Danske Kulturtidsskrifter 1917-45 Red.: Det Kongelige BibliotekOm / About Hjælp / Help
Clarté (1926-27)
1926
Nr. 02 - Februar
[4] s. 39-42
Anders Christensen: Den danske Husmand
Facsimile
Tidsskriftprojeter
|
DEN DANSKE HUSMAND
Anders Christensen, Store Restrup, en af Foregangsmændene for de danske Husmænd, har paa
Opfordring tilsendt "Clarté" følgende Redegørelse for den danske Husmands Levevilkaar og
Fremtidsudsigter.
Når man taler om den danske husmand i dag, tænker man sig en selvstændig småbonde, hvis
bedrift er stor nok til familiens underhold, uden at ejeren behøver at øge fortjeneste andetsteds.
Med de nuværende betingelser for landbrug vil det sige, at husmanden skal have en driftskapital af
20-30,000 kr. til sin rådighed, og hans årlige værdiomsætning for at fremskaffe det nødvendige
nettooverskud til familiens underhold skal være på 10-15,000 kr. Når man ved, at så at sige hele
driftskapitalen er tilvejebragt ved lån, som skal forrentes og afdrages, og at hele grundlaget for
lånets anbringelse er en jordlod på 6-10 ha, vil man forstå, at den store omsætning, som han er
tvunget til at foretage, må baseres som en art industriel virksomhed. Derfor kan husmandsbruget
ikke opstå som erhverv under det primitive kornlandbrug. I kornsalgstiden før 1870 var husmanden
landarbejder. Det samme er tilfælde i dag i lande med kornavl som driftsform. Det er først med det
intensive vekselbrugs indtrængen, med den forædlede husdyrproduktion og mejeridrift, at
betingelserne er tilstede for småbruget. Men for at kunne udnytte disse muligheder, skal
husmanden - foruden den nødvendige driftskapital - være i besiddelse af en række personlige
egenskaber: - indgående kendskab til alle et moderne landbrugs forskellige grene - nøje
agtpågivenhed overfor alle bedrifters enkeltheder, stor arbejdssomhed og udviklet økonomisk sans.
Disse faktorer er mere nødvendige i den lille, end i den større bedrift, og selv det mindste landbrug
kræver sin mands fulde indsats og kan ikke Iykkes tilfredsstillende, når han skal være fraværende
på andre arbejdsfelter. Derfor er husmanden i sin gamle betydning et overvundet stadium -
enten er han landarbejder - eller er han selvstændig jordbruger.
- Men derfor bliver begrebet husmand og gårdejer noget udflydende. Faglig set er der ingen
påviselig - forskel, erhvervsbetingelserne er de samme. I andelsorganisationerne arbejder de under
lige vilkår og de får begge deres eksistensbetingelser dikteret udefra af pengemagten. Den gamle
betegnelse: 1 td. hartkorn, som skel mellem hus- og gårdmænd, gælder ikke mere - de fleste
husmænd må have et jordareal på over 1 td. hartkorn til dens rådighed, for at kunne klare sig
selvstændigt. Politisk er grænsen følgelig lige så udflydende. De radikale elementer indenfor
husmandsorganisationerne formår ikke at fremme deres sager, fordi de er afhængige af et
moderat tyngdepunkt, som de dog ikke kan frigøre sig for af faglige grunde. Modsat findes indenfor
den egentlige gårdmandsstand ikke få meget frisindede og radikale typer. Forskellen er kun en
gradsforskel. De er begge personlig frie, arbejdende og ejendomsbesiddende borgere. Ja, selv den
kendte gårdmandsoverlegenhed må i den nyere tid nærmest betragtes som en art latterlig
rudimentær foreteelse.
Det moderne husmandsbrug har udviklet sig under gårdmandspolitikens herskerperiode. Det er
opstået for at udfylde et manglende trin på den liberale samfundsstige. Dets mening er at
danne et værn for privatejendomsretten. Under en vulgær, borgerlig synsvinkel danner den vidt
drevne jordfordeling i privat eje statens sikreste grundvold. Derfor var godsejerregeringens
statshusmandslov af 1899 farlig, fordi den, med sine brug på 3 ha, dannede et besværligt
landproletariat. Godsejernes snævre egoisme gik ud på at danne en stavnsbunden arbejderstand.
For bonden gjaldt det derimod at bringe arbejderen til at føle sig som ejendomsbesidder. Det
styrkede systemet og skabte basis for bondens magtstilling. Gårdmanden behøvede ikke - som
godsejeren - husmanden som arbejder, men som forsvarer af ejendomsretten. Der var videre
perspektiv i bondens politik end i godsejerens.
