Den hemmelige krig.

I foraaret 1925 overraskedes den franske befolkning midt under den kommunale valgkampagne ved at erfare, at republikkens hær allerede i flere maaneder havde ført krig i Marokko. 500 familier fik pludselig fra krigsministeriet meddelelse om, at deres nærmeste var faldne i Nordafrika. Den social-radikale regering indrømmede dog ikke, før valgene var overstaaede, at det drejede sig om en virkelig krig, men gav det udseende af, at det kun var en mindre straffeekspedisjon mod nogle oprørske bander. Krigens alvor lod sig dog i længden ikke skjule, trods alle anstrengelser fra regeringens og den officielle presses side. 10000 nye telegrammer fra krigsministeriet bragte i sommerens løb deres mørke budskab om saarede og døde til hver egn af Frankrig. I Marokkos solstegte bjergland kæmpede halvdelen af den franske hær, - som det siges i den officielle meddelelse: "160,000 soldater, 20 flyveeskadrer og 40 generaler."

Forhistorien.

Den menige franske befolkning har altid vist en uovervindehg uvilje mod at udvandre. Men den franske regering har gang paa gang forsøgt at efterligne Englands kolonialpolitik. I 1904 traf England, Frankrig og Spanien en hemmelig aftale om, at England skulde underlægge sig Ægypten, medens Frankrig og Spanien i fællesskab skulde tage sig af Marokko. Officielt erklæredes højtideligt Marokkos uafhængighed.
    Bedrageriet fortsættes senere. I 1906 vedtages paa den internationale konferance i Algeciras en ny erklæring om Marokkos selvstændighed: "I den almægtige Guds navn og grundlagt paa det tredobbelte princip om H. M. Sultanens suverænitet og uafhængighed, hans lands enhed og økonomiske frihed ...". Læg mærke til det sidste! I 1903 havde den letsindige sultan laant 20 millioner francs i udenlandske banker. 1904 konverteredes dette laan til Frankrig alene, og han tvinges samtidig til at forhøje det til 50 millioner francs. Deraf gik dog 10 millioner til provision for "Banque de Paris et des Pays-Bas". Som sikkerhed for rentebetalingen kræver denne bank 60% af toldindtægterne. I 1907 bliver en franskmand myrdet, og herved gives anledningen til den første franske okkupation. Kort efter bygges i strid med koncessionen en jernbane tværs igennem en muhamedansk kirkegaard. Dette resulterer i stridigheder, hvorved der dræbes flere tusind indfødte. Bagefter præsenterer Frankrig en skadeserstatningsregning paa 50 millioner francs, som sultanen maa betale. Paa denne maade fortsattes aar for aar, indtil størstedelen af det omraade, som ved den hemmelige aftale var tildelt franskmændene, nu er underlagt.
   Anderledes gik det imidlertid Spanierne. I mange aar kæmpede de mod Riffkabylerne i den nordlige del af landet uden andet resultat end store tab og indre politiske og financielle vanskeligheder.

Den frie stat og den franske kapital.

Da Spanien tilsidst opgav kampen, sluttede imidlertid 18 stammer sig sammen i den nordlige del af landet og dannede en selvstændig republik, hvis president blev Abd el Krim. Denne stats eneste fordring overfor Frankrig var at blive anerkendt som uafhængig.
    Riffkabylernes ønske om selvstændighed var imidlertid den franske kapitalmagt en torn i øjet. Store kapitaler er i tidens løb anbragte i Marokko. Det samlede tal angives til 483 millioner francs. Heraf kontrollerer den store banksammenslutning, "Banque de Paris et des Pays-Bas" mere end halvdelen. Alle store økonomiske og financielle foretagender i Marokko-den marokkanske statsbank, samfærdselsmidlerne, lys, elektrisk kraft, vandkraft, eksportselskaber, byggeforetagender, havne, anlæg af byer, slagterier, osv.-staar under denne banks direkte eller indirekte ledelse. Dette herredømme er aabenlyst indrømmet i en bog, som la Chambre de Commerce et d'Industrie de Rabat har udsendt, med titlen "La situation économique marocaine":
   "Man maa atter i denne forbindelse lægge mærke til alt det, som er i hænderne paa "La Banque de Paris et des Pays-Bas", der synes at ville behandle Marokko som en den underlagt vasalstat." Den mægtige kapitalgruppe, der staar bag denne bank, vil ikke taale, at Riff bliver uafhængigt. Hvorfor ikke? Simpelthen fordi Riff besidder rige minelejer, hvori der findes jern, kobber, bly, ja selv guld. Værdien af disse minerigdomme beløber sig sandsynligvis til millioner af tons og milliarder af francs. Alt dette har den franske kapital længe forberedt sig paa at komme til at udnytte. Og saameget pinligere vilde det være, om de nu skulde narres herfor, som man ikke i den hidtil erobrede del af Marokko har fundet ret store mængder af metaller.
    Abd el Krim har erklæret, at Riffkabylerne selv vil udnytte deres land. "Han har planlagt anlæggelse af jernbaner, sporveje, miner, høje og elegante huse ...". - Man forstaar efter saadanne oplysninger, som er hentede fra "l'Europe nouvelle", bedre betegnelsen "røverhøvding", som man fra civiliseret hold har hæftet paa Abd el Krim!

