Kort før Herbert Iversen forlod London i 1918 for at rejse til U. S. A., havde han en Samtale med Bernhard Shaw, hvori Iversen blandt andet fortalte, at han vilde gaa ind som Motormekaniker. Shaw fandt Tanken god; - at tjene til Udkommet som Intellektuel var en ussel Lod, hellere være Arbejder, hvis man kunde! - -
   Hvad er de Intellektuelle? Det er forskelligt til de forskellige Tider. I Slavesamfundene var det en lille, temmelig uensartet Middelstandsgruppe af Skrivere, Klienter, frigivnes Sønner med gode Anlæg, Forfattere uden Indtægter, Kunstnere, Skuespillere eller Retorer.
   I Middelalderens Feudalsamfund var det de gejstlige Mænd i de lavere Stillinger, Magistre og Doktorer fra Universiteterne eller belæste Munke fra Klosterskolerne. I Enevældens Tid byggede man videre paa Kirkens Grund og skabte gennem de latinske Universiteter en devot og lærd Embedsstand, som kendte sine Pligter, men ogsaa vidste sit eget Værd.
   I Kapitalismens liberale Lømmelalder fik de Intellektuelle en kort Tid en Slags politisk Førerstilling i de mindre fremskredne Samfund som Murbrækkere mod Enevældens Rudimenter. I Nationalliberalismen kulminerede dette politiske Førerskab, som efter 1870 havde overlevet sig selv.
   I Kapitalismens derpaa følgende imperialistiske Fase synker de Intellektuelle ned til at blive en Klasse uden Magt, en Stand uden Vilje; deres Idealer er blevet Fordomme, deres aandelige Førerskab er ophørt med Rotationspressen, den aandelige Frihed er solgt for Mageligheden og den betryggende Smaakaarsstilling, og det eneste Arvestykke, der endnu staar tilbage, er Dannelsen, som man klamrer sig til og samler sig om. Saaledes er Stillingen nu! - -
   Her i Danmark vil man til de Intellektuelle regne alle dem, der har uddannet sig ved en af de højere Læreanstalter: Universitetet, Polyteknisk Læreanstalt, Veterinær- og Landbohøjskolen, Tandlægeskolen, Farmaceutisk Læreanstalt, Seminarierne, Officersskolen, Kunstakademiet, Handelsskolerne,de tekniske Skoler, Kadetskolen og Navigationsskolerne. Hermed skal ikke være sagt, at ikke andre kan naa et lignende Standpunkt i Viden og Kundskaber, men deres Tal vil altid være relativt lille. Det samlede Tal for denne Gruppe i Befolkningen vil variere omkring 100,000 Forsørgere, og selv om den kun er løst sammensat, fordi der gør sig tydelige Skel gældende indenfor Gruppen, vil man navnlig efter de senere Aars Lønningslove kunne regne med et vist gennemsnitligt Præg.
   Herfra udskiller sig dog en særlig Del, hvis Virksomhed begunstiges af den kapitalistiske økonomi (Sagførere, Læger, Tandlæger, Apotekere, Kunstnere, som er slaaet igennem, Ingeniører, som er blevet Chefer, Direktører o. 1.) og disse staar ofte for den øvrige Gruppe som de smukkeste Eksemplarer af Arten. Resten vil være lønnet med en Gage fra 5 til 10,000 nøje afpasset efter det sociale Niveau, hvad der betyder, at Lønningen helt medgaar til Dækning af de nødvendige Udgifter. Formue vil være en Sjældenhed undtagen ved Arv eller Giftermaal. Næsten ingen vil kunne klare sig 1 Maaned uden Gage, og to Maaneder uden Løn vil for alle betyde økonomisk Ruin. Denne store økonomiske Afhængighed skaber en ejendommelig Tilstand af Bitterhed forbundet med en Følelse af Afmagt. Man spiser Margarine med en vis Græmmelse over, at det ikke er Smør. Man sender Børnene i den dyre private Underskole med et Suk over de høje Skolepenge, idet man samtidig føler Forargelse over de flotte Kommuneskoler og som Protest melder sig ind i Skatteborgerforeningen. Man lader det ikke mangle paa stærke Ord mod Autoriteterne eller de overordnede, naar man er mellem Venner, men føler ingensomhelst Tilbøjelighed til at træde modigt frem mod Magthaverne; det kunde indvirke skadeligt paa Fremtiden, og. det strider ogsaa mod Dannelsen. Inderst inde føler man en dump Uvilje, som ikke rettes særligt mod Autoriteterne eller mod de bedre stillede Medborgere, men mod Arbejderne, i hvis opskruede Lønkrav man ser den egentlige Grund til Misèren.