Den organiserede husmandsbevægelse opstod som en klasserejsning. Men dens krigeriske
holdning vaklede, eftersom husmanden udviklede sig som ejendomsinteresseret borger. - Alle
samfundsbevarende magter hjalp til at bære husmanden frem. Man sang om ham, festede for ham,
hængte prangende diplomer på hans væg og satte pletkaffekander på hans kommode som præmier
for dygtigt samfundsarbejde. Skam få den husmand, som ikke forstår, hvad han skylder systemet
Mådehold er statsborgerdyd, men udstykning af alle landets storgodser i husmandsbrug er den forvovne yderlighed af liberal jordpolitik i Danmark. De indlysende fordele er følgende:
Stigende betingelser for sikker prioritetsanbringelser. Mægtigt udvidet basis for beskatning. Stærkt
øget efterspørgsel efter bygningsartikler, redskaber, maskiner og råvarer for landbrugsproduktion.
Betydelig udvidet varefrembringelse til formering af omsætningskapitalens handelsavance -, og så
endelig dette, at med de skærpede klassemodsætninger danner de enkelte storgodsbesiddere en
direkte og farlig udfordring af det besiddelsesløse landproletariat, medens de mange, strængt
arbejdende, småbønder med deres illusoriske ejendomsret er urfalige -. Udstykningen er
samfundets sikkerhedsventil. Gennem den foregår endvidere udvælgelsen blandt den
besiddelsesløse bondeungdom. Enhver har lov at udvikle så mange fortræffelige borgerdyder, at han
engang gør sig fortjent til et statshus. Dette betyder dog ikke, at enhver berettiget kommer i
betragtning ved lånets fordeling - thi i saa fald fik jo ikke den gode dyd sin belønning, og dyden
forfaldt - men statshuset er håbets Iygtemand for ungdommen. Man udpiller bestandig de bedst
egnede og knipser resten ud i de ejendomsløses intethed. Derved opnår man tillige at berøve
klassen dens føreremner, idet man lukker kæften på dem med systemets narresut ...
Vi slutter ringen: Landbruget er en industriel forretning, jo mere udpræget desto mindre jord bonden
har at arbejde med. Følgelig er risikoen størst for småbonden, der fuldstændig rider på
verdensmarkedets skiftende konjunkturer. De gode tiders gældsbyrder skal klares, trods de
nedadgaaende tiders svigtende indkomster. Det mærkes først for småbonden, der har langt den
største kapital bundet i samme arealenhed. Hans bygninger, maskiner, elektriske anlæg,
besætning o. s. v. er uforholdsmæssigt dyrt. Hans ejendoms forrentningsevne er alene betinget af
hans personlige dygtighed - og held. "Gårdmandens sociale stilling er naeppe så truet. Hans bedrift hviler på et naturligt grundlag, jorden.
Gårdmandsbruget har bestået gennem alle historiens skiftende erhvervsmuligheder -
husmandsbevægelsen er kun et moment i udviklingen - et socialt fænomen i den kapitalistiske
økonomis forfaldsperiode!
Et konstruktivt, rationelt erhvervs- og fordelingssystem må forkaste smådriften som uforenlig med
en økonomisk anvendelse af tid, kraft og værdi. For husmanden selv vil det en dag erfares, at trods
alle smukke talemåder om frihed, ejendom og isoleret idyl, var han dog kun en aldeles villieløs træl
under pengesystemets indirekte prioritets- og omsætningsoperationer. - Han vil forstå, at hans
øgede kapitalanvendelse, arbejde og frembringelsesevner kun er til fordel for samfundets uproduktive
magtfaktorer, og at hans historiske opgave må være at frigøre folkenes elementære livserhverv,
landbruget, for pengemagtens udbytning og vilkårlighed. - Men her vil husmanden rende panden
mod den materialistiske bedømmelses kolde kendsgærning: at småbruget ikke er i kontakt med
tidens tekniske udvikling! At han, med sine forældede arbejdsmetoder, er en kuriositet, og at hans
anstrengelser for at forene småbruget med stordriftens komplicerede teknik vil være hans
økonomiske selvmord. - Derfor vil husmanden, som klasse, gå i graven med det system, der har
sat ham i verden! Han vil dø som købstadens småmestre døde, da kapitalismen knuste håndværket
...
Industriens arbejder er ikke socialistisk orienteret af overbevisning, men af nødvendighed. Af samme
grund "laver" man ikke husmanden om til kommunist. Han bliver det på trods af al opdragelse,
fordom, moral og partipolitik den dag, da kommunismen, som samfundsform, yder hans kald som
jorddyrker bedre beskyttelse end det system, der har frembragt ham, men som ikke længere formår
- eller er interesseret i - at holde ham oppe.
Og han vil sikkert da få lov at fuldbyrde sin historiske mission som formidlende element og
overgangsform.
Anders Christensen.
|