Det er sikkert de færreste danske læsere bekendt, hvad der er foregaaet i Bulgarien de sidste par aar. Bulgarien - som det moderne Balkan i det hele taget - staar for de fleste af os som en mørk klat paa landkortet. Danske aviser har fra tid til anden gennem korte, forvirrede, ofte selvmodsigende telegrammer holdt sine læsere hen i denne almindelige uvidenhed, i det højeste bibringende dem den opfattelse, at hele "balkanspørgsmaalet" er noget forvirret noget, men uden at gøre det mindste forsøg paa ved hjælp af det foreliggende, udmærkede informationsmateriale at skabe klarhed om de enkelte begivenheder.
    Lad os først og fremmest gøre os klart, at der paa Balkan som i hele den øvrige verden lever undertrykte, men opvaagnende arbejder- og bondemasser; disse befolkninger, der ganske vist taler forskellige sprog, er undergivet nogenlunde de samme kultur- og livsbetingelser. Den store part er fattige bønder, der endnu lever under halvt feodalske forhold, selv om begyndende industrialisering hist og her gør sig gældende. Alle balkanlandene har deltaget i diverse krige, sidst i verdenskrigen, hvoraf igen følger, at de brede befolkningslag ikke længere lever i landlig isolerthed paa samme maade som før: de har faaet en vis international orientering, befinder sig paa et andet kulturniveau end tidligere, da kampen kun gjaldt den indtrængende arvefjende, tyrkerne. De er begyndt at indse svindelen ved de moderne kapitalistiske stater og statsgrænser og rører livligt paa sig mod deres egne udbyttere.
   Parlamentarisk sindede danskere, demokrater og socialdemokrater har ikke lov til at vise "balkanspørgsmaalet" fra sig med en mere eller mindre haanlig gestus: alle balkanstaterne er repræsenterede i "folkenes forbund", uden at nogen i forvejen har spurgt, om de staar paa samme "kulturtrin" som Europas øvrige nationer - og ogsaa uden at nogen har forsøgt at gøre noget for alle de undertrykte befolkningsminoriteter (og -majoriteter), der findes indenfor disse landomraader. "Folkeforbundet" har kun set det som sin opgave at varetage, at de forskellige sabelraslende balkanregeringer overholder versaillestraktatens paragraffer, der saavist ikke tilsikrer folkene "selvbestemmelsesret". Balkan er tillige en magtfaktor, der nyder engelsk, fransk og amerikansk bevaagenhed. Disse stormagters regeringer, som i øvrigt alle i "folkeforbundet" repræsenterede landes, er altsaa medansvarlige for, hvad der sker. Derfor kan ingen alvorlig marxist undslaa sig for at sætte sig ind i begivenhederne paa denne del af verdensimperialismens arbejdsfelt.
    Bulgariens tragiske skæbne er ikke alene en skamplet paa det saakaldte civiliserede Europa; den er tillige en advarsel for verdens samlede arbejderklasse.
    Bulgarien talte i 1920 en befolkning paa ca. 5 mill. indbyggere. Heraf var de 4 mill. egentlige bulgarere, den resterende million fordelte sig mellem tyrkere og tartarer (1/2 mill.), zigeunere (125.000), rumænere, grækere og jøder. Hertil maa regnes nogle hundredetusind macedoniere, der, efter ved neuillytraktaten at være skilt fra landet, alligevel havde søgt deres tilflugt dér for at undgaa serbernes og grækernes skaanselsløse undertrykkelse. Som nationaliteterne er mange, er religionerne det ogsaa, men uanset disse forskelligheder arbejder befolkningen side om side i slidsomt landarbejde. Bulgarien er nemlig hovedsagelig et agerbrugsland, hvilket tydeligt fremgaar af, at kun 1/5 af dets indbyggere lever i byerne. Denne landbefolkning er fattig: i 1908 var der 1/2 mill. grundejere (befolkningstal 41/2 mill.), hvoraf kun 119.000 ejede mere end 1 hektar.

[Kort s. 48]

    Bulgarien optræder sent paa den europæiske arena, idet det først bliver selvstændigt ved den ungtyrkiske revolution i 1908. Siden 1887 havde det under tyrkisk overhøjhed været regeret af den importerede fyrste af Sachsen-Coburg, "tsar" Ferdinand, og været skuepladsen for talrige opstande. Balkankrigen 1912-13 kostede 30.000 døde og 53.000 saarede, verdenskrigen, hvori landet deltog paa centralmagternes side, endnu mere. Territorialt havde Bulgarien, der oprindelig var forenet med Østrumelien, ogsaa tabt store omraader: i 1913 Dobrudja, i 1918 Thracien og Macedonien. Landets indtræden i verdenskrigen skabte en voldsom opposition i befolkningen, og da nederlaget kom, maatte Ferdinand abdicere til fordel for sin søn, Boris. Men situationens egentlige helt var oppositionens leder, bondeføreren Stambuliski. Ogsaa landets proletariat havde forstaaet at organisere sig. Den første socialistiske impuls paa Balkan kommer fra den revolutionære macedoniske organisation (stiftet 1893), de sidste tiaar havde tillige frembragt et industriproletariat i byerne (textil-, sukker-, levnedsmiddel-, tobaks-, brændevins-, bjergværks- og metalindustri). Den udenlandske kapital med den engelske i spidsen havde under og lige efter krigen erobret hovedindflydelsen paa landets erhvervsliv og begunstiget en stærk kapitalkoncentration og vild spekulation. Under disse forhold havde den arbejdende befolkning dannet stærke kooperationer, og byproletariatet var, skønt ringe i antal (80.000 mand), den selvskrevne fører for saavel de undertrykte landarbejdermasser som de mindre grundbesiddere, der svævede paa fallitens rand.
    Valgene i 1920 gav følgende resultat: agrarpartiet 110, kom munister 42, demokrater 21, fremskridtspartiet 21, radikale 8, socialdemokrater 7, nationalliberale 6.
    Stambuliski, der var sikker paa sin knusende parlamentsmajoritet, begyndte nu en blodig reaktion. Han vendte sig dels mod de nationalliberale, der var skyld i krigen, dels mod de andre borgerlige partier, og han prøvede ved en særlig valglov at sikre sig ved fremtidige valg. Endelig angreb han arbejderklassen og de fattige bønder, paalagde haarde skatter for at opfylde krigsforpligtelserne, undertrykkede transportarbejderstrejken med vaabenmagt, opløste kooperationer og fagforeninger, forbød det kommunistiske parti, afskaffede ottetimersdagen, indførte pressecensur og forbød arbejderpressen, forbød strejker ved lov og lod talrige arbejdere skyde og tusinder kaste i fængsel. Altimedens beskyttede han fascisterne, som i 1921 ustraffet ødelagde folkets hus i Sofia. Stats- og kommunaltjenestemændene led svært under situationen: medens pristallet var steget med 3400%, blev deres gager kun forhøjet med 700%! Hæren, som ved neuillytraktaten var indskrænket til 20.000 mand, hvervede paa 12 Aar (der meldte sig kun 12.000!), rekrutteredes hovedsagelig fra forhenværende officerer, utilfredse funktionærer, erhvervsløse og macedoniske flygtninge, men den indeholdt saa godt som ingen bondeelementer. Tropperne blev indkvarterede i byerne og var der et let bytte for nationalistisk propaganda.
    Da Stambuliski i begyndelse af Juni 1923 opholdt sig paa sit gods, fandt fascisterne øjeblikket belejligt og tog natten mellem 8de og 9de juni magten. I byerne mødte de ingen modstand, idet kommunisterne var af den ulykkelige og fejlagtige overbevisning ikke at burde deltage i "en strid mellem bourgeois". Stambuliski, der var afskaaret fra enhver forbindelse med den øvrige verden, samlede i hast nogle trofaste bønder fra sognet og mødte saaledes den ny regerings udsendte tropper. Efter et kort slag blev han overvundet. Senere fandt man hans frygteligt lemlæstede lig.