   For rigtig at forstaa denne særlige Mentalitet, maa man tage dens Forudsætninger med i Betragtning. Hertil hører dels Traditionen, dels den honette Ambition og endelig den intellektuelle Selvfølelse.
   Indenfor næsten alle de intellektuelle Professioner hersker en gammel sejg Tradition, i hvis Kroge der endnu staar en Luft fra Enevælden. Selv om man skulde synes, at Tjenestemandsnavnet maatte have rusket disse Lønningsklasser kraftigt op og vækket dem til den ny Tid, de lever i, mærker man stadig en vis Rest af Rangen i den Glæde, hvormed man smager paa Titulaturen, som her til Lands synes at være et uafrysteligt Tilbehør til en Mands Navn. Autoritetsdyrkelsen er langt fra uddød, og Ordner og andet Pjat anses stadig for en smuk Opmærksomhed mod Slutningen af den intellektuelle Løbebane.
   Men dertil kommer, at denne Samfundsgruppe mener at indtage en ganske særlig Stilling til Samfundsproblemerne, hvad der hænger sammen med Uddannelsens Art. Man mener nemlig at staa uafhængig i Kraft af sin Viden og sin Dannelse. De Aars Fagstudium, som den intellektuelle i Ungdommen har gennemgaaet, har den Indvirkning for Livet, at han har dannet sig et frit Syn! Hvad enten han senere bliver religiøs, Spiritist, Retsstatsmand eller Nationalist, sker dette i Kraft af et frit og uhildet Syn, som langt fra er paavirket af Interesser eller Aviser eller andet fra Døgnets Sfære, men skyldes en klar og logisk for ikke at sige videnskabelig Indsigt. At der her gør sig et psykologisk Bedrag gældende, mærker den Intellektuelle ikke. At han i sine Skøn som oftest følger en ganske overfladisk Tendens, som nøje svarer til de borgerlige Avisers Skriverier, hvad enten han fordømmer Lenin eller Nina Bang, er ham slet ikke bevidst. I Virkeligheden vil den gennemsnitlige Intellektuelle i Danmark være udstyret med et Minimum af Kendskab til de Samfundsproblemer, han bedømmer glat væk, men denne Lethed i Oppakningen vil desværre netop gøre Gangarten saa meget lettere. Han mestrer jo Rigssproget smukt, han kan udtale de fremmede Ord rigtigt, han læser af og til "Illustrated London News" foruden flere Fagskrifter, saa hvem vil nægte, at han kan danne sig et uafhængigt Syn paa Tilværelsen.
   Hvem kender ikke den bedagede Professor eller indflydelsesrige Købstadsborger, som er blevet beundret af sine Omgivelser gennem en Aarrække? Hans Ord har Vægt; ikke blot Stemmen, men hans Skjortebryst, hans Støvler, hans Hosten og Synken, ja selv Skægstubbenes Skraben giver rige og betydningsfulde Lyde, som hypnotiserer Omgivelserne. Han er en dygtig læge maaske, kan skære i en Mave - det giver Indsigt - og kender meget lidt til Modsigelse - det skaber Selvtillid -; naar det kommer til Stykket, er han derfor ikke bange for at udtale sig om alt uden at ane, at han røber Ukyndighed.
   Hans "Indfald" er en Gentagelse af de mest overfladiske Perfidier fra Højrebladene, som han nu starter paa ny i Kredsen under højtidelige hm, hm. Det nye, han føjer til, er gerne løs Sladder om personlige Oplevelser, som er opfattet uden ringeste sagligt Perspektiv i egne Hændelser. Mest af alt ligner han en Hane af den Slags, som H. C. Andersen saa fortræffeligt har skildret, dette ganske kønne Dyr, som ved sin latterlige Højtidelighed er blevet Sindbilledet paa Indbildskhed - og Dumhed?
   Det er ogsaa betegnende, at der ikke gives nogen Samfundsgruppe, der lettere lader sig ophidse nationalistisk. Her er det ogsaa det haneagtige ved den intellektuelle Bedsteborger, der spiller ind. Ethvert chauvinistisk Gal - omend nok saa svagt og midt i dyb Nat - skal besvares, og naar det først begynder, saa hellere sprænge Halsen end give efter.
   Men ogsaa heri bilder man sig ind at være uafhængig; man føler sig saa langt fra opagiteret og vildledt af klogere og mere tavse Kræfter, at man netop mener, at det er en selv, der har fundet det Korn, hvorom der kagles. Thi er der noget, som sagt, den Intellektuelle føler sig vis paa, saa er det, at han tænker frit og uafhængigt.
   Denne samme Uafhængighedsfølelse, hvis Begrænsning udefra set er saa iøjnefaldende, er iøvrigt et af Typens kønneste Træk paa en vis Maade. Ligesom der ofte er noget elskværdigt ved smaa Personer med store Hoveder, synes ogsaa smaa Stillinger med høj Uddannelse at frembyde et vist venligt omend noget vegt Fysiognomi. Der sidder ikke saa faa Filosofer rundt omkring i de faste Stillinger, og mangen Sokrates hjælper her sin Xantippe med Opvasken. Det er dette, der i Forbindelse med det fine Skilt paa Dørpladen og de nette Børn giver en vis Blanding af Medlidenhed og Respekt i Kvarteret, som faar sit Udtryk i den folkelige Benævnelse "de fattigfine".
   Det maa indrømmes, at der kan skjule sig baade Frisind, en vis Dygtighed og en umistelig personlig Kultur bag det venlige Smil hos denne intellektuelle Type, men alligevel kunde man ønske mindre Ironi og mere Satire, mindre Personlighed, men mere Styrke, mindre Venlighed maaske, men større Solidaritet og en Uforsonlighed, som ikke blot drillede og spøgte, men haanede.
   Men her er Typens alvorligste Brist, som ligger i selve "Dannelsen", som jo dog, naar alt lægges til og trækkes fra, kun er en Maner. Denne Dannelse med dens Ambition, og dens Respekt for Normen og dens Frygt for det upassende lægger en Skal om Karakteren og hindrer dens Udfoldelse. Nu træder man tilmed frem i Bedemandsstil og præker mod Lasten paa Varieteerne ikke engang som Profet, men som Snob for de lettest tilgængelige klassiske Mesterværker. Det er sikkert et tidstypisk Udslag ogsaa for Intelligensen, selvom disse Fagter vel mere er beregnet paa det Bourgeoisi, der har Pengene, og den senest importerede Similikultur med Pagehaar og Galoschestøvler. - -
   De Intellektuelle staar overfor det Spørgsmaal, om de skal være Klienter eller Frimænd. Den gamle Rolle som Nationens Ypperste blev spillet ud med 64. - Den smukke Rolle som Folkets Hjælpere til Frihed og Oplysning blev udspillet med det gamle Studentersamfund og Grundloven af 1915. Den sidste Rolle spilles nu ikke mere paa Scenen, men i Etagernes bageste Rækker som sure Tilskuere. Er de Intellektuelle da helt tabt for den ny Tids demokratiske Samfund? Det afhænger af en Ting, som er kort angivet, deres Stilling for eller imod Kapitalens Ret.
   Hvis de trods de beskedne Kaar søger en Plads ved Kapitalens Bord, saa vil de faa Lov at faa de nederste Pladser, hvor Fadene sidst bliver baaret rundt, og i deres Bitterhed over den magre Kost vil de føle en voksende Uvilje mod Arbejdernes store Hær udenfor og deres stærke Organisationer, som de misunder, men ikke tør efterligne.
   Men hvis de føler sig som Aandens Arbejdere og slutter sig sammen mod Kapitalen i Arbejdets store Solidaritet ærligt uden Bagtanker, frygtløst uden at skæve til Kapitalens enkelte Udvalgte, saa vil de endnu kunne blive en Faktor, der er med til at præge den ny Tid.

Hartvig Frisch