Anch' io son pittore!«
       Coreggio

En Aften deilig, som i en Roman!
(For Rimets Skyld, som een i Hindostan).
O Alnaturen til mit Hjerte taler,
Det maa herud: »Ja, ogsaa jeg er Maler!«
See, Solen synker i sit røde Blod,
Og Aander suse gjennem Skovens Toppe.
Her slumrer Uskyld sødt ved Bøgens Rod,
See hvilke fede Bønderdrenge-Kroppe!
Violer dufte fra det unge Græs,
Og hisset vandre Præstens hvide Gjæs.

See hist en gammel Bonde paa sit Øg,
En Fugleskræmme paa en Rocinante!
Nu holder han hist ved den flakte Bøg,
Og tæller Penge af en gammel Vante;
Endnu engang han ret beseer sin Skat,
Og derpaa griber atter Tøilen fat.
Ham Længsel driver mod det elskte Hjem,
Hvor Hytten staaer imellem Nøddehække,
Men ikkun langsomt, langsomt gaaer det frem;
See, hvor han seer mod Skyens Bjergerække.
Dog Phantasus ham følger i hans Nød,
Og viser i det Fjerne et Fad Grød.

Hvor malerisk staaer Fiskerhytten der!
See, Vinduet kneiser med halvtredje Rude.
Hvor gløde dog i Aftensolens Skjær
De halve tre imellem gamle Klude!
Og rundt om Hytten, Tjørnehække staae,
Broderede med Strømper og med Sokker,
Og Himlen favner Alt saa klar og blaa,
Mens Fiskerkonen hjem fra Stranden sjokker.

See, hist paa Skrænten staaer en lang Person
Med Ansigtet saa blegt, som salig Werther,
Og med en Næse, stor som en Kanon,
Og Øine bitte smaae, som grønne Ærter.
Han synger noget Tydsk med et: »woher?«
Og stirrer derpaa ud i Vesterlide.
Hvorfor mon han vel staae saa længe der?
Ja Herre Gud! man kan ei Alting vide;
Dog er det sikkert, har jeg rigtigt seet,
En Gal, en Elsker, eller en Poet.