Aviserne har verden over i den sidste tid været fyldt med beretninger angaaende falskmøntneriet i Ungarn. Det lader næsten til, at pengefabrikanterne i Ungarn er ved at danne skole; det har i hvert fald vist sig, at metoden ogsaa anvendes i Portugal. Blandt de lovlydige borgere vækker disse affærer, som rimeligt er, stor forfærdelse og forargelse. Det er jo selve det kapitalistiske samfunds livsnerve, pengene, som er udsat for et forbryderisk anslag. Hvad der gør sagen yderligere plinlig er, at det her er hidtil hædrede samfunds støtter og fyrstelige personer, der optræder som forbrydere - hvorfor forresten bruge et saa "afskyeligt" ord, naar det dog drejer sig om handlinger, som "udelukkende" er udført af "patriotiske" grunde?
    At fyrstelige personer bliver falskmøntnere, er der nu ingen særlig anledning til at forbavses over. Det har altid været en bekvem og yndet fremgangsmaade for fyrsterne til at skaffe sig indtægter. Der har hele historien igennem bestaaet en stille kamp mellem fyrsterne, der prægede undervægtig mønt og forlangte, at denne skulde gælde til fuld værdi, og købmændene, der selv ønskede at kontrollere mønternes værdi.
    Uden i mindste maade at ville undskylde de fyrstelige og militaristiske falskmøntnere, kunde det dog have sin interesse at drage en sammenligning mellem den illegitime pengeforfalskning, som har fundet sted i Ungarn, og saa den legitime pengeforfalskning, som i det sidste tiaar har fundet sted i de fleste kapitalistiske lande. I omfang og betydning har denne været saa kolossal, at falskmøntneriet i Ungarn ved siden heraf svinder ind til en fuldstændig betydningsløs affære, som kun har kunnet vække opsigt, fordi den har været udført saa klodset. Er det maaske ikke fuldt berettiget at tale om legitim pengeforfalskning, naar landets seddelbank faar lov til at udstede pengesedler med det paatryk, at de paa anfordring kan vexles med guldmønt, mens dette aldeles ikke er tilfældet? Hvis man i tillid til sedlens paatryk gaar op i banken og forlanger den vexlet, risikerer man at blive haanet eller smidt ud som en paatrængende og fræk person. Saafremt det af lovgivningsmagten ligefrem forlanges, at sedlen skal have det nævnte paatryk, kan man passende tale om lovbefalet pengeforfalskning.
    Dette er dog endnu for intet at regne mod den gigantiske udplyndring af alle landets borgere, som statsmagten og storkapitalen har sat i gang ved at lade seddelpressen udspy ubegrænsede mængder af papirspenge, som nødvendigvis maatte blive mere og mere værdiløse, des flere der fremstilledes.
    Man forstaar saa godt de franske bankers og kapitalisters indignation over, at de i Ungarn har lavet falske 1000-fr. sedler. Det er en forretning, som de franske kapitalister selv har monopol paa, og det er selvfølgelig ikke meningen, at andre skal kunne nyde godt af denne ret.

Inflationen er en form for beskatning.
    Penge er ganske som brød, sukker, tobak osv. en vare, som befolkningen har brug for. Et af de midler, som staten har til at skaffe sig indtægter, er at lægge skat paa en eller flere af de varer, som befolkningen bruger. Saadanne skatter kaldes indirekte. Naar der lægges skat paa en vare, vil befolkningen søge at slippe for skatten ved at bruge mindre eller undlade at bruge paagældende vare. Exempel: Spiritusbeskatningen i Danmark. Jo nødvendigere varen er, des mere vil staten faa ud af skatten. Absolut nødvendige ting som brød vil befolkningen købe alligevel, selv om skatten forøges.

