»Veni creator!«
(Skizze af en sand Tildragelse under den franske Revolution)


I Dalen staaer et Kloster hist i den frie Natur;
Med modne Druer slynger sig Ranken om dets Muur;
For Billedet i Nischen hver Vandrer bøier Knæ,
Mens Fuglen synger Hymner høit i det grønne Træ.

Bag Hyttens Dør staaer Bonden, han har den halv paa Klem;
Hvidklædt' de blege Nonner fra Klostret skride frem.
Den spæde Haand er bunden, hvor Friheds-Træet groer;
»Veni creator!« synge de Alle høit i Chor.

Paa Torvet bølger Vrimlen ret som en oprørt Sø. –
– For hos sin Gud at leve, maa man paa Jorden døe!
Det er den glade Tanke, som giver Hjertet Mod,
Skjøndt Bøddel-Øxen damper alt med det røde Blod.

»Veni creator!« toner – nu vinker Livets Dag.
Een Stemme høres mindre ved hvert et Øxe-Slag.
Det dæmpes meer og mere – hør end den Sidstes Sang –
– Med Eet det bliver stille – man hører Øxens Klang.

Luk vindue