Det udvalg, som Clarté har nedsat til at undersøge de økonomiske forhold i Danmark, paaviser i denne artikel industrikrisens og arbejdsløshedens sande aarsager, vejen til arbejdets øjeblikkelige genoptagelse og dermed krisens standsning.

Den udenlandske kapitals indgriben i Danmarks økonomiske forhold.

Ingen af den danske stats prisværdige bestræbelser for at forandre kronens værdi har nogensinde ført til det forønskede resultat. At disse bestræbelser er mislykkede og altid vil mislykkes, har sin simple aarsag deri, at det ikke er staten, men kapitalens interesser, som her er afgørende. Kronen stiger eller synker kun forsaavidt der staar stærke pengeinteresser bag. End ikke den danske pengeverden har nogen større magt i saa henseende. Det er den internationale kapitalmagt, de internationale imperialistiske pengeinteresser, som ogsaa udstrækker deres indflydelse til Danmark, Danmark er i virkeligheden stillet som en imperialistisk koloni, et marked for den internationale kapital.
    Da den amerikanske finans lykkeligt havde afviklet sine sterlingspekulationer, - samtidig med at den havde brændt fingrene i Italien, - vendte den sin opmærksomhed mod mere provinsielle stater som f. eks. Finland, Tjekkoslovakiet og Danmark. Den redelige hensigt var saa let og smertefrit som muligt at gøre Europa til sin koloni, og man kan allerede paa nuværende tidspunkt konstatere, at denne operation er ifærd med at lykkes, selvom det for ofret er saa som saa med smertefriheden.
    Ved nytaar 1925 laa de danske bankers gæld til udenlandske kreditorer omkring 125 millioner kroner. De færreste danske arbejdere aner vel, at denne gæld i løbet af aaret 1925 steg til ca. 200 mill. kr. (udgangen af september). Dette rigelige amerikanske tilbud af valuta (75 mill. kr.) bevirkede, at der blev udbudt flere engelske pund og amerikanske dollars, end Danmark kunde aftage. Sterling og dollar faldt i forhold til den danske krone, der steg indtil den i november naaede 92,6. Paa dette tidspunkt ansaa amerikanerne forretningen for afsluttet foreløbig. De trækker nu deres i spekulationsøjemed anbragte kapital tilbage, og vore bankers gæld til udlandet synker derfor rask. Ved nytaar 1926 er de 75 mill. formindsket til 25. Kronen synes at ville gøre holdt ved 93.
    Hvad er nu resultatet af de udenlandske kapitalisters indgriben i Danmarks økonomiske forhold?

Den danske industris vanskeligheder.

Vi vil begrænse undersøgelsen til den danske industri og dermed til de danske industriarbejderes forhold, idet vi dog gør opmærksom paa, at de synkende priser paa landbrugsprodukter, fremkaldt af kronens stigning, ogsaa har skabt en krise i landbruget. Denne har givet sig udslag i en betydelig arbejdsløshed mellem landarbejderne.
    Kronestigningen betyder først og fremmest for den danske industri, at den bliver nødt til at sælge til lavere priser end før. Dette har den vanskeligt ved, dels fordi man ved indkøb af raastoffer har regnet med en højere salgspris, dels fordi arbejdslønnen paa grund af gældende overenskomster ikke kan nedsættes, og endelig fordi de faste omkostninger, renter, afdrag paa gæld, osv. ikke følger prisfaldet. Samtidig med disse vanskeligheder har udlandet gunstige konkurrencevilkaar, særlig lande med lav valuta og lav arbejdsløn. (Tjekkisk fodtøj, estniske tændstikker, tyske dannebrogsflag, franske toiletartikler, finsk papir, Frederik VIII til Sverrig, osv. osv.)

Skjulte tvangsmidler.

