En Moder rives bort fra sine Smaa,
Saa ung og livsglad, hun den hjerte-rene!
Hun døer! – det kan Forstanden ei forstaae,
Vi maae os give hen i Gud alene,
Kun der vi Klarhed og Fortrøstning see;
Det er det Bedste, det, Gud lader skee!

I Smaa, for hvem sit unge Liv hun gav,
Fra os kun skal I Eders Moder kjende!
Hver Rose frisk og fin paa hendes Grav
Vil Eder vise Billedet af hende!
Men ei gjensee I her det Moder-Blik,
Som I fra hendes klare Øine fik!

I Afskedstimen var de sidste Ord:
»Er det nu Rosentid? – Er det nu Sommer?
O Gud, jeg er saa glad!« – og fra vor Jord
Hun steg til, hvor den Gode sikkert kommer,
Guds Rige! – Husk, dets Grændser til os naae!
En Moder slipper ikke sine Smaa!