Danske Kulturtidsskrifter 1917-45 Red.: Det Kongelige BibliotekOm / About Hjælp / Help
Clarté (1926-27)
1926
Nr. 11 - November
[3] s. 305-308
Otto Gelsted: Martin Andersen Nexø
Facsimile
Tidsskriftprojeter
|
MARTIN ANDERSEN NEXØ
Et Skib med svenske Arbejdere er kommet til Bornholm. Bønderne er mødt op ved Havnen, vælger
sig deres Arbejdskraft ud med øjnene og raaber den an. Der bydes og tinges, hvert øjeblik kryber
en eller to Svenskere op i Halmen i Bøndervognene og ruller bort.
Lidt afsides staar en ældre, ludende Mandsling med en Sæk paa Ryggen og en 8-9 Aars Dreng ved
Haanden. Ved deres Fødder staar en grøn Kiste. Hver Gang en Vogn kører, rykker Drengen
utaalmodig i den gamle, der snakker beroligende til ham, mens han følger Bønderne med Øjnene og
bevæger Munden bekymret. Hans røde, vippeløse øjne løber i Vand af at stirre, og han tørrer dem
med Sækkehalsen.
"Ser du den der?" siger han til Drengen og peger paa en lille tyk Bonde med Æblekinder. "Tro om
han ikke skulde være god mod Børn? Skal vi forsøg'en, Pojke?"
Den gamle er Lasse Karlsson fra Tommelilla, og Drengen er hans Søn, Pelle.
De staar afsides, og der er ikke nogen, der byder paa dem endnu. Ingen kan skue Far Lasse paa
Haarene, at som han staar der, er han et Midtpunkt i Proletardigtningens Indmarch i dansk
Litteratur. Uænset af Havnepladsens Mylder er han Genstand for Millioner af Øjnes anspændte
Opmærksomhed. Tyske og polske, russiske og amerikanske øjne betragter ham, mens han staar
og spejder med sit vippeløse Blik. Denne halvgamle svenske Røgter er ikke blot en af dansk
Digtnings faa monumentale Skikkelser, men et Verdenscentrum. Saa forladt, han er, personliggør
han en Bevægelse, der omspænder Jorden, hans hjælpeløse Figur er et Sejrens Sindbillede. Lasse
er Proletaren, for første Gang sat lyslevende ind i Litteraturen.
Nu, det er gjort, kan det - som alt, der er lykkedes helt - se ud som en Selvfølge. Det kan være
svært at anskueliggøre sig, hvor stor Bedriften i Virkeligheden var. "Pelle Erobreren"'s første Bind,
hvori Far Lasse for første Gang dukker op. udkom i en saa fjern Tid som 1906. Bogen er samtidig
med hele Bondedigtningens Frembrud, med Aakjærs og Skjoldborgs Skildringer af Husmændenes
og Tjenestekarlenes Liv. Men ingen
anden af Tidens Proletarbøger - heller ikke Udlandets (Gorki) - løser i saa stor Stil den
vanskelige Opgave: at skabe Billedet af den jævneste Mand, noget saa lavt som en Røgter, et
Individ, der ikke paa nogen Maade er mærkeligt - og give Billedet Storhed.
Oehlenschlæger kunde skabe sin Aladdin af sin Ungdom og Troen paa sit Geni og gyde Fantasiens
Glans om ham. Dostojefski kunde af sin Menneskekundskab og sin Mystik digte en Fyrst Mysjkin,
saa vi i hans Nærhed mærker Suget af de bundløse Dybder i det menneskelige Sind. Men baade
en Romantiker som Oehlenschlæger eller en Psykolog som Dostojefski er inderst inde identiske
med deres Figurer-kunde fylde dem med hele deres Personlighed og give dem deres eget Genis
Gyldighed. Nexø var afskaaret fra at lade sin Lasse straale i noget romantisk Skær, for det var
Virkelighed, han vilde fremstille. Og han var afskaaret fra at give ham Dybde ved at aabne for
mærkelige Afgrunde i hans Væsen. For det i Sandhed mærkelige ved Lasse er jo netop, at han er
jævn, altsaa uden Afgrunde. De store Lidenskaber og romantiske Følelser er i Lasses øjne noget,
der til Nød hører Ungdommen til og ellers er forbeholdt Herskabsfolk, der ikke har andet at tage sig
for og kan tillade sig at skabe sig gale. Far Lasse er altfor beskeden og staar altfor lavt paa den
sociale Rangstige til at eje en indviklet Sjæl.
Lasse er ikke Nexø, saadan som Fyrst Mysjkin er Dostojefski eller Aladdin Oehlenschlæger.
Overfladisk set er han en realistisk Figur, et Stykke Folkelivsskildring, og var han ikke mere, vilde
han snart være glemt mellem de tusind andre folkelige Skikkelser fra den naturalistiske Litteratur.
Den blot realistiske Beskrivelse og Redegørelse har aldrig frembragt en Figur af almen Betydning
eller blivende Værdi. Men Lasse er opfattet indefra: han er Intuition. Selv om Lasse ikke er identisk
med sin Skaber, er Nexø dog saa hjerteligt knyttet til ham, at man har Indtryk af, at han -
Skikkelsens Skaber - staar i et sønligt Forhold til sin egen Frembringelse. Det er Nexøs Blod, der
banker i Far Lasses Hjærte og giver ham hans Livskraft, Varme og gribende Virkelighed.
