En Forsvarer af det borgerlige Kulturliv i det nittende Aarhundrede vil uvægerlig slynge en Tvivler Navne som Florence Nightingale og Abraham Lincoln i Hovedet. Man vil fremhæve Negerslaveriets Ophævelse som et Bevis paa den borgerlige Idealisme, og man vil se en varmt følende Mand som Morten Pontoppidan skrive en hel Bog om dette Emne, der for ham og sikkert for mange andre staar som et urokkeligt Bevis paa det demokratiske Fremskridt og Værdien af den personlige humanitære Idealisme. Det er da paa sin Plads at orientere os socialistisk overfor disse Fænomener, der i Skole og Højskole føres frem som aandelig Næring for det danske Folk. Men ligesom Borgerskabets Skeptikere og Opløsningsfænomener, Ibsen og Realisterne, gik til at studere alt fra Vrang og Bagsiden, saaledes kan en fuld Forstaaelse af Negerslaveriets Ophævelse kun faas ved en økonomisk Betragtning.

Sukkerkriser.
    I England prækede Wilberforce Aar ud, Aar ind Negernes Frigørelse. Det hjalp ikke. Men da Napoleon 1807 gennemførte Fastlandsspærringen, hobede Sukkeret sig op i de engelske Lagre, og hele Vestindien rystedes af en voldsom Afsætningskrise. Negerhandelen fra Afrika, der hidtil havde været en særdeles ærefuld og nationalt set forsvarlig Forretning, medførte nu en Oversvømmelse af sort Kød i Vestindien. Plantageejerne kunde ikke aftage mere, tværtimod var Importen fra Afrika dem en Torn i Øjet, idet den var en Konkurrence til deres egen Opdrætning af indfødte vestindiske Slaver. De skreg paa Importregulering, og Resultatet blev til de humane Abolitionisters Glæde, at Regeringen forbød strengelig al Negerhandel fra Afrika. Paa Vestindien fortsattes derimod det gamle System. Da den evropæiske Krig hørte op, var Roesukkeret indført i Evropa, og selv om det varede nogle Tiaar, inden det vandt fast Fod, blev Plantageejernes Stilling vanskeligere for hvert Aar, der gik. Evropas Fattigdom hindrede det i en umaadeholden Sukkerkonsumption. Man forstaar da, at der langt fra skete noget Tilbagefald (modsat Alkoholrestriktionerne efter den sidste Verdenskrig). Endvidere var Plantageejerne ved at blive klar over, at fri Arbejdskraft havde sine Fordele. Under en Afsætningskrise var man nødt til at ernære Negerslaverne (der var fast Kapital), medens man, naar de var fri Arbejdere ligesom hjemme i England, kunde 'sætte dem paa Porten og lade dem selv om at finde det nødtørftige, til man igen havde Brug for dem. Manchesterskolen og selve de økonomiske jernhaarde Love befriede Negerne for det personlige Slaveri for at tvinge dem ind i et langt værre Lønslaveri. 1832 ophævedes Negerslaveriet mod en Erstatning paa tyve Millioner £ til Plantageejerne.

Borgerkrigen i Amerika.
    Da Sydstaterne i de forenede Stater drev Bomuldsavl og ikke Sukkerproduktion, formede Forholdene sig anderledes for dem. Den hemmelige Forening "Den gyldne Ring", der arbejdede for en amerikansk Slavestat, havde netop fri Indførsel fra Afrika af sort Kød paa sit Program. Men i Amerika udviklede der sig i Norden et Industribourgeoisi, som paa Toldspørgsmaalet kom i en ulægelig Modsætning til Sydens Godsejere, der var Frihandelsmænd, idet Syden ikke havde nogen særlig Industri (undtagen Vaabenfabrikation). Sydens Godsejere beherskede fra gammel Tid Landet, George Washington tilhørte en rig "Adelsslægt" i Virginia. De beherskede som de elbiske Junkere Hæren (men ikke Flaaden!), de var Diplomatiet og gav Tonen an. De havde udstrakte Forbindelser i Evropa, især i England, Sydstaternes store Kunde og store Industriimportør. Ligesom Belgien under Krigen spillede den - Kongo in mente - lidt plettede Rolle af evropæisk Uskyldighed og var et drabeligt Middel i Agitationens Tjeneste, saaledes afgav Amerikas Negerslaver et uvurderligt Propagandamiddel mod Syden. Det faktiske Resultat af Borgerkrigen har Marx set ganske klart: at Sydens Aristokrati knustes, og dets politiske Indflydelse arvedes af Nordens Industriherrer. I Tyskland kan der være Tale om Tovtrækning mellem Junkere og Hamborgere, mellem Østelber og Rhinlændere, i Amerika hersker Finansen alene. Naar Datidens Arbejderbevægelse, den første Internationale, alligevel støttede Norden i Kampen og ved Kæmpedemonstrationer hindrede Englands Krigserklæring til Nordstaterne, som Palmerston allerede havde liggende parat, kom det af (Marx), "at saa længe Unionens hvide Arbejdere ikke havde begrebet, at Slaveriet var en Skamplet for deres Republik, saa længe de overfor Negeren, der solgtes uden at nogen spurgte ham, pralede med den hvide Arbejders høje Privilegium at have Lov til at sælge sig selv og vælge sin Herre, saa længe havde de været ude af Stand til at kræve deres egen Frihed eller støtte deres evropæiske Brødres Befrielseskamp. Denne Skranke bortskyllede Borgerkrigens røde Blodhav."

