I anledning af den diskussion det sidste pristal har vakt, undersøger "Clarté"s økonomiske udvalg grundlaget for den glidende lønskala.

I flere aar har arbejdere, tjenestemænd, aldersrentenydere osv. været vante til, at deres løn, lønning eller aldersrente osv. steg ganske langsomt efter pristallet. Da dette nu falder brat og kraftigt, er der mange, der begynder at tvivle paa den højere visdom, der ligger i den glidende lønskala, men alle indvendinger besvares med, at det er fuld retfærdighed, samfundet her yder folk: da priserne steg, steg lønningerne, nu, da de falder, falder lønningerne med i samme forhold. Det Iyder saare skønt og selvfølgeligt.

Pristallets store idé, vidunderlige og kløgtige tanke, er den evige karussel. Naar priserne stiger, stiger lønningerne i samme forhold som priserne. Naar priserne falder, falder lønningerne i samme forhold. Med andre ord, den glidende skala betyder, at alle lønarbejdere evigt skal staa paa samme standpunkt. Den er, om man tør sige, en praktisk formulering af at alt her i samfundet kan ordnes fredeligt og mekanisk.

Der tales saa ofte om den store fremgang i arbejdernes økonomiske stilling, som er sket i det sidste halve aarhundrede. Og det er et faktum, at arbejdernes realløn er større nu, end den var tidligere. Men det manglede da ogsaa bare andet! I det samme tidsrum er jo produktionen forøget ganske overordentlig stærkt. Der produceres nu langt flere goder end før. Og spørgsmaalet bliver, om arbejderne stadig faar den samme del af hele produktionen udbetalt i form af løn. Kun hvis arbejdernes samlede andel af produktionen er vokset, kan man med rette sige, at deres økonomiske stilling er forbedret.
    En bedømmelse af arbejdernes økonomiske fremgang eller tilbagegang sker altsaa hverken ved at iagttage den nominelle løn (hvilket kan gøres ved hjælp af Dansk Arbejdsgiverforenings lønstatistik, forudsat at den er rigtig) eller ved at iagttage den reelle løn (som kan udregnes ved hjælp af den nominelle løn og pristallet, forudsat at dette er rigtigt), men kun ved at undersøge arbejdernes andel af den samlede produktion. En saadan undersøgelse skal vi vende tilbage til. Her skal kun gøres opmærksom paa forskellen mellem nominel, reel og relativ løn.

Den glidende lønskala, hvis formaal det er at holde reallønnen konstant, vil altsaa ikke alene holde arbejdernes absolutte Ievestandard nede og hindre enhver virkelig fremgang. Men den vil give arbejderne en stadig ringere andel i produktionsudbyttet. Hvorledes kan det da gaa til, at den glidende lønskala af saa mange anses for at være saa retfærlig? Simpelthen fordi det borgerlige retfærdighedsbegreb er saa udbredt som det er. Det er interessant at lægge mærke til, at den glidende lønskala netop indførtes paa det tidspunkt, da man kunde vente nedadgaaende tider, idet den vilde være et godt middel til at faa folk til i ro at tage mod kløene, naar disse paa grund af det kapitalistiske systems indre skader og planløse produktionsform maatte komme. Naar man idag stikker de arbejdende i næsen, at det er retfærdigheden, der fejrer en straalende triumf, og de arbejdende bedrøvede erkender det retfærdige heri, saa er det altsaa en egen kapitalistisk forudseende retfærdighed, der har været paa vagt. Den saakaldte "samfundsretfærdighed" er altsaa først og fremmest til gavn for kapitalisterne, og det er derfor ikke underligt, at man naar til gale resultater ved at anvende den borgerlige tænkemaade.

De lønninger, som nu reguleres efter pristallet, blev i sin tid fastsatte paa grundlag af klassekampens stade dengang, Paa daværende tidspunkt regerede kapitalisterne (det gør de forresten endnu), og var som følge af, at de besad alle produktionsmidler og beherskede omsætningen, istand til at holde arbejderne nede paa et lønniveau, der sikrede kapitalisterne en stor personlig profit. Den glidende lønskala tilsigter at bevare arbejdernes reelle lønniveau, at forøge kapitalisternes profit og dermed forringe arbejdernes relative løn. Den søger at tilsløre klassemodsætningen mellem kapitalisterne og arbejderne. Men denne bestaar vedblivende, og det vil ikke vare længe, før det gaar op for arbejderne, at den efter pristallet glidende lønskala er en kapitalistisk institution i et kapitalistisk samfund. De vil ikke længere binde sig til denne "retfærdighed", men vil atter vide at vinde deres lønninger i aaben kamp, ved direkte forhandling. Da vil arbejdsgiverne ikke som nu ved et pennestrøg kunne sætte lønningerne ned.
    Den glidende skala tilslører det kapitalistiske samfunds sande aasyn: den ubarmhjertige, med alle til raadighed staaende midler førte klassekamp. Desværre synes det her i Danmark foreløbig at være kapitalisterne, der fører kampen med alle til raadighed staaende midler. Men vi lærer dem jo nok kunsten af, blot vi gaar til værket uforsagt.