    Fascisterne: pengegridske bankiers og spekulanter, officerer, karrierelystne professorer, støttet af utilfreds smaaborgerskab, socialdemokraterne, 10.000 wrangelsoldater og den bevæbnede macedoniske nationalistorganisation, havde magten. De vendte sig strax mod en dobbelt fjende: agrarpartiet og de revolutionære arbejdere og smaabønder. Ministeriet Tsankof, der ganske vist besad den væbnede magt, saa med begrundet frygt folkets overvældende majoritet være mere og mere utilfreds. Rigsdagen var strax efter statskuppet blevet opløst under regeringens løfter om at ville støtte sig paa almindeligt demokrati. Uden tvivl vilde valgene dog bringe kornmunister og agrarer et endnu større flertal end før. Saa begyndte Tsankofs bander en almindelig hvid terror i haabet om paa denne maade at splitte oppositionens styrker, naturligvis kun med det resultat, at bønderne søgte samarbejde med proletariatet. For at sikre sig flertal ved valgene maatte regeringen altsaa for enhver pris bryde oppositionens modstand. I dette øjemed besluttede man sig til at provokere et oprør, inden modstanderne havde forberedt sig tilstrækkeligt, for med det som paaskud at sikre sig alle generende personer. Man fabrikerede derfor et "autentisk" dokument, hvoraf det fremgik, at arbejderne og bønderne forberedte et bevæbnet oprør, som skulde finde sted den 17de september. Man har endnu ikke, trods gentagne opfordringer og løfter, offentliggjort dette dokument! Men den 17de september fængslede man alle kendte førere for agrarpartiet og det kommunistiske parti, fagforeningsledere, journalister, deputerede, ialt mere end 2000 personer. Endvidere beslaglagde man alle arbejderorganisationernes lokaler og trykkerier o. s. v.
    Svaret herpaa udeblev ikke. Arbejderne og bønderne, der i forventning om en knusende valgsejr hidtil ikke havde tænkt paa nogen opstand (vi har allerede ovenfor bemærket ogsaa kommunisternes beklagelige holdning), greb nu virkelig indignerende til vaaben, og der begyndte landet over en almindelig rejsning.
    Regeringen havde naaet sit maal. Med sine bevæbnede styrker, wrangelsoldater og bevæbnede macedoniske afdelinger, kvalte den oprøret i blod. Godt organiserede straffeexpeditioner blev sendt ud over landet for at bekæmpe "den kommunistiske fare", man havde let spil overfor de daarligt forberedte bønder, tusinder af fremragende arbejdere, bønder og intellektuelle, hvoraf mange allerede før opstanden var blevet fængslet, nedslagtedes, og andre tusinder dreves i landflygtighed. Hele landsbyer afbrændtes, og beboerne søgte tilflugt i bjergene for at undslippe hvidgardisternes grusomheder.
    Men det var ikke Iykkedes professorer og generaler at knække oppositionen. Ved valgene, som fandt sted et par uger efter oprøret, opnaaede den trods tabet af sine førere at samle 300.000 stemmer paa sine lister, d. v. s. 35% af de afgivne stemmer. Dette var en anselig sejr i betragtning af, at et stort antal arbejdere og bønder var fængslede eller i landflygtighed, samt at der under valgene var udøvet en frygtelig terror - det havde saaledes ikke været muligt for oppositionen at afholde et eneste vælgermøde.
    Imidlertid forværredes den økonomiske krise, dyrtiden voxede, reparationsomkostningerne trykkede haardere og haardere paa masserne, og den almindelige utilfredshed steg. Bourgeoisiet var imidlertid ikke tilsinds at opgive magten, og vi bliver nu vidne til et drama uden sidestykke i moderne historie. En del liberale og socialdemokratiske regeringsmedlemmer, der indtil nu havde deltaget i klapjagten paa den arbejdende befolkning, forlod regeringen, der saaledes helt var i hænderne paa den militære klike, for hvilken Tsankof er udtryk.
