1.

I Africaner-Byen, i Cartagana jeg boer,
I den smalle, snevre Gade, saa snever, du knap det troer;
Jeg naaer med Haanden Balkonen derovre hos Gjenbomoer,
Hvor den deilige Datter sidder i Ungdommens Skjønhedsflor,
Saa fyldig, kraftig og ildfuld; det lange kulsorte Haar
Nu løst i hver Fletning, det ned til Fødderne naaer,
Og Skuldren er som Antikens, og Øinene som et Lyn,
Det er næsten ikke muligt at udholde dette Syn.
Fra Afrika brænder Luften, og Blodet er Ild som den; –
Nu vil jeg slukke Lampen og hvert et Ord med den.

2.

De dandse med Castagnetter, det er den hele Musik,
De see hinanden i Øiet, det er en berusende Drik,
De hvirvle sig som Mænader, Alt i den strængeste Takt;
O, hvilken uendelig Skjønhed er dog i et Menneske lagt!
En Nellike og en Granatblomst! i Dandsen de leve og groe.
Kom, Scharff og Juliette! beseir i Dandsen de To!

3.

Hvor Himlen har Stjerner! jeg kjender jo hver,
De hjemlige Venner, hvor funkle de her!
De sende en Luftning saa frisk og saa mild,
En Lædskedrik i den brændende Ild,
Et Vindpust over det glødende Sand,
Det er som et Kys fra det danske Land!