Far Lasse er som Virkelighedsskildring næppe overgaaet i
Nutidens Litteratur - kan en Person overhovedet sættes mere livagtig hen? Vi følger ham gennem
Dagens Arbejde, i alle hans Skuffelser og Glæder, hans fattige Kærlighedslængsler, hans arme
Ærgerrighed, hans Pral - Genskæret af hans Kraftdag - hans ømhed for Sønnen, hele hans
nøjsomme og kuede Liv. Skikkelser af anden Art end Lasses kan maaske opnaa Storhed, idet de
isoleres, men Lasse er ingen Zaratustra paa Bjerget, men et ringe Led af Samfundet. Isoleret vilde
han ikke gøre sig bedre end en afhugget Kohale. For at opleve Lasse, maa man se ham som en
ringe Del af det Milieu, han tilhører. Vi føres hen til Stengaarden med dens Sværm af Piger og
Karle, med dens Landvæsenselever, dens fattige Husmænd og dens Herskab - for at heller ikke
Overklassen skal mangle! Det har været et Held for Nexø, at han har kunnet hen lægge Ski ldringen
til Bornholm. En Ø er i sig selv et afrundet Hele, saadan som det sande Digterværk. Og indenfor sin
Ring rummer Bornholm en særpræget og mangfoldig Befolkning: Byens og Landets, Fiskerens og
Bondens, Hjemmefødingens og Svenskernes, de fattiges og de stores. Dette Snit gennem et
Samfund oplever vi med Lasses røde, vippeløse øjne og oplever derigennem ham selv - Proletaren
paa Bunden af det hele!
Lasse er mere end blot en Karakterstudie, saa uforlignelig han netop i den Henseende er. Han er et
Sindbillede: Proletaren i sin Fornedrelse, men med sin Menneskelighed i Behold trods alt,
Proletaren før Frigørelsen, men med alle Fremtidens Muligheder begravet i sit Hjærtes Varme, sin
Troskyldighed og Nøjsomhed, sin Smag for Arbejde. Pelle, Drengen, følger ham overalt, og han er
den Frigørelse og den Fremtid, Lasse selv ikke skal naa at se. I de følgende Bind af Værket fører
Andersen Nexø Pelle gennem Smaabyens Haandværkerliv og Storbyens Fattigkaserner ind i den
sociale Kamp og op mod Proletariatets Sejer. Men allerede i Værkets første Del - Bogen om
Lasse - er hele denne Udvikling foregrebet. Læseren ser den i et tydeligt Perspektiv, naar Talentet
bryder frem i Pelles Snitterier, og naar hans Stolthed og Kamplyst gør sig gældende, hvis nogen
træder ham for nær. Saadan falder gennem Drengen Fremtidens Sollys over Far Lasses graa
Tilværelse. Mange Gange har man skildret en Olding og en Dreng, der følges - Kipling i "Kim",
Anatole France i "Dronning Gaasefod". Ingen har gjort det med simplere Sandhed og dybere
Sammenhæng end Nexø med Lasse og Pelle.
Det var Nexøs Hensigt med "Pelle Erobreren" at skildre Proletarens Sejersgang, og det lykkedes
ham at frembringe et Agitationsværk af overordentlig Slagkraft. - Menneskeligt og kunstnerisk har
han allerede i første Bind løst sin Opgave, fordi den Sejer, Værket betyder, litter,ært set er
fuldbyrdet i Lasses Skikkelse. At en Skribent af Proletariatet med saa overlegen Myndighed kunde
sætte Billedet af sin egen Klasse hen foran Folket, var i sig selv Bevis paa, hvilke Kræfter, der
gemte sig i Underklassen, og hvor langt den var naaet i Bevidsthed om sig selv.
Til Løsningen af Opgaven medbragte Andersen Nexø en Gave, der har lettet hans Værk Adgangen
til den store Verden: hans ypperlige Fortællertalent. Den, der har Sans for Stil, vil ane, naar han
læser første Kapitel af "Pelle", at det har kostet et haardt Arbejde, før Nexøs Talent naaede fri
Selvstændighed. Det første Kapitel er endnu for afhængigt af Naturalismens Recept. Det har knebet
at komme i Gang - i al Fald: Kapitlet er overarbejdet. Men saa snart Fortællingen kommer i Skub,
er vi i Mesterens Haand. Det lyser og knitrer om os af Liv. Nexø har den rigtige Fortællers Vekslen
af Bredde og Fart, Beskrivelse og Handling, Referat og Replik ! Og hans Sprog er saa jævnt, som
Emnet kræver, men kraftig og sandt.
Jeg har paa faa Sider skullet prøve at give en Karakteristik af Martin Andersen Nexø fra et litterært
Synspunkt. Af hans omfattende Produktion har jeg valgt et enkelt Værk, af Værket en enkelt Del,
og af den igen en enkelt Person - men Personen er selve Lasse, dansk Proletardigtnings ypperste
Skikkelse. Skulde jeg føre en Læser, der endnu ikke kender Andersen Nexø, ind i hans Digtning,
vilde jeg tage ham med hen til Lasse og Pelle, som de staar, skuffede og ensomme, paa
Havnepladsen, og opfordre ham til at følge deres Færd, saadan som Tusinder af Husmænd og
Arbejdere i Europa og Amerika har fulgt dem.
Otto Gelsted.
|