Boris Pilnjak: Det nakne år. Oversat fra Russisk af R. Budin, Some & Co.s Forlag, Oslo, 1925. 203 Sider. Pris: 6 Kr. (Paa Russisk 1 1/2 Kr.).

I de 9 Aar, der er gaaet siden den russiske Revolution 1917 omstyrtede Zarismen, er intet af den sovietrussiske Skønliteraturs mange betydelige Værker blevet oversat til Dansk, endsige udkommet i Bogform paa Dansk. Forlagene saboterer ganske simpelt disse Bøger.
    Paa Svensk og navnlig paa Tysk, Fransk og Engelsk foreligger der en lang Række af denne ejendommelige Literaturs Værker. Paa Norsk udkom ovenstaaende Bog af Pilnjak kort før Jul.
    Flere danske Blade, der kortelig nævner, at Bogen er kommet paa Russisk, men, forsigtigt nok, intet siger om, at den er kommet paa Norsk, har med Urette henregnet dette Værk til "Bolschevikliteraturen" og dermed ment at have slynget en Banstraale mod den, som fuldstændig skulde hindre dens Udbredelse. Ligesaa begejstret man er i "Nationaltidende", saavel som i de saakaldt frisindede Blade, for hvert eneste Smædeskrift mod Arbejdernes og Bøndernes Rusland, ligesaa omhyggeligt forstaar man i de samme Blade at lukke af for Omtalen af de Bøger, der paa en eller anden Maade kan ændre det Billede af Soviet-Unionen, som de samme Blades Redaktioner møjsommeligt stræber daglig at bibringe deres mere eller mindre godtroende Læsere. Dette Fortielsessystem er blot et enkelt lille Udslag af den saa højtbesungne demokratiske Trykke- og Pressefrihed i Kongeriget Danmark, Anno 1926.
    Og dog er Pilnjak saa langt fra at være "farlig", at Citater netop af hans Bøger er blevet flittigt brugt fra kontravevolutionær Side (sidst af Prof. Karlgren) for at "bevise", hvor umenneskelige Forholdene er i Nutidens Rusland. Der behøves ikke større Behændighed for at klippe lidt hist og her hos Pilnjak eller i "Pravda" og dermed "paavise", hvilke uhyggelige Ting der gaar i Svang rundt om i hele Soviet-Unionen. Stiller man disse mørke Billeder sammen med andre maaske endnu mørkere og tilføjer man saa, som den objektive Videnskabs- og Pressemand man er, at disse Billeder er godkendt af den skrappe Bolschevikcensur, og at de skildrede Forhold derfor sikkert er endnu frygteligere, end man indenfor Soviets Grænser vover at beskrive dem, ja, saa har man et lille propert Stykke Agitationsarbejde, der kan være sikker paa allervelvilligste Omtale i næsten hele den danske Presse som "Sandheden om Rusland", "et Standartværk" - osv. Den Mand, der gaar Kapitalens og dermed Reaktionens Ærinde, er selvfølgelig sikker paa høflig Behandling af samme Kapital og samme Kapitals Lakajer.
    Pilnjaks Bog kan misbruges - men den kan ogsaa bruges. Gennem den kan man lære nogle af de mange Lidelser og Kampe at kende, som det nye Rusland maatte gennemgaa, før det kunde naa frem til den Sejr, som ogsaa Pilnjak skildrer saa mesterligt.
    Det literære Soviet-Rusland tæller en Række Grupper og Forfatterorganisationer. Den mest betydningsfulde blandt disse er vel nok den i Februar 1921 i Leningrad dannede Gruppe af saakaldte "Serapions-Brødre". Størstedelen af disse var de af Trotzky døbte "Poputscheviki"-dvs. de Forfattere, der uden at være Kommunister, dog slog Følge med (egl. gik den samme Vej som) Soviets Oplysningsarbejdere, og støttede disse efter bedste Evne.
    En af de mest fremtrædende blandt Poputschevikerne er Boris Pilnjak. Han naar ikke den unge Arbejderdigter Vsevodov Ivanov i sund Dømmekraft og dristig Paagaaenhed. Ivanovs "Partisan" straaler af Revolutionens mandige Skønhed og rolige Styrke. Pilnjak derimod har ofte noget forhastet og nervøst over sine sikkert, men ofte noget for hurtigt nedkradsede Skitser. Betegnende for hans Form er hans Hovedværk "Det nøgne Aar" ("Golyi god"), hvormed tænkes paa de svære Aar, der kom lige efter Revolutionens Udbrud.
