Kunstner, mild og stor, som faa!
Venligt seer Du til de Smaa,
Der i Dandsen træder hver
Som i Marmoret hun der,
Hun, som evig ung vil staae,
Naar de Børn har Lokker graa,
Hun din skjønne Dandserinde:
Yndigt Barn, dog voxen Qvinde,
Let fremsprunget ved dit Bliv.
Ja, Du aander Ungdomsliv! –
Børneflokken, uskyldsglad,
Kysser paa dit Laurbærblad!

Snillet er en Ørn, den jo
Holder Lynet i sin Klo;
Guds Natur sig bøier ned,
Som en yndig Ganymed,
Skjænker Snillet Skaalen fuld,
Skjænker Aandens Drik i Guld.
Vi med Ord kan det ei male!
Du lod Stenen det udtale:
Snillet, som sin Lædskedrik
Af Naturens Friskhed fik,
»Boble, boble,« luheed!
Ørnen kysser Ganymed. –

Psychen, som i Dig vi veed
Har vor hele Kjærlighed.
Psychen mægtig, høi og reen,
Trængte i den kolde Steen,
Kjærlighedens Kys den fik;
Synligt Alt for os opgik. –
Selv sig fletter Laurbærgrenen
Om dit Skjønheds Digt i Stenen.
See de Børn, som om Dig staae,
Sige engang deres Smaa:
»Ansigt vi til Ansigt saae
Ham, med Aandens Glorie paa!«