Fristatens underkuelse forberedes.

Da saa store kapitalinteresser stod paa spil, var det klart, at den ny stat maatte underkues. I Frankrig fandtes imidlertid en radikal-socialistisk regering, som det maaske kunde være vanskeligt at faa med paa krigstogt. Den franske øverstkommanderende i Marokko, Lyautey, var derimod villig. Ved en snild manøvre lykkedes det at give det udseende af, at kampene begyndte paa fransk grund. Paa et territorium, som laa imellem den af Frankrig besatte del af Marokko og Riff, og med hvis stammer Riffs beboere hidtil havde været i handelsforbindelse, indrettede Lyautey en række franske blokposter, som man ved provokationer fik Riffstammerne til at angribe. De følgende maaneder, i hvilke den franske befolkning var uvidende om de virkelige forhold, benyttedes godt. Store troppestyrker ekspederedes til Marokko, og hjemme iværksatte "Banque de Paris et des Pays-Bas" gennem sine blade, telegrambureauer (Agence Havas), radioudsendelser, filmsselskaber osv. en systematisk propaganda for en aktion i Marokko.
   Blandt andet blev der lavet en seriefilm, "Solens Sønner", som foregik i Marokko og viste folk, hvilke banditter de indfødte var, og hvor godt de havde af at tugtes og komme ind under den franske civilisation. Denne film spilledes i ethvert filmsteater over hele landet gennem flere maaneder, og gik samtidig som føljeton i bankens aviser.

Hvorfor vinder Frankrig ikke?

[Kort s. 9]

Dette kort viser kampfronten paa det tidspunkt, da krigen var i sin begyndelse. De franske blokhuse, som fandtes før 1924, viser tydeligt, at den franske besættelse paa dette tidspunkt langt fra var naaet den riff'ske grænse. Det mellemliggende terrain var beboet af stammer, som var i intim handelsforbindelse med Riff. Krigen indledes ved, at franskmændene bygger blokhuse langs den linje, der angiver "franskmændenes stilling", og overfalder de Riffkabyler, som handler med de herboende stammer. Krigen begynder saaledes tilsyneladende paa fransk territorium.

De franske politiske partiers stilling.

Den franske regering har med eller mod sin vilje maattet bøje sig for højfinansens ønsker og give de fornødne krigsbevillinger. Avispropagandaen føres formedelst bankens indflydelse -selv paa den radikale presse-paa den mest usmagelige maade for at forherlige krigen. Man paaberaaber sig nationalfølelsen (den franske. ikke den marokkanske!) og taler om "det fjerne fædreland".
    Det eneste parti i Frankrig, som har modarbejdet krigen, er det kommunistiske. Store arbejderdemonstrationer er afholdte, hvor man har udtalt sin mening om regeringens forbryderiske krigspolitik.
    Det franske socialdemokrati er kommet i en noget vanskelig stilling paa grund af sin holdning overfor krigen i Marokko. I begyndelsen, da det kun saa ud til at dreje sig om en mindre politiekspedition, kunde man nok gaa med til det, men da det viste sig at være virkelig krig, blev stillingen vanskeligere. En partikongres blev indkaldt, og med 1 (een) stemmes flertal besluttede man i rigsdagen at stemme mod krigsbevillingerne. Da det kom til stykket, gav de socialdemokratiske rigsdagsmænd tiltrods for partibeslutningen regeringen deres tilslutning.

Kapitalisternes fordel og samfundets interesse.

Marokkokrigen er et slaaende eksempel paa, at det er de internationale kapitalinteresser, som fremkalder krigen. Vi ser, hvorledes den almægtige højfinans trodser enhver samfundsinteresse. For at sikre aktionærerne et godt udbytte af de 483 millioner francs, der er anbragte i marokkanske foretagender, har denne allerede paalagt den ulykkelige franske befolkning økonomiske ofre paa 3 milliarder og 419 millioner francs - 3 419 000 000 francs - plus en aarlig udgift til koloniadministration paa 500 millioner francs. Desuden har 12 000 af Frankrigs kraftigste unge mænd maattet lade livet i Marokko i aarenes løb, foruden de tusinder af indfødte, som er blevet dræbte.
   Hertil kommer tabene ved den krig, som nu føres mod Riffkabylerne, og som til foraaret vil fortsættes med forøget voldsomhed. Krigen har alene i fjor kostet over 1 milliard og 500 millioner francs, og mennesketabet angives officielt til for Frankrigs vedkommende at være 10 000 døde og saarede.

Den forholdsvis ringe fordel, de enkelte højfinansmænd opnaar, faas saaledes kun paa bekostning af et uhyre tab for den franske befolkning og for samfundet.

Ove Johannsen.

Ebbe Munch.