Knet-logo
Danske Kulturtidsskrifter 1917-45

Red.: Det Kongelige Bibliotek

Om / About  Hjælp / Help

Op
Clarté (1926-27)
1926
Nr. 01 - Januar

Forrige Næste
[9] s. 28-29
Bøger

Facsimile

Tidsskriftprojeter

1926:1

BØGER

Med Særtitlen Oprør udgiver Broby 3. Hefte af sit Tidsskrift Imorgen. Det indeholder en Række velvalgte Citater af Lunatscharski, Marat, Marx, Sigbjørn Obstfelder, Herbert Iversen, Rosa Luxemburg og andre. Billederne staar paa samme Højde som Teksten; Tegninger af J. Masareel (Paris) Georg Grosz (Berlin) og Anton Hansen. Kvartformatet, det tospaltede Tryk og lllustrationerne danner en fortræffelig Helhed. Det er behageligt at se saa godt Bogtryk gaa sammen med virkningsfuld og socialt rigtig Propaganda.

Marianes Historie (Martins Forlag).
    Trods en lidt pudsig literær Udtryksmaade (som forresten i sin Patos minder om de gamle Markedsviser) er denne Skildring af en Tjenestepiges Livsskæbne meget lærerig. Den anonyme Forfatterinde er født i et Proletarhjem paa Landet, hvor Faren er drikfældig, og fra ganske ung maa hun ud at tjene. Det er navnlig de troværdige Meddelelser om Tjenesteforholdene i store amerikanske Huse, man lægger Mærke til. "Fæstekontorerne i Amerika er en Magt, og ude i Vesten er det rene Vampyrer, der sluger den pladssøgendes Penge, thi det er saa godt som umuligt at opnaa Plads paa anden Maade end gennem dem". Bortset fra de faktiske Oplysninger, Bogen giver, tiltaler den ved sin menneskelige Ærlighed.

Arups Danmarkshistorie.
    I Efteraaret 1925 har Professor Arup udsendt første Bind af sin Danmarkshistorie, som i den følgende Tid vil blive efterfulgt af endnu 3 Bind. Endelig med dette Værk vil der være sat et Punktum for Nationalliberalismens Historieskrivning, som trods al kildekritisk Granskning indtil dette Aar har hehersket den danske Nations Opfattelse af sin egen Historie. Med Arups Værk opløses Grundtvigs og Ingemanns historiske Syner i deres luftige Bestanddele, og Danmarks Land og Folk træder frem i den kritiske Histories skarpe Lys og i den økonomiske Histories lovbundne Sammenhæng. Mod Valdemartidens politiske Journalist Saxo Grammatikus føres her en Polemik tværs igennem 700 Aar, som giver et helt nyt Syn paa Konge- og Kirkepolitik i Danmarks Middelalder.
    Tidens Krav maa nu være: nye Lærebøger, saa at Folkets Historie ogsaa kan blive Folkets Ejendom.

Tre danske Arbejderes Livserindringer. (Martins Forlag).
    Udgiveren Oluf Bertolt har fra en del ældre arbejdere modtaget optegnelser angaaende deres livserindringer, skrevet af dem selv. Blandt disse har han udvalgt de tre, som han har anset for de bedste at udgive. Her foreligger altsaa ikke en "arbejderroman", men nøgterne skildringer af tre danske arbejderes liv, saaledes som det virkelig har formet sig, og skildret med disse menneskers egne ord. Det kapitalistiske samfund byder det store flertal af sine medlemmer saa elendige og især saa usikre kaar, at man vanskeligt kan tænke sig en haardere anklage mod denne samfundsordning end en saadan usmykket skildring af disse kaar, som denne bog byder paa.
    Tillige er der trøst og belæring at hente for dem, der mener, at udviklingen hen imod bedre samfundstilstande gaar altfor langsomt eller staar helt stille. Skildringen af arbejdernes kaar for en menneskealder siden viser ved en sammenligning med nutiden, at arbejderbevægelsen virkelig har ikke helt ringe resultater at opvise. Det er, navnlig for de økonomisk daarligst stilledes vedkommende, ikke saa meget selve kaarene, der er bleven bedre eller usikkerheden, der er bleven mindre, - i saa henseende er der saamænd ikke meget at prale af - men den maade, hvorpaa den offentlige mening ser paa disse forhold, er undergaaet en væsentlig ændring. Betydningen af denne forandring i befolkningens mentalitet er sikkert meget større, end man almindeligvis tænker sig. Selve den arbejdende befolknings livsvilkaar kan rimeligvis næppe blive synderlig meget bedre, førend vi er kommet over i en socialistisk samfundstilstand, saa den direkte forbedring af kaarene kan ikke benyttes som maalestok for, hvor langt udviklingen i socialistisk retning er naaet.
    Denne bog bør læses af alle, der interesserer sig for de sociale problemer og arbejderklassens kamp frem imod bedre tider.