Jylland


1.

Jylland mellem tvende Have
Som en Runestav er lagt,
Runerne er Kæmpegrave
Inde midt i Skovens Pragt
Og paa Heden alvorsstor,
Her hvor :|: Ørknens Luftsyn :|: boer.

2.

Jylland, Du er Hovedlandet,
Høiland med Skov-Eensomhed!
Vildt i Vest med Klittag, Sandet
Løfter sig i Bjerges Sted;
Østersø og Nordhavs Vand
Favnes :|: over Skagens :|: Sand.

3.

Heden, ja man troer det neppe,
Men kom selv, besee den lidt!
Lyngen er et pragtfuldt Teppe,
Blomster mylre milevidt.
Skynd Dig, kom! om føie Aar
Heden :|: som en Kornmark :|: staaer.

4.

Mellem rige Bøndergaarde
Snart Dampdragen flyve vil;
Hvor nu Loke sine Hjorde
Driver, Skove voxe til,
Britten flyver over Hav,
Gjester her :|: Prinds Hamlets :|: Grav.

5.

Jylland mellem tvende Have
Som en Runestav er lagt,
Fortid mæle dine Grave,
Fremtid folder ud din Magt;
Havet af sit fulde Bryst
Synger :|: høit om Jyllands :|: Kyst.

Luk vindue