Anders Christensen, Store Restrup, en af Foregangsmændene for de danske Husmænd, har paa Opfordring tilsendt "Clarté" følgende Redegørelse for den danske Husmands Levevilkaar og Fremtidsudsigter.

Når man taler om den danske husmand i dag, tænker man sig en selvstændig småbonde, hvis bedrift er stor nok til familiens underhold, uden at ejeren behøver at øge fortjeneste andetsteds. Med de nuværende betingelser for landbrug vil det sige, at husmanden skal have en driftskapital af 20-30,000 kr. til sin rådighed, og hans årlige værdiomsætning for at fremskaffe det nødvendige nettooverskud til familiens underhold skal være på 10-15,000 kr. Når man ved, at så at sige hele driftskapitalen er tilvejebragt ved lån, som skal forrentes og afdrages, og at hele grundlaget for lånets anbringelse er en jordlod på 6-10 ha, vil man forstå, at den store omsætning, som han er tvunget til at foretage, må baseres som en art industriel virksomhed. Derfor kan husmandsbruget ikke opstå som erhverv under det primitive kornlandbrug. I kornsalgstiden før 1870 var husmanden landarbejder. Det samme er tilfælde i dag i lande med kornavl som driftsform. Det er først med det intensive vekselbrugs indtrængen, med den forædlede husdyrproduktion og mejeridrift, at betingelserne er tilstede for småbruget. Men for at kunne udnytte disse muligheder, skal husmanden - foruden den nødvendige driftskapital - være i besiddelse af en række personlige egenskaber: - indgående kendskab til alle et moderne landbrugs forskellige grene - nøje agtpågivenhed overfor alle bedrifters enkeltheder, stor arbejdssomhed og udviklet økonomisk sans. Disse faktorer er mere nødvendige i den lille, end i den større bedrift, og selv det mindste landbrug kræver sin mands fulde indsats og kan ikke Iykkes tilfredsstillende, når han skal være fraværende på andre arbejdsfelter. Derfor er husmanden i sin gamle betydning et overvundet stadium - enten er han landarbejder - eller er han selvstændig jordbruger.
    - Men derfor bliver begrebet husmand og gårdejer noget udflydende. Faglig set er der ingen påviselig - forskel, erhvervsbetingelserne er de samme. I andelsorganisationerne arbejder de under lige vilkår og de får begge deres eksistensbetingelser dikteret udefra af pengemagten. Den gamle betegnelse: 1 td. hartkorn, som skel mellem hus- og gårdmænd, gælder ikke mere - de fleste husmænd må have et jordareal på over 1 td. hartkorn til dens rådighed, for at kunne klare sig selvstændigt. Politisk er grænsen følgelig lige så udflydende. De radikale elementer indenfor husmandsorganisationerne formår ikke at fremme deres sager, fordi de er afhængige af et moderat tyngdepunkt, som de dog ikke kan frigøre sig for af faglige grunde. Modsat findes indenfor den egentlige gårdmandsstand ikke få meget frisindede og radikale typer. Forskellen er kun en gradsforskel. De er begge personlig frie, arbejdende og ejendomsbesiddende borgere. Ja, selv den kendte gårdmandsoverlegenhed må i den nyere tid nærmest betragtes som en art latterlig rudimentær foreteelse.
   Det moderne husmandsbrug har udviklet sig under gårdmandspolitikens herskerperiode. Det er opstået for at udfylde et manglende trin på den liberale samfundsstige. Dets mening er at danne et værn for privatejendomsretten. Under en vulgær, borgerlig synsvinkel danner den vidt drevne jordfordeling i privat eje statens sikreste grundvold. Derfor var godsejerregeringens statshusmandslov af 1899 farlig, fordi den, med sine brug på 3 ha, dannede et besværligt landproletariat. Godsejernes snævre egoisme gik ud på at danne en stavnsbunden arbejderstand. For bonden gjaldt det derimod at bringe arbejderen til at føle sig som ejendomsbesidder. Det styrkede systemet og skabte basis for bondens magtstilling. Gårdmanden behøvede ikke - som godsejeren - husmanden som arbejder, men som forsvarer af ejendomsretten. Der var videre perspektiv i bondens politik end i godsejerens.