    I det daglige liv er penge en nødvendighed ligesom hrød. Byttehandel er alt for besværlig. Derfor er penge et godt skatteobjekt. Det er saa meget bedre, som staten selv kan producere pengene og kan opkræve skatten uden udgifter og besvær. Man trykker bare flere sedler. Naturligvis tjener staten ikke herved et beløb, der er ligesaa stort som sedlernes paalydende, da sedlerne taber i værdi, des flere der trykkes. Det gør imidlertid ikke noget - man trykker bare flere sedler. Vi har her søgt at anskueliggøre, med hvilken fart den tyske mark faldt i værdi. Hver pil angiver, at markens værdi paa dette tidspunkt er det halve af, hvad den var paa den dato, der angives den forrige pil. Med andre ord for hver pil halveres marken i værdi. For at kunne faa plads til alle de "halveringer", som finder sted i 1923, har vi maattet tegne det aar i større maalestok end de andre

[Illustration s. 35]

    Det gaar nu ikke i længden: Jo større beskatningen bliver, des mere vil folk indrette sig paa at undvære pengene, saaledes at de kun anvendes til den allernødvendigste detailomsætning. Naar valutaen er faldet tilstrækkeligt, er den reelle pengeværdi, som yderligere kan beskattes, kun ganske lille og ikke umagen værd. Man vil knap kunne faa dækket udgifterne til trykningen - og inflationsbeskatningen har gjort det af med sig selv.
    Tabellen s. 36 illustrerer udmærket det forhold, at pengesedlernes værdi falder hurtigere end seddelpressen kan følge med. Derved fremkommer det paradoxale forhold, at jo flere papirspenge, der udspys, og jo højere tal, der anbringes paa sedlerne, des færre kontante penge er folk i besiddelse af - des større er pengenøden.

Hvem rammer inflationsbeskatningen?

Naturligvis alle dem, som er nødt til at bruge landets pengesedler, altsaa hele den brede befolkning. Finansmændene og de store foretagender klarer sig ud af beskatningen ved at afslutte alle handler i udenlandsk valuta. Under den tyske inflationsperiode steg arbejdslønningerne hurtigere end de faste lønninger, saa her gik det endnu stærkere ud over middelstanden end over arbejderne. Ved den inflation, som for tiden er i gang i Frankrig, er der i hvert fald endnu ikke sket nogen nævneværdig stigning i lønningerne, og det er hovedsagelig arbejderklassen, som maa betale gildet.

[Tabel s. 36]

   Ovenstaaende tabel viser tydeligt, hvorledes inflationen har udviklet sig i Tyskland. Man ser. hvorledes seddelmængden i løbet af krigen tredobles. Markens værdi falder samtidig noget, men dog ikke mere end at den samlede seddelmængdes værdi fordobles. Det beløb, staten tjener ved denne inflationsbeskatning under krigen, kan anslaas til ca. 10 milliarder guldmark. Men i løbet af de følgende aar falder markens værdi hurtigere end seddelpressen arbejder. Den samlede seddelmængdes værdi, hvilket vil sige det beløb, der ved inflationen kan beskattes bliver stadig mindre, idet folk indskrænker deres forbrug af penge, indtil det til sidst er nede paa 1/30 af hvad det var i 1918.
    Dertil kommer, at i de lande, hvor pengeforfalskningen er gaaet for sig i størst omfang, har ejere af jord og fast ejendom kunnet udbetale alle prioriteter og anden gæld ved hjælp af værdiløse pengesedler og er derved blevet i stand til yderligere at udbytte de medborgere, der ikke ejer andet end deres arbejdskraft.
    Ogsaa udlandet har maattet bære sin del af inflationsskattens byrde. Ikke blot gennem mislykkede markspekulationer, men ogsaa gennem ganske almindelig handelsforbindelse med Tyskland har mængder af udlændinge tabt store summer, som direkte er kommet den tyske rigsbank til gode, fordi den havde monopol paa at udstede falske tyske pengesedler. Det drejer sig i hvert fald om flere milliarder guldmark, som udlandet paa den maade har maattet aflevere til Tyskland. Rusland, som er gaaet mere aabent og bevidst til værks end Tyskland, opgiver selv sin fortjeneste til ca. 1 1/2 milliard guldrubler.
    Det er altsaa ikke smaasummer, som udlandet har betalt for tyske mark, mens disse endnu regnedes for at have nogen værdi. For saa vidt kunde man ligesaa godt have købt pengesedler, der var fremstillet af private falskmøntnere. Forskellen er kun, at i sidste tilfælde kan man forlange pengeforfalskerne straffet; i første tilfælde er forfalskningen legitim.
    Da Tyskland havde tabt saa umaadelige værdier i krigen og ved fredsslutningen blev idømt gigantiske erstatningssummer, kunde man maaske nok gaa med til at unde det tyske folk de penge, der paa den maade blev franarret markspekulanterne. Som bekendt spekulerede disse jo ikke for at hjælpe Tyskland, men i haab om at berige sig selv. Men det var ingenlunde det tyske folk som saadant, der tjente paa denne forretning. Det menige folk blev selv udsuget til den yderste grænse gennem seddelpressens legitime pengeforfalskning. Om markspekulanterne kunde man sige, at de kunde have ladet være med at købe mark. Men den tyske befolkning havde ikke denne udvej. Marken var det nødvendige betalingsmiddel; og arbejdsydelserne blev betalt med sedler som ofte dagen efter udbetalingen var faldet til den halve værdi. Det var højfinansen og dem, der ejede jord og fast ejendom, der strøg hele fortjenesten.
    Det er ovenfor paavist, hvorledes en fortsat inflation tilsidst nødvendigvis maa gaa over gevind. Men desuden er et stabilt pengesystem i længden en livsbetingelse for en kapitalistisk samfundsordning. Derfor er man nu i de fleste lande gaaet over fra inflation til deflation, for derigennem at stabilisere pengeforholdene igen. Deflationen kan saa passende bruges som et nyt paaskud til at reducere arbejdslønningerne, der i mange arbejdsgiveres øjne aldrig kan blive lave nok.