   Hvem der i denne Bog vil søge et Ledemotiv, en Konklusion, vil søge forgæves. Det overlades fuldstændig til Læseren at finde rundt i det mærkeligste Kaos af Snesevis forskellige Skikkelser, der ofte dukker lige saa umotiveret pludselig op som de forsvinder. Her møder os ogsaa en Række af Fortidens sørgelig berømte Provins-Typer: Den aandelig og legemlig nedbrudte Godsejer og Fyrste, som kraftige Bondenæver resolut sætter paa Porten, Embedsmanden, Tschinovniken, Ærkebispen, Halv-Intelligensen - en sørgelig lang Række af Bourgeoisiets og Aristokratiets degenerede Efterkommere, der som Neurastenikere, Alkoholistet og Asketer søger Glemsel i Mysticismens Opium.
    I Skildringen af disse sygelige Sjæle minder Pilnjak ofte om Dostojevski, der ligeledes havde en Forkærlighed for de "Svage i Aanden". Hele den førrevolutionære russiske Literatur fra Tolstoy til Tschekov og Kunin ynder jo den psykologiske Analyse med alle de dermed følgende etiske Problemer. Ofte synes Pilnjak at have en unødig Medfølelse med disse Fortidens sørgelige Rester. Men han river sig dog løs fra dem og lader dem styrte ned i den Afgrund, som Revolutionen aabner dem.
    I det i den norske Oversættelse udeladte Forord fortælles der om en fordrukken Student, som man finder hængt. Han har efterladt sig en Seddel med følgende Ord:
    "Jeg dør, fordi jeg ikke kan leve uden Vodka. Borgere og Kammerater i den nye Morgengry ! Naar en Klasse har overlevet sig selv, saa fortjener den at dø - og saa er det bedst, om den gaar bort frivilligt.
    Jeg dør i den ny Tids Morgenrøde!"
    Mod den Klasse, der fortjener at dø, stiller Pilnjak den Klasse, der fortjener at leve: Arbejdets maalbevidste Mænd, med de stærke Villier og de haarde Hænder.
    Han giver følgende Skildring af en Provinsbys Bolscheviker:
    "Her var de, Mændene i Lædertrøjer, velvoksne, kraftige Karle, Skønheder i Læder, med Krøller frem under Huen bag i Nakken. Men med fastsammenbidte Kæber, med faste Folder om Munden, med spændstige Bevægelser. De udvalgte blandt det skrøbelige, vege russiske Folk. I Lædertrøjer - de staar jo mod Vand. Det mener vi, det vil vi, det har vi bestemt - ikke mere Snak om den Ting."
    Det er Folk, der ved Daggry inden de gaar i Arbejde studerer saa meget de kan overkomme og lidt til: fra Algebra til Karl Marx' "Kapitalen" og moderne Finansvidenskab. Det er Folk, der udtaler adskillige Fremmedord rygende forkert men som forstaar at bygge den ødelagte Fabrik op og sætte de rustne Maskiner i Gang. Det var egentlig Revolutionens største Mirakel: At den fik den standsede og næsten ødelagte Produktion sat i Gang igen.
    I den af Pilnjak skildrede Provinsby skiftede Magten otte Gange, og hver Gang blev der ødelagt adskilligt. Nu, da de Hvide var drevet bort, maatte Maskinerne atter sættes i fuld Gang. "Fabriken rejste sig ved egen Kraft, genfødte sig selv, - er ikke det et Digt, hundrede Gange mægtigere end Lazarus' Opstandelse?"
    Det springende i Pilnjaks Bog skyldes den Omstændighed, at han i Hungeraaret var tvunget til at skrive i smaa Partier, som blev offentliggiort nu og da i den stedlige Presse og saa først senere under mere rolige Forhold samlet og udgivet i Bogform. Derfor enkelte Gentagelser og Mangel paa en fremadskridende Handling.
    Til Slut en af Pilnjaks ypperlige Bondeskildringer - et Billede fra Vareombytningen i Landsbyen, som den foregik før i Tiden:
    To Mænd med Papirspakker under Armen gaar ned ad Gaden - Ved Brønden staar en Morlille. Den ene af de to nærmer sig hemmelighedsfuldt, og hemmelighedsfuldt siger han: "Hør, Mutter, du bytter vel ikke Mel med Varer?"
    "Hvad Slags Varer?"
    "Manufakturvarer, Melestin, Serges ... forskellige Slags."
    "Jo, vent lidt.... I kan gaa ind i det Hus, hvor jeg vinker til jer."