    Den organiserede husmandsbevægelse opstod som en klasserejsning. Men dens krigeriske holdning vaklede, eftersom husmanden udviklede sig som ejendomsinteresseret borger. - Alle samfundsbevarende magter hjalp til at bære husmanden frem. Man sang om ham, festede for ham, hængte prangende diplomer på hans væg og satte pletkaffekander på hans kommode som præmier for dygtigt samfundsarbejde. Skam få den husmand, som ikke forstår, hvad han skylder systemet
   Mådehold er statsborgerdyd, men udstykning af alle landets storgodser i husmandsbrug er den forvovne yderlighed af liberal jordpolitik i Danmark. De indlysende fordele er følgende:
    Stigende betingelser for sikker prioritetsanbringelser. Mægtigt udvidet basis for beskatning. Stærkt øget efterspørgsel efter bygningsartikler, redskaber, maskiner og råvarer for landbrugsproduktion. Betydelig udvidet varefrembringelse til formering af omsætningskapitalens handelsavance -, og så endelig dette, at med de skærpede klassemodsætninger danner de enkelte storgodsbesiddere en direkte og farlig udfordring af det besiddelsesløse landproletariat, medens de mange, strængt arbejdende, småbønder med deres illusoriske ejendomsret er urfalige -. Udstykningen er samfundets sikkerhedsventil. Gennem den foregår endvidere udvælgelsen blandt den besiddelsesløse bondeungdom. Enhver har lov at udvikle så mange fortræffelige borgerdyder, at han engang gør sig fortjent til et statshus. Dette betyder dog ikke, at enhver berettiget kommer i betragtning ved lånets fordeling - thi i saa fald fik jo ikke den gode dyd sin belønning, og dyden forfaldt - men statshuset er håbets Iygtemand for ungdommen. Man udpiller bestandig de bedst egnede og knipser resten ud i de ejendomsløses intethed. Derved opnår man tillige at berøve klassen dens føreremner, idet man lukker kæften på dem med systemets narresut ...
    Vi slutter ringen: Landbruget er en industriel forretning, jo mere udpræget desto mindre jord bonden har at arbejde med. Følgelig er risikoen størst for småbonden, der fuldstændig rider på verdensmarkedets skiftende konjunkturer. De gode tiders gældsbyrder skal klares, trods de nedadgaaende tiders svigtende indkomster. Det mærkes først for småbonden, der har langt den største kapital bundet i samme arealenhed. Hans bygninger, maskiner, elektriske anlæg, besætning o. s. v. er uforholdsmæssigt dyrt. Hans ejendoms forrentningsevne er alene betinget af hans personlige dygtighed - og held. "Gårdmandens sociale stilling er naeppe så truet. Hans bedrift hviler på et naturligt grundlag, jorden. Gårdmandsbruget har bestået gennem alle historiens skiftende erhvervsmuligheder - husmandsbevægelsen er kun et moment i udviklingen - et socialt fænomen i den kapitalistiske økonomis forfaldsperiode!
    Et konstruktivt, rationelt erhvervs- og fordelingssystem må forkaste smådriften som uforenlig med en økonomisk anvendelse af tid, kraft og værdi. For husmanden selv vil det en dag erfares, at trods alle smukke talemåder om frihed, ejendom og isoleret idyl, var han dog kun en aldeles villieløs træl under pengesystemets indirekte prioritets- og omsætningsoperationer. - Han vil forstå, at hans øgede kapitalanvendelse, arbejde og frembringelsesevner kun er til fordel for samfundets uproduktive magtfaktorer, og at hans historiske opgave må være at frigøre folkenes elementære livserhverv, landbruget, for pengemagtens udbytning og vilkårlighed. - Men her vil husmanden rende panden mod den materialistiske bedømmelses kolde kendsgærning: at småbruget ikke er i kontakt med tidens tekniske udvikling! At han, med sine forældede arbejdsmetoder, er en kuriositet, og at hans anstrengelser for at forene småbruget med stordriftens komplicerede teknik vil være hans økonomiske selvmord. - Derfor vil husmanden, som klasse, gå i graven med det system, der har sat ham i verden! Han vil dø som købstadens småmestre døde, da kapitalismen knuste håndværket ...
    Industriens arbejder er ikke socialistisk orienteret af overbevisning, men af nødvendighed. Af samme grund "laver" man ikke husmanden om til kommunist. Han bliver det på trods af al opdragelse, fordom, moral og partipolitik den dag, da kommunismen, som samfundsform, yder hans kald som jorddyrker bedre beskyttelse end det system, der har frembragt ham, men som ikke længere formår - eller er interesseret i - at holde ham oppe.
    Og han vil sikkert da få lov at fuldbyrde sin historiske mission som formidlende element og overgangsform.

Anders Christensen.