Konsekvenserne

    Det er et højt og farligt spil, som den herskende kapitalistklasse har indladt sig paa, da den tog pengeforfalskningen med blandt de legitime midler til udbytning af den arbejdende befolkning. Det vilde maaske være nok saa korrekt at sige, at den af udviklingen er bleven drevet ind paa dette farlige spil og derefter ikke har kunnet modstaa fristelsen til at spille videre. Kapitalistklassen har her anvist en af de veje, ad hvilke en gang i fremtiden en med magt udrustet underklasse let og forholdsvis smertefrit kan expropriere overklassen uden at benytte andre end de af kapitalistklassen selv anvendte og legitimerede metoder.
    Sovjet-Rusland har i Krigskommunismens periode allerede vist vejen. Mens man i de andre lande har gjort sig umage for at skjule inflationens betydning som beskatning, har man i Rusland aabent erkendt, at inflationen var en fuldt bevidst handling fra regeringens side. Og set fra arbejdernes synspunkt, ser inflationen i Rusland noget anderledes ud end i de andre europæiske lande. For det første blev og bliver de penge, som inflationen i disse lande indbringer, anvendt til afbetaling af den gæld, som stiftedes under krigen. Det er ikke nok med. at de lavere samfundsklasser maatte døje hovedparten af lidelserne under krigen. De skal ogsaa have fornøjelsen af at betale, hvad den har kostet.
    I Sovjet-Rusland blev den gamle gæld, som var stiftet af en anden samfundsklasse, ikke anerkendt. Her gik pengene bl. a. til gratis mad og befordring af arbejdere, til anlæg af skoler osv. og til opbygning af hele den samfundsorganisation, hvorpaa fremtidens Rusland skulde bygges.
    Desuden er inflationsbeskatningen i Rusland i første række gaaet ud over den pengebesiddende overklasse. Den brede befolkning befinder sig endnu for en stor del i naturaliehusholdningens tidsalder og vænnede sig derfor hurtigt af med at bruge penge. Arbejdsløn blev udbetalt i naturalier, og byttehandel var meget almindelig. Hvad man end ellers vil mene om Rusland, maa man altsaa indrømme, at Sovjet-Rusland har vist vejen til en udnyttelse af den legitime pengeforfalskning til fordel for arbejderklassen i kampen mod kapitalen.

J. H. Leunbach.