    Hun vinker. De kommer. De slaar Panden mod Døren, de træder indenfor. Ovnen optager den halve Plads, og oven paa den ligger en gammel Kone og et halvt Dusin lurvede Unger, i et Hjørne holder Grisene til, i Alterhjørnet ser de Manden, Helgenbilleder, en General og den kejserlige Familie.
    De korser sig. Hilser. Trykker efter Tur Manden og alle Husets Folk i Haanden. De beder om Mad, - og spiser løs, tavse og begærlige - Flæsk, Svinekød, Faarekød, Grød, Suppe og Brød og igen Flæsk og igen Faarekød. Husbonden sidder tavs i Alterhjørnet, tavst betragter han dem - Værtens Øjne forsvinder i Skæg. Og Manden siger til Sønnekonen:
    "Dunjka, gør Badet i Stand."
    Gæsterne gaar ud for at bade; Dunjka bærer Vand ind til dem, mens de damper sig.
    Da Gæsterne kommer tilbage, siger Husbonden:
    "Sæt Samovaren frem, Dunjka."
    Og til Gæsterne:
    "Naa, hvad er det saa for Varer, I har? Vis frem!"
    Gæsterne breder Varerne ud. Manden ser paa dem med Mandfolkeblik og tier. Kvinderne i Huset og andre, der har mast sig ind i Hytten, hænger ved Varerne som Bier om en Honningkrukke. Den ene Gæst draperer Konen i Huset med en rød Klud, puffer hende i Siden og taler livligt:
    "Se paa den, Husbond, hun er blevet tyve Aar yngre, - yngre end den yngste Pige." Konen skynder sig op paa Ovnen, væk fra Manden:
    "La' vær, din Lurendrejer," siger hun smiskende.
    Men Gæsten gør Grimacer, lægger et Stykke Cheviot over Benet, stikker det ene Knæ frem og praler. Kvinderne vælger nyttigt og unyttigt. Den anden Gæst taler med Manden om Avlen, Krigen, Sulten, og om at enhver i Moskva har saa meget Melestin, Madapolam, Maskiner og Sirts, som han kan ønske sig, og dog falder Folk døde om af Sult i Gaderne.
    Te bliver sat frem. Alle drikker af Underkoppen, der balancerer paa fem Fingre, puster til Teen, men siger intet. Kan man ikke snyde, faar man ingenting solgt. Da hver har drukket et halvt Dusin Glas, stiller Værten sig i Positur og spørger barskt:
    "Naa - og Prisen?"
    Kvinderne rykker hen mod Døren med naivt ligegyldige og halvt forskrækkede Ansigter - nu var det Herren i Huset, der greb ind.
    "Ta'r de Varen, skal vi ha' Penge," raaber Gæsten rapt. "Men vi sælger for Mel."
    "Ja, vi kender til, at det er Mel. Melet koster 2 Rubler og 60 pr. Pud her hos os."
    Gæstens Ansigt bliver fordrejet af Ærgrelse og Smerte, han klager som en Kvinde:
    "Aah, aah! - De forstaar at sætte Pris paa Deres Vare, men ikke paa vor. Aah - aa! Men hvem er det, der har skruet Prisen op? Er det os, maaske? Vi, som kreperer af Sult paa Gaden, - men De, De vil flaa Huden af os -. Hvabbeha'r? Hvem er det, der har skruet Prisen op? ... Hvem er det, spø'r jeg? - - Altid hedder det, det er os."
    "Skænk mere Te i, Mo'r," siger Manden barskt.
    Saa drikker de igen af Underkopperne og købslaar. Drikker og tinger. Kvindfolkene staar ved Døren og tier ærbødigt. Den gamle Kone oppe paa Ovnen spørger vel for tiende Gang: "Hvem var det, der kom?" - - - Og ude i Gangen flokkes Karlene om Pigerne efter at have søgt dem i hele Landsbyen. En Pattegris grynter. Under Ovnen galer Hanekyllingerne.
    Endelig giver Vært og Gæster hverandre Haandslag.
    Alle Varerne - under et - bliver solgt for tre Arsjin pr. Pud Korn. Værten er tilfreds, fordi han har snydt Gæsterne, Gæsterne er tilfreds, fordi de har snydt Værten. Han byder sine Gæster Mad endnu en Gang - Kaalsuppe med Svinekød, Hvedepandekager med Fløde og Smør, Grød med Faaretalg. Saa fører han dem til Kroen for at drikke noget af det hjemmebrændte. - Vikingetider.

A.