I.

Held mig! Granada jeg seer,
                Mindernes selsomme By!
Rom Du ligner deri,
                her strax man føler sig hjemme.
Bjergene rundt om har Snee,
                Himlen ikke en Sky.
Fra Alamedaen smukt
                klinger Gitanaens Stemme;
Øinene blaae, som i Nord,
                sneehvide Blomster i Haaret,
Havfruens Skjønhed og Blik!
                – Vandrer! er alt Du bedaaret?

II.

Ja havblaae er hendes Øine,
                men Haaret som Skovsneglens Skind;
Gjennem Øinene seer man
                lige i Tankerne ind.
Hun er saa fast som en Drue,
                Munden et Væld med Kys,
Om Tonedybet derinde
                havde en Drøm jeg nys;
Over os glødende Æbler
                i hvert Granattræ hang; –
En salomonisk Lovsang
                Hjertet om Sulamith sang.

III.

I Granada er det Maaneskin,
                saa klart, at Hver man kjender,
Dog Vægteren gaaer med Lygte,
                og Lyset i Lygten brænder.
Hvad søger han efter? Han søger
                vel Solen, der skal staae op.
Imellem Bladenes Bolstrer
                en Drømmeverden er lagt;
Du Rose, bliv mit Alhambra,
                med hende jeg boer i din Pragt.
Og vi ere unge –! imorgen
                da falder hvert Rosenblad.
Vær du min Erindring skrinlagt
                i dette smuldrende Qvad.

IV.

Jeg leve vil i Granada,
                der Phantasus reiste sit Slot;
Men nede i Malaga grav mig
                en Grav ved Havet saa blaat,
Saa udstrakt, svulmende, herligt;
                høit synger den rullende Sø.
I Norden jeg skar i en Græstørv
                mit Navn paa den danske Ø,
Snart voxer Græsset derover,
                alle Minderne døe.