    Militærdiktaturet indførtes formelt; man vedtog loven til statens beskyttelse, ifølge hvilken alle endnu bestaaende arbejderorganisationer forbødes og deltagelse i og dannelse af saadanne straffedes med døden. Paa dette grundlag opløstes saaledes arbejderkooperationen Osvobojdenie, der talte 67.795 medlemmer og 500 udsalg. Samtidig fortsattes terroren mod enhver modstander. Man indskrænkede sig ikke til formelle exekutioner, men snigmyrdede og myrdede aabenlyst og ved højlys dag enhver, man fandt for godt. Frafaldet fra Tsankof blev stadig større. Saaledes forlod en stor del macedoniere under Alexandrofs ledelse fascisterne og sluttede sig til den revolutionære macedoniske organisation under kravet om en balkanføderation, undertegnet af Alexandrof, Tschaulef og Protogerof i et manifest i Wien september 1924. Som svar lod tsankofregeringen Alexandrof snigmyrde, hvorefter den paabegyndte et vildt blodbad paa macedonierne under paaskud af, at det var en macedonier, der havde begaaet mordet! Dette myrderi overgik endog massakrerne i 1923; ialt opgør man tallet af faldne macedoniere i de sidste kampe til over 10.000.
    Militærligaen havde endvidere foresat sig systematisk at udrydde enhver oppositionsfører og oppositionsmedlem i det hele taget, der skønnedes at være farlig, han være "skyldig" i noget eller ej. Der foreligger herom udførlig dokumentation, ordrer, udstedt af krigsministeren Volkof*) m. m. Man gik endog saa vidt at organisere snigmord paa landflygtige oppositionelle, hvad tydeligt er afsløret under processen i Prag mod den fhv. ambassadør Daskalofs mordere.
    Det er i denne atmosfære, attentatet mod kong Boris og explosionen i sofiakatedralen finder sted. De store masser kunde ikke deltage i den legale politik, de var simpelthen udelukkede derfra ifølge loven til statens beskyttelse. Mere end 20.000 personer, hvoraf mange læger, lærere, præster og sagførere var myrdede. Fængslerne var overfyldte.
    Hvad under da, at man søgte fortvivlede udveje? Iøvrigt er mange, deriblandt den af det engelske Labourparty udsendte delegation, der paa dette tidspunkt befandt sig i Sofia, af den mening, at attentatet paa Boris er begaaet af generalerne, fordi disse var utilfredse med hans holdning. Boris, der ikke længere fandt det interessant at undertegne dødsdomme og iøvrigt var bekymret ved situationen (frygt for at miste tronen), havde henvendt sig til de landflygtige bondeførere i Jugoslavien og anmodet dem om at vende tilbage for at deltage i en koalitionsregering. Hermed var tsankofregeringen, særlig krigsminister Volkof meget utilfreds. Med stor skarpsindighed lykkedes det da disse herrer at komme under vejr med et "kommunistisk komplot", der ifølge politiets "autentiske dokumenter" forberedte en revolution, der skulde udbryde den 15de april 1925.
    Eksplosionen i sofiakatedralen, der kostede 30 generaler og ca. 200 andre personer livet, blev den egentlige optakt til nye massemord. Antallet af fængslede stiger til 30.000, desforuden overgives ca. 10.000 andre til standretterne.
    Den engelske Labourparty-delegation, som ingen kan mistænke for at ville udsprede kommunistisk propaganda, udtrykker meget fornuftigt sin tvivl om, at saa mange mennesker virkelig kan være implicerede i dette attentat.**)
    Vi skal i en følgende artikel beskæftige os nærmere med tsankofregeringens civilisatoriske fremgangsmaader og udlandets stilling til spørgsmaalet.

Ove Johannsen.

*) jf. bl. a. den amerikanske borgerlige journalist Charles Maus' beretning "Was geht in Bugarien vor?", Kulturpolitischer Verlag. Wien 1925.

**) jf. "Bulgaria, the Bulgarian Socialdemocratic Party and the Labour and Socialist International" by Col. C. L. Malone. Plebs League. London S. W. 1. 1925, og Wedgwood, Malone & Mackinder's beretning, samt endelig Marcel Willard: "Was ich in Bulgarien gesehen habe". Münster Verlag. Wien 1925.