Mammonart by Upton Sinclair. An essay in economic interpretation. Published by the author. Pasadena, California. 1. ed. Febr. 1925. 390 Sider. Kr. 5,40.

Sinclair vil forklare Kunsten set under Klassekampens Synsvinkel. Han vil krænge Kunstnernes Lommer og spørge, som han i tidligere Bøger har spurgt Præster, Skolemænd og Journalister: Hvem ejer jer og hvorfor? Han vil studere Kunsten som et Værktøj til Propaganda og Undertrykkelse - et Værktøj, der ejes af de herskende Klasser eller bruges som Angrebsvaaben af de revolutionære. Undersøgelsen skal omfatte enhver Art af Kunst i Forhold til Menneskehedens Sundhed og Fremskridt. Det er Programmet, efter Sinclairs Vane fremsat ligesom med store Plakattyper. Lad os saa se paa Forestillingen.
    Til at begynde med afviser Sinclair Formlen om "Kunsten for Kunstens Skyld". Al Kunst er Propaganda, bevidst eller ubevidst. Ogsaa den Kunstner, der skriver i Overensstemmelse med Læren om Kunsten for Kunstens Skyld, driver Propaganda - nemlig for sin Læresætning om ikke at drive Propaganda. Det er ogsaa Propaganda at udgive Digtsamlinger om Lilier i Mørket.
    Kunst, siger Sinclair, er en Fremstilling af Liv, formet af Kunstnerens Personlighed, i den Hensigt at forme andre Personligheder. Man er rede til at indrømme, at Kristus og Tolstoy drev Propaganda, mens Shakespeare og Goethe anses for rene Kunstnere. Men en saadan Adskillelse er bare et Klasseskel og selv et Stykke Klasse-Propaganda!
    Heri kan man give Sinclair fuldstændig Ret. Det gælder om "Kunst for Kunstens Skyld", hvad Barbusse engang skrev om Nationalismen: det er ikke en forkert, men en for snæver tanke. Kunstværket kan aldrig udtømmende bestemmes gennem en formel æstetisk Betragtning. Kunsten maa ligesom Videnskaben hente sit Stof fra Virkeligheden, og en i Luften frit svævende kunstnerisk Form er altid et Drømmebillede. Men der ligger i Læren om "Kunsten for Kunstens Skyld" gemt den rigtige Tanke, at Kunsten former Virkeligheden paa en særlig Maade, der har sin selvstændige Betydning ved Siden af den begrebsmæssige og moralske Formning af Virkeligheden. Det er den Anskuelighed, hvormed Kunsten altid arbejder, der adskiller den fra Videnskab og Moral og giver den Selvstændighed som Kulturomraade. Et Kunstværk kan rumme nok saa rigtige Skildringer og den mest tilfredsstillende Moral, men dersom det ikke formaar at hævde sig som et Stykke anskuelig Virkelighed, bragt paa Form, nægter vi at anerkende det som vellykket Kunst.
    Her er et Punkt, hvor Sinclairs Tænkeevne svigter. Hans Kunstopfattelse løber ud i en Ensidighed, der lige saa ofte misbruges som den Lære han bekæmper. Netop den sociale Konservatisme sætter sig ofte op mod Arbejdet med Kunstens formelle Værdier og vil gøre Kunsten til en national Billedbog, paa lignende Maade som Sinclair ønsker den reduceret til revolutionær Anskuelsesundervisning.
    Al Kunstkritik, siger han, er afhængig af den sociale Kamp, og Kritiken tager fejl, naar den tror, at der gives en varig Maalestok for Kunst. Smagen for Farver er en Modesag som Snittet paa en Frakke. Det eneste blivende er Menneskehedens Trang til Retfærdighed og Visdom. Kunsten har kun een Mulighed for at naa Udødelighed: at tjene disse Idealer. Maa jeg stille Upton Sinclair følgende Spørgsmaal:
    Naar De ikke tror, at den kunstneriske Formning af Virkeligheden har almen og varig Værdi, hvorpaa begrunder De saa Videnskabens og Moralens varige Værdi? Videnskab, Moral og Kunst staar lige, for saa vidt de alle udvikler sig under Afhængighed af biologiske og sociale Forhold. Hvorfor i Himlens Navn skal Videnskab og Moral bero paa mere varige Forhold end Kunst?
    Hvor usikker Sinclairs Opfattelse er, fremgaar ogsaa af, at han pludselig indfører en ny, nemlig den gamle Formel: Kunst er Leg - en Teori, der virker saa tilfældig i Sammenhængen, at man ikke har Lyst til at modsige den. Det maa være nok at bemærke, at Kunst altid gaar ud paa at skabe et Kunstværk. Skak er en Leg, men et Kunstværk kommer der ikke ud deraf.
    Det uordnede i Sinclairs Tankegang giver sig ogsaa Udslag, naar han nogle Gange indfører psykoanalytiske Forklaringer, der kan være rigtige nok, men intet har at gøre med det marxistiske Grundsyn. Og naar han i Begyndelsen lover os et Bevis for, at den store Kunst er almenforstaaelig, maa det beklages, at han ganske har glemt sit Løfte. Det modsatte lod sig temmelig let godtgøre, men netop derfor var det interessant at se Sinclairs Bevis.

