Mel. »Der er et yndigt Land.«

Der er et herligt Land,
Det kaldes Poesien;
:|: Det naaer i Himlen op, :|:
Det rummes i en Rosenknop,
Og Hjerte-Melodien
:|: Boer paa dets grönne Strand. :|:

Der faaes det rige Guld,
Hvorved Du Verdner vinder;
Der bliver Hjertet ungt;
Og er Dig Livet altfor tungt,
Du Jacobsstigen finder
Til Himlen underfuld.

Der til et Skjönheds Digt
Sig Hverdags-Livet hæver;
Du föler, Gud er nær.
Det Forbigangne lever der;
Den stærke Tænker bæver,
Saa stort er her, saa rigt!

Hvor Verden savner Ord,
Her liden Fugl har Sange;
Held Dig, som der blev Drot!
Ved Dig, alt Sandt og Skjönt og Godt,
– Trods Paradisets Slange –
Slaaer Glorie om vor Jord!

Det Aandens Hindostan,
Det Hjem for Melodien,
Det Pagtens Land med Gud,
Som staaer, naar Verdner slettes ud,
Det kaldes Poesien,
Det Lysets Fædreland!