Hr. Collins Teotier.
    En Nordmand, Hr. Collin, mener, at det er den hvide Races kulturelle Opgave indbyrdes at være Brødre og udadtil beherske de farvede Racer under et jernhaardt Diktatur. En Poet som Kipling har opstillet noget lignende, omend i et mere knudret Sprog. De fleste vil vige tilbage herfor i første Øjeblik og stadig lade deres Børn græde modige Taarer over Onkel Toms Hytte. Men desværre er denne Humanitet, i hvert Fald for Danskernes Vedkommende, tomt Mundsvejr. Morten Pontoppidan siger i de sidste Linier i sin Bog om "Kampen mod Negerslaveriet", at "det jo nu vil være ugørligt at føre Negrene tilbage under det patriarkalske Slaveri, der maaske vilde være Iykkeligere for dem og ikke mere krænkende for deres Menneskeværdighed end Stillingen som fri Borgere af anden Klasse."
    Det viser vel tydeligt, at det staar skralt til med Resultaterne af Frigørelsesarbejdet i de forenede Stater. Herom kan der skrives en hel Artikel, der vilde være lidet lystelig. Vi behøver blot at henvise til det mageløst kyniske og svinske Værk, der hedder "En Nations Fødsel" af Dixon, men Sagen har ogsaa en økonomisk Side, som vi senere skal komme ind paa. Vi Danskere har imidlertid udleveret adskillige tusinde Negre til Hr. Dixons Barmhjertighed ved Salget af de vestindiske Øer.

Slaveoprøret paa St. Jan.
    Den 13. November 1733 gjorde Slaverne paa St. Jan Oprør, idet de ikke kunde udholde de paa øen herskende Tilstande. De dræbte Øens Besætning, og ca. femogtyve hvide mistede Livet. Ved Hjælp af franske Soldater lykkedes det imidlertid at besejre Negrene og trehundrede oprørske Slaver søgte Tilflugt paa "Annaberg". Da de saa, at de ikke kunde undslippe, valgte de som de oprørske Jøder hellere Døden end at falde i Danskernes Hænder, og heri gjorde de saare klogt. De syv Ledere skød hinanden indbyrdes, medens de trehundrede styrtede sig ned fra den stejle Klippe, og alle knustes mod Stengrunden. Dog lykkedes det til Held for det gode Eksempel, der blev statueret, og som siden har holdt øen i Ro (Negerne paa St. Jan husker det endnu), at fange femogtyve. Hvorledes disse femogtyve døde, kan beskrives med Ordene Flaaning, Radbrækken og Baal.
    Vi ophævede Slaveriet i 1847 med Klavsuler, hvad der fremkaldte et nyt Negeroprør, idet Slaveriet allerede dengang var ophævet i de engelske Kolonier, og Negrene var forbitrede over Administrationens Smøl. Efter Sigende optraadte Negrene uventet humant, og man nøjedes denne Gang med at dræbe nogle faa af dem ved Hjælp af spanske Soldater (internationalt Samvirke). I 1878 gjorde de utaknemmelige Bæster, der nu var fri, paany Kvalm, der dog ikke medførte større Ulykker. Da &Øslash;erne som Følge af Roesukkeret blev værdiløse for kapitalistisk Udbytning, mistede de Interessen, fraregnet at de var vel anvendelige til Deportationssted og gratis Bordel for uheldige danske Individer.

