Du kiender Øen med de grønne Høie
Med gamle Skove og med Oldtids Minder;
Naar Solen synker, søger tidt mit Øie
Hen over Søen og mit Fiona finder.
Der første Gang jeg aabnede mit Øie
Og skued Himmelen og Danmarks Høie.
Min Vugge [stod] ved Armods nøgne Muur,
Men kun jeg saae Guds herlige Natur,
En vældig Længsel klang i Barnets Bryst,
Og drev det bort fra Barndoