Ei Maanen som en bleggul Dødning griner
Nei rund og venlig den paa Himlen staaer,
Og smiler mildt paa Antvorskov Ruiner
Mens Nattergalen der i Haugen slaaer,
Jeg er saa glad, min sjæl er atter rolig,
Kun med Naturen, og sin Gud fortrolig,
Jeg griber Harpen, synger Siælens Lyst,
Og saligt svulmer Skialdens (?) unge Bryst.

Paa lette Luftkarm, syslende, fortrolig'
Erindring, Phantasie, de søde smaae,
Mig fører til min kiære Barndoms bolig,
Paa Tankens vinger giennem Luftens Blaae,
Og snart for Blikket svinde Sjølunds skove,
Jeg staaer nu der, hvor Strandens milde Vove
Mig hilser mildt, thi Voven er en Mø
Det vil mig bringe til min Fødeø.

Skumhvid Barmen svulmer, Haaret bølger,
Hvor om slynger sig en Krands af Siv
Taage ei de skiønne Former dølger
Blaat er Bæltet om det smekre Liv,
Panden høi og heel liig Himlens bue,
Øiet blaat og saligt sødt at skue;
Kinden Roser, Læben purpur Blod
Trin (?) og spæd den søde Jomfru Fod.

Skiøn, men kold, og uden Livets Varme,
Er dog Havets underfulde Mø,
Let hun bærer paa de bløde Arme,
Baaden med mig til min Fødeø.
Flux, da Phantasus paa lette Vinger
Mig til Odins gamle By henbringer,
Sætter mig ved Hytten lav min tro,
Hvor min gamle Moder monne boe.

Da jeg svæver om dig paa dit Leie,
Da jeg drømmer Barndoms søde Tid,
Alt hvad da Erindring har i Eie,
Mildt hun viser, som en Engel blid,
Barndoms Sorg, og Barndoms stille Glæder,
Seer jeg klart og barnlig nu jeg græder
Og i Tankens søde, rene Lyst
Moder! hviler jeg mig ved dit Bryst!

Naar i Natten du paa Leiet knæler
Og i Bønnen nærmer dig din Gud
Da, o Moder! helst jeg hos dig dvæler
Da sig salig Tanken svinger ud.
Mærker du da Noget, som sig rører,
Og i Luften Harpeklang du hører,
Da er det din søn som er dig nær,
Ført af Phantasus som har ham kiær.

I Barndoms Kraftløshed, paa Moderarme,
Du baer mig, lærte Læben stamme Gud,
Jeg fra dit Bryst udsuget Liv og Varme
Du lærte mig at kiende Herrens Bud.
O aldrig skal jeg glemme hine Goder
Og hvad jeg lærte af min fromme Moder,
Men evig, trofast, barnlig elske Dig,
Saaledes som Du stedse elsket mig.

Naar Aanden modnet folder ud sin Vinge,
Og jeg tør værdig digterharpen slaae.
For Gud og Dyd, skal da den toner klinge
Og som en virak Guddoms Tronen naae;
Da vil du glædes, Fryd vil dig forynge,
Da skal din Søn i Aftnen for dig synge,
Du sang jo før for ham i Barndoms Tid,
Skiønt ei saa stærkt, men from, enfoldig, blid.

Jeg veed det Moder! hvad mig Gud forlener
Min hele Lykke ene skyldes dig,
Thi ikke jeg mit store Held fortiener
Nei kun for din Skyld Herren ynder mig.
I mangen søvnløs Nat din Bøn jo lyder,
For mig din hede Modertaare flyder,
Du beder varmt til Herren for din Søn,
Og Godheds Gud opfylder Fromheds bøn.

Der kommer vist en Tid, skiønt i din Aftenrøde,
Da du ved mig skal blive lykkelig
Og hvis, dog skee ei det, at før du døde,
Da vil din Aand dog glædes lidt ved mig,
Da skal du see mit Hierte dit at ligne,
Og Moderglad, som en forklaret signe
Din Søn, som snart skal møde dig hos Gud
Naar Aanden modnet til ham svæver ud!

Transskriptionen er foretaget af Jørgen Skjerk. Se Slagelse-Digte II, Aarhus 1990, side 42 f.f.