Det er et løjerligt Vejr vi har!
Det er, som holdt det Folk for Nar.
Nu er det Tø, saa Gaden sprøjter,
nu er det Frost, man skal ud paa Skøjter;
saa faar man Snestorm, man næppe kan staa,
man maa ha’ Wendrichs Stormhue paa.

Alle smaa Spurve synes blæst væk,
Isen paa Søen har faaet et Knæk;
gamle Personer paa Gaderne falde,
Glatisen giver en voldsom Skalle!
Nu har vi Skylregn, nu Himlen klar,
det er et løjerligt Vejr vi har.

Dog, jeg vil ikke i Vrede gaa,
fryser det, tager jeg Skøjterne paa;
tøer det, ser jeg, hvor dybt jeg kan bunde,
helt op paa Skafterne, nogenlunde.
Glatis og Snestorm –! jeg stormer hen;
falder jeg – saa staaer jeg op igjen.