Vær hilset Du Fortids Toledo,
          Du ridderlige gamle By,
Hvor Maurer-Klinger blev smeded’,
          om det gaaer i Verden Ry.
Her er saa eensomt og stille,
          forfaldent, øde og stort,
Af rustædte Hængsler er faldet
          Alcazars Vinduer og Port;
En ridderlig Gaard er nu Vertshuus,
          min Stue en gammel Hal,
End pranger Familie-Vaabnet
          over den aabne Portal;
Her er ei Kamin, men et Ildfad –
          jeg hører den styrtende Regn,
Den skyller ned som en Syndflod
          over den udbrændte Egn.
De nøgne, grangrønne Klipper
          sig løfte langs Tajos Bred,
De kjende den larmende Fortid
          og Nutidens Eensomhed;
De hørte Mahomed prises,
          og Chor-Sang til Jehova,
Nu høre de Locomotivet
          som kommer og bruser herfra –
Og saa er igjen det stille,
          Alt rundtom øde og stort,
Men deiligt snoer sig et Vintræ
          om Byens ældgamle Port,
Og der bag det gittrede Vindue
          Den deiligste Rose jeg saae,
Og den havde kulsorte Øine,
          tidt vil jeg tænke derpaa.