthed paa Naboens øverstrømmende Ros. Saa gik de bagefter op paa Golgatha, fordi den nysgerrige Sara saa gerne vilde se de korsfæstede. Paa Vejen fortalte Ben Towit Samuel det hele i Sammenhæng, hvordan han i Gaar havde lidt ondt i højre Kæbe, og hvordan han i Nat var vaagnet med en frygtelig Tandpine. For at gøre det anskueligt, satte han et lidende Ansigt op, lukkede øjnene, virrede med Hovedet og stønnede. Og den graaskæggede Samuel nikkede medfølende og sagde:
    - Hi-ai-ai. Hvor modbydeligt!
    Denne Deltagelse gjorde Ben Towit godt, og han fortalte sin Lidelseshistorie en Gang til, og saa fortabte han sig i Fortiden - da han første Gang havde Tandpine - i venstre Underkæbe. Paa den Maade kom de i dyb Samtale op paa Golgatha. Solen, som af Skæbnen var fordømt til at oplyse Verden ogsaa denne forfærdelige Dag, gik allerede ned bag de fjerne Bakker, i Vest brændte et smalt purpurrødt Strejf som et Blodspor..
    Mod denne Baggrund stod de tre Kors, og ved Foden af det midterste skimtedes svagt og blegt nogle knælende Skikkelser.
    Folkemængden var allerede forlængst gaaet fra hinanden; det blev køligt, og Ben Towit saa flygtigt hen paa Korsene og tog saa Samuel under Armen og vendte tilbage til sit Hus. Han følte sig mere end almindelig oplagt og vilde fortælle Historien om Tandpinen til Ende. De vandrede afsted, og Ben Towit satte et lidende Ansigt op og under stadige medfølende Nik og Udraab fra Samuel, virrede han med Hovedet og stønnede naturtro.
    Og Natten bredte sig fra de blaa Bjergkløfter og de fjerne og øde Dale. Det var, som om den vilde gemme Jordens skændige Udaad for Himlens Blik.