Salg og Humanitet.
    Til sidst hittede Danskerne paa, at det egentligt var det klogeste at sælge øerne, ogsaa i Negrenes Interesse, da vi ikke kunde faa noget ud af dem. Morten Pontoppidan siger i sin ovenfor anførte Bog: "Der vil da for det amerikanske Samfund ikke være anden Vej i Negerspørgsmaalet end Vejen fremad - videre frem mod en Virkeliggørelse ogsaa paa det selskabelige Omraade [[Note. Hermed menes saamænd, at en Opvartningspige i Washington ikke vil servere for Booker Washington, den bekendte smaaborgerlige Negerhumanist.]] af Uafhængighedserklæringens Forkyndelse: at alle Mennesker er skabt som hinandens Ligemænd." Vi har egentlig ikke Grund til at give Amerikanerne Raad, naar vi selv har præsteret saa lidt. At der kan laves noget, viser den engelske Koloni Barbados med dens Negerhusmandsbrug, der om ikke ideelle dog har skabt Grundlaget for en Negerkultur og menneskelige Forhold og vist, at Negre godt kan styre sig selv.
    Vi gjorde ikke Bod for Radbrækningen paa St. Jan eller vor snavsede Negerhandel paa Guinea ved at ofre f. Eks. halvfems Millioner paa de vestindiske øer, saa Romproduktionen kunde erstattes med Havebrug. Det er vel et smukt Bevis paa vor forløjede Humanitet, at vi ikke engang fastsatte dette Salgsbeløb som et Fond til Ophjælpning af øerne under amerikansk Styre. Selv om vi nemlig ikke kunde styre dem (vi er jo ikke Foregangsmænd altid), kunde vi hjælpe dem. Den største Skandale var dog, at de fleste Socialister uden at have gennemtænkt Spørgsmaalet støttede et Salg paa disse Betingelser. Hermed støttede man reelt set Hr. Collins Tankegang og gjorde sig indirekte til Talsmænd for dem, der anser Negre for Handelsvarer og Koloniernes Arbejdere som Udbytningsobjekter for den hvide Race. Gjort Gerning staar imidlertid ikke til at ændre, men det er en sort Plet paa danske Socialisters Samvittighed, at man den gang stod vaklende overfor Spørgsmaalet og uden at orientere sig gjorde sig solidarisk med imperialistiske Metoder.

Grønland.
    Det er egentlig Meningen med denne Artikel, at alle vi, der ønsker et socialistisk Danmark, nu skal tage sig i Vare for at begaa denne Usolidaritet én Gang til overfor et forkuet og umyndigt Kolonifolk. Enhver Socialist maa harmes over det modbydelige Skuespil, som Danmarks og Norges Strid om Retten til at udbytte Grønlænderne, frembyder. Men her er der en sjælden gunstig Lejlighed til at stille Demokratiet paa en lldprøve og foretage et for de store Kolonimagter ubehageligt Eksperiment: at give Grønlænderne Selvbestemmelsesret og samtidig give dem økonomisk Støtte til at udvikle deres Eksistensmuligheder, saa de virkelig kan leve menneskeligt. Ejnar Mikkelsen med flere mener, det er vel muligt. Lad os i hvert Fald forsøge. Men Betingelsen er, at Grønlænderne faar Rigsdagsrepræsentation og egen indfødt Landsstyrelse. I "Tre danske Arbejderes Livserindringer" siger Sømanden under Beskrivelsen af sin Grønlandsfærd:

"Det er et godmodigt Folk, men de lever i den yderste Fattigdom, og til Tider maa de sulte. Hvem har Skylden? Det har de gamle konservative Marineofficerer og saadanne Herrer, som skal leve godt af andres Arbejde. Der er ikke noget i Vejen for, at Grønlænderne kan ernære sig selv og lidt til; men de skal have det Materiale, de skal bruge, og hvad de leverer, skal betales, hvad Ret er, og saa skal de ikke betale mere for de Varer, de køber, end de er værd. Er der noget Folk, der er udbyttet, da er det Grønlænderne. Hvor har de forældreløse Børn lidt i det kolde Grønland, medens disse Embedsmænd har levet i Overdaadighed. Vi som daarlig kan gøre os forstaaelig paa Papiret, som har kigget lidt ind i det ulykkelige Land, vi kan ikke gøre noget til, at det bliver bedre - stemme paa en Socialist til Valget i Haab om, at de engang vil se derop, naar de faar Magten. Noget har de udført her til Gavn for de smaa: de vil sikkert gaa videre."

Aage Jensen.