    Saa meget om det principielle - nu det historiske. Sinclair gennemgaar hele Verdenslitteraturen og ordner Kunstnerne i Bukke og Faar. Men saa let, som Sinclair indbilder sig, naar man ikke Resultater af litteraturkritisk Værdi. Et Navn som Platon nævnes kun i Forbigaaende sammen med Forfatterinden af "Onkel Toms Hytte" som Eksempel paa Forfattere, hvis Hang til at præke løb af med deres Inspiration! Og det er dog ingen Vurdering af f. Eks. "Brødrene Karamasov", at der forekommer en Skøge, nogle Munke og fulde Folk i Bogen, og at Værket ikke er Realisme, men lidenskabelig Propaganda. Det er alt, Sinclair har faaet ud af Bogen, inden han opgav den af Kedsomhed!
    Interessantere end dette Pjat er Sinclairs Bedømmelse af nyere amerikanske Forfattere, saaledes Kapitlet om Mark Twain. Det er sikkert ikke mange, der bag den store Spasmager har anet en saadan Dobbeltpersonlighed, som den Sinclair giver Oplysninger om (efter The Ordeal of Mark Twain af Van Wyck Brooks). Betegnende er det, at han havde den Vane at skrive Dobbeltbreve: et, han sendte afsted, og et, der indeholdt hans virkelige Mening. Saaledes har man et ikke-afsendt Telegram, hvori han erklærer sin Harme over Afslutningen af den russisk-japanske Krig, fordi han mente, at hvis den var blevet fortsat nogle Maaneder, var den endt med Czarens Fald. Nok er jeg en stor Humorist, erklærer han, men det russiske Diplomati kan jeg alligevel ikke hamle op med. Samtidig tilstillede han de russiske Udsendinge paa Portsmouth-Kongressen et Telegram, der i den Grad lovsang den russiske Politik, at Grev Witte lod det gaa videre til Czaren.
    Mark Twains Skæbne - at lade sin Ytringsfrihed kvæle af Amerikas borgerlige Mening - blev et daarligt Varsel for den kommende Litteratur. Det er kendt, i hvor høj Grad Amerikas Presse og Forlag beherskes af Kapitalen, og hvor ringe Oplysning der findes i de brede Lag. Den enorme Magasinlitteratur er en kapitalistisk Spekulation, der systematisk holder Publikum nede i Uvidenhed og Taabelighed.
    Det var Afhængigheden af den kapitalistiske Presse, der fik O. Henry til at omforme sine krasse Oplevelser i sentimental borgerlig Aand. Vi ved fra A. Jenkins Bog "Through the shadows with O. Henry", hvilken blodig Virkelighed der ligger bag Henrys Short stories. Og vi hører af Sinclair, hvor vanskeligt Jack London havde ved at holde sin socialistiske Samvittighed ren i Forholdet til Hearst's Magasiner, der indbragte ham 35,000 Dollars om Aaret.
    Dobbeltmennesket Mark Twain, O. Henry, Tugthusfangen, der døde af Drik, Jack London, der tog sig af Dage med Laudanum, 40 Aar gammel - det er Reversen af det moderne Amerikas Humor og Optimisme.
    "Mammonart" tager desværre ikke nulevende Forfattere med. men om dem bebuder Sinclair en ny Bog, der nok skal blive spændende. Det er ikke som Tænker og Litteraturkritiker, men som aktuel Agitator, Upton Sinclair er bedst.

Otto Gelsted.