Den eneste udvej for dansk industri, saafremt den skal give en efter ejernes og aktionærernes mening rimelig profit, er at trykke arbejdslønnen. De danske arbejdskøberes optræden viser, at de er fuldstændig klar over dette. Da de imidlertid efter lockouten 1925 ogsaa ved, at arbejderne ikke godvillig gaar ind herpaa, tager de i tide deres forholdsregler, idet de ved en kolossal og kunstig arbejdsløshed søger at gøre arbejderklassen mør.
    En stor del af arbejdsløsheden er intet andet end maskeret lockout.
    Saafremt kapitalisterne faar lov til at fortsætte hermed, vil de uden tvivl i løbet af foraaret eller sommeren naa deres hensigt.

Forbrugerne.

Arbejdsløsheden omfatter for tiden flere arbejdere end nogensinde før. Omtrent en tredjedel af arbejdet ligger stille. Arbejdskøberne regner selvfølgelig ogsaa med, at dette vil fremkalde en betydelig varemangel og som følge heraf stigende priser. Denne varemangel vil til en vis grad blive "afhjulpet" ved udenlandsk import, saa man forstaar den uskrømtede glæde, hvormed arbejdskøberne hilser de opdukkede forslag om toldbeskyttelse. Dette vil svie til forbrugerne og er en af aarsagerne til, at disse har den største interesse i, at arbejderne søger at løse industrikrisen paa en helt anden maade. I det hele taget maa man gøre sig klart, at alle afhjælpningsforslag fra kapitalistisk side er dikteret af egennytte.

Kapitalisternes egennytte og samfundets interesse.

Lad os sammenligne kapitalisternes fordele med samfundets tab. Som eksempel kan vi tage klædeindustrien. Vi bygger vor beregning paa denne industris egne meddelelser til erhvervsministeriets industriudvalg, som meddelt i dette udvalgs betænkning (tallene kan f. eks. betyde 1000 kr.).

[Tabel s. 20]

Ovenstaaende tabel angiver fordelingen af de forskellige omkostninger ved fabrikationen. Man ser først fordelingen ved fuld beskæftigelse, før prisfaldet. Derefter er udregnet, hvorledes den bliver i tilfælde af et prisfald paa enten 20% eller 40%. Den eneste af udgifterne, som foreløbig reduceres, er udgiften til materialer, idet lønningerne jo ligger fast. Det ses tydeligt, hvorledes kapitalens fortjeneste forvandles til tab, som bliver større og større ved øget prisfald.
    Paa den anden tabel ser vi, hvorvidt det i de forskellige tilfælde kan betale sig for kapitalisten at indskrænke arbejdet. Det viser sig her, at hvis han indskrænker arbejdet til det halve, vil han før prisfaldet tabe 3 istedet for at tjene 4; er prisfaldet 20%, vil hans tab være 7 ved halv beskæftigelse i stedet for 4 uden indskrænkning. Sker der imidlertid et prisfald paa 40%, bliver forholdet ganske anderledes. Hans tab er nu kun 11 i tilfælde af arbejdsindskrænkning, medens det vilde være 12, dersom produktionen fortsattes i samme omfang som tidligere.
   En produktionsindskrænkning betyder en fordel for kapitalen i tilfælde af, at prisfaldet er saa meget som 40%. Denne fordel er imidlertid ikke ret stor. Den andrager kun 1% af alt det, som fabrikeres, naar arbejdet er i fuld gang.

[Ilustration s. 21]

    Gaar vi nu over til at se, hvor stort det samfundsmæssige tab er ved en produktionsindskrænkning til det halve, viser det sig, at dette for klædeindustriens vedkommende er 20% af det, der produceres, naar arbejdet er i fuld gang. Dette resultat kommer vi til paa følgende maade:
    En indskrænkning af produktionen til det halve medfører for samfundet kun en besparelse paa udgiften til materialer. Den i samfundet jo stadig tilstedeværende arbejdskraft, fabriksanlægget osv., udnyttes kun halvt. Det herved opstaaede tab for samfundet er ifølge de tal, der ovenfor er angivet: arbejdskraft 10, direkte omkostninger 3, samt (ved at den tidligere gevinst 4 forvandles til tabet 3) 7 - ialt 20.
    Det viser sig altsaa, at den ringe tilsyneladende fordel, som kapitalisten har af at foretage en produktionsindskrænkning, betyder et 20 gange saa stort tab for samfundet.
    Det er forbryderisk og taabeligt af kapitalisterne, at de standser produktionen for selv at opnaa en saa ringe fordel, og derved lade saa store samfundsværdier gaa til grunde.
    For samfundets skyld maa produktionen atter saa hurtigt som muligt sættes igang.
    Alt dette gælder ikke udelukkende for klædeindustriens vedkommende. Ganske lignende forhold gør sig efter erhvervenes meddelelser gældende ogsaa for bomuldsindustrien.
    Tekstilindustriens situation kan endvidere betragtes som nogenlunde typisk for de øvrige industrier.

Hvad bør der gøres?

Dersom man virkelig alvorligt ønsker at afhjælpe den krise, som for tiden hjemsøger Danmark, maa man fuldtud gøre sig klart, hvad der er den egentlige aarsag til den store produktionsindskrænkning, som overhovedet er foregaaet. Man maa endvidere regne med forholdene, som de er. Man maa gøre sig klart, at det paa ingen optænkelig maade vil være muligt at faa kapitalisterne til at gøre andet end det, de anser for at være til fordel for dem selv.
    Tager man hensyn til disse ting, er det indlysende, at krisen kan afhjælpes paa den maade, at hver enkelt industri støttes med det beløb, der svarer til det ovenfor paaviste forøgede tab ved at fortsætte produktionen med fuld kraft. Dette er som sagt saa ringe, at det kun svarer til 1% af hele produktionens værdi. (For tekstilindustriens vedkommende vil dette beløb næppe overstige 1000 kr. pr. dag. Samfundet vil derimod herved vinde 20 000 kr. pr. dag.) Grundlaget for denne hjælp til at forøge produktionen maa være, at der opstilles nøjagtige produktionsregnskaber. Dette maa ske under arbejdernes kontrol (bedriftsraad), hvorefter beløbene udbetales industrien. Det er en forudsætning, at denne undersøgelse med paafølgende udbetalinger sker hurtigt og ved lov paabydes for alle industrigrene. Der maa ikke være tale om, at denne understøttelse bliver frivillig, idet de fleste industrier af gammel slendrian og udfra det synspunkt, at tabet snart vil kunne indvindes og mere til, ved at arbejderne gaar ned i løn, vil sætte sig imod denne løsning.

"Draaberne".

For øjeblikket er den i visse kredse populære, men falske løsning: Nødhjælpsarbejde.
    Det hænder, at en læge ordinerer en patient en "styrkende" medicin, hvor han godt ved, at det eneste middel er god mad, hvile og frisk luft, - som den fattige patient imidlertid er ude af stand til at skaffe sig.
    Nødhjælpsarbejde og arbejdsløshedsunderstøttelse er netop "draaber", der ikke kurerer, og i det lange løb reelt set er skadelige. Det hindrer blot arbejderne i at gribe til fortvivlelsens selvhjælp. Det eneste, der gavner samfundet og virkelig bringer det til kræfter, er normal og sund produktion, og ikke kvaksalvermidler. Nyttigt arbejde skaber ny købekraft, større omsætning og slutter saaledes ganske naturligt krisen.

Kapitalisternes trøst.

Det tab for kapitalisterne, der skyldes de 10% af produktionsværdien, som gaar til faste omkostninger, og som kapitalisterne maa bære ogsaa ved en stor produktionsindskrænkning, bør man ikke give dem støtte til at vinde ind. Dersom krisen fik lov til at forløbe "normalt", vilde de indtjene dette ved løntryk og stigende priser. Arbejderne og forbrugerne bør ikke betale dette tab, som det er industriens ønske. Det maa kapitalisterne selv bære. Men der er den trøst for dem, at de har indtjent det mange gange i de gode aar, der gik forud. Tænk paa, hvorledes f. Eks. klædefabrikkerne i 1919, som det fremgaar af deres egne meddelelser til erhvervsministeriets industriudvalg, udbetalte 30 kr. til aktionærerne for hver gang en arbejder fik udbetalt sin ugeløn ! Og dette skete, efter hvad de selv siger, foruden at fabrikkerne i de gode aar konsoliderede sig, netop udtrykkeligt med henblik paa et senere prisfald!