Fra en Arbejder, der efter at have skrevet denne Artikel atter selv er blevet arbejdsøs, har "Clarté" modtaget følgende:

Arbejdsløsheden er en af vor Tids største og mest Ødelæggende Samfundsulykker. Dens Aarsager er det nuværende kapitalistiske System med Storkapitalens Magt til at standse Arbejdet og tvinge en Masse Mennesker ud i Arbejdesløsheden.
    De Lønninger, den moderne Industris Arbejdere faar udbetalt, er ganske forsvindende i Forhold til de Gager og Tantièmer, der bliver udbetalt de uproduktive Kræfter, Aktionærerne.
    Lykkes det Arbejderne at fremtvinge en Forbedring i Lønnen, saa sættes Dyrtidens Mølle i Gang, og de vundne Fordele er atter tabte, samtidig med at Levevilkaarene er blevet forværrede. Er Arbejdernes Sammenhold saa stærkt, at de formaar blot nogenlunde at hævde deres Position og Lønniveau, sætter Kapitalen Arbejdsløsheden i Gang.
    Denne Herre er i al sin Vælde Arbejderklassens frygteligste Modstander, og ved sin Hærgen foraarsager han den største økonomiske og moralske Svækkelse i Arbejdernes Rækker. De fleste Arbejdere har for kortere eller længere Tid været under Arbejdsløshedens Svøbe og ved af Erfaring, hvor forfærdelig denne Tid er for Hjem og Familie.
    I Aaret fra 1920 til 1921 gik jeg ledig i elleve Maaneder og dette Aar er mit Livs sorteste Kapitel.
    Jeg havde den Gang været gift i tre Aar og havde to Børn, et paa to og et paa et halvt Aar. Det, hvad vi fire Mennesker havde at leve af, var 24 Kr. om Ugen, som jeg fik i Understøttelse i min Fagforening.
    Naar jeg Fredag kom hjem med disse Skillinger, lagde min Kone Budgettet for den kommende Uge, men jeg maa indrømme, at det aldrig har holdt længere end allerhøjst til Tirsdag, og de efterfølgende Dage maa vi helst gaa letover, da Børnene jo først og fremmest skulde have Føden.
    Vi fik nogen Tid senere en ekstraordinær Understøttelse, saaledes at vor Kassebeholdning beløb sig til 38 Kr. om Ugen.
    Jeg husker, at jeg kom hjem og hensatte min Kone i den største Forundring og Glæde over disse mange Penge, og atter toges der fat paa Regnskabet, men dette var nu i en saa sørgelig Forfatning, at vi hurtigt indsaa, at disse fjorten Kroner hverken gjorde fra eller til.
    Af Understøttelsen skulde der hver Uge skaffes Mad til Familien i syv Dage, og desuden skulde der lægges fra til Husleje, som jo skal falde paa Dato, hvis man ikke vil miste sin Lejlighed, til Gasregning, Sygekasse og Skat. Disse sidste tre Poster var det aldeles umuligt at skaffe Penge til, og naar Gas regningen kom, maatte jeg ned i Hjælpekassen for at søge den betalt derigennem.
    Her i Hjælpekassen kan man saa at sige følge Arbejdsløshedens forskellige Stadier ved at betragte de forskellige Mennesker.
    De, der kun har været ledige en kortere Tid, er pæne og mere velplejede og ser frejdigt og lyst paa Tingene; de, der har gaaet længere Tid, ser mere maatte ud; de, der har gaaet endnu længere, er selvopgivende; og endelig de, der har gaaet længst ledige, er trætte, blege og ser alt sort i sort, ligesom deres Klæder og Fodtøj trænger til snarlig Afløsning.
    Det er saaledes en broget Forsamling, og mange af Ansøgerne maa gaa med uforrettet Sag. De, der hjælpes, faar alt for lidt, og Hjælpen fordeles ikke altid efter Retfærdighedens Regler.
    I denne lange Arbejdsløshedsperiode blev vor Garderobe naturligvis ikke fornyet; og tyndslidt, lappet og i daarlig Forfatning var den, da Tiderne igen lysnede.
    Arbejdsløse og Soldater har nogen Lighed med hinanden; for naar man bliver Soldat, kommer man i en Uniform, og det ene Nummer ligner det andet. Med de Arbejdsløse er det saaledes, at efterhaanden som Tiden gaar, kommer ogsaa de til at ligne hinanden, ikke just i Klædedragt, men i Magerhed og i daarligt Udseende.
    Mange Mennesker faar som Arbejdsløse et Knæk for hele Livet, enten ved Sygdom eller ved at træde Lovens Bogstav for nær .-
    Der gik saaledes en ung Mand til Kontrol sammen med mig; han havde gaaet ledig i halvandet Aar, da jeg kom med, og i omtrent ti Maaneder mødtes vi daglig, indtil en Dag en Opdager mødte i hans Sted for at fortælle, at den unge Mand ikke kom mere, da han i sin Nød havde stjaalet et Par Kroner.
    Han blev straffet og er senere gaaet fuldstændig til Bunds i Byens Sump, og Samfundet har her stødt et dygtigt ungt Menneske fra sig. Men som det er gaaet denne Kammerat, er det gaaet saa mange andre, og først den Dag, Kapitalismens Regnebræt gøres opgives der disse Mennesker Oprejsning.
    Da jeg igen fik Arbejde, var mit Hjem ribbet for alt af Værdi; vi var underernærede og havde en efter vore Forhold stor Gæld at betale af paa, saa det varede meget længe, før vi atter kunde se en Smule fremad igen.