Som en Æolsharpe, brudt itu,
Men endnu ophængt paa Xenils Bjerg-Kant,
Seer jeg Dig Alhambra, billedsmykket,
Rigt udskaaret; dog, din største Skjønhed
Ligger i Erindringen om Klangen,
Tonerne fra dine brudte Strænge!
Klang som Sværdet gav, som Snillet har den,
Dertil Elskovs-Toner, bløde, søde,
Svulmende til stormende Scirocco.
– Brudt itu er Harpen; Resten hænger
Af den mellem sørgende Cypresser,
Kostbar, rigt indlagt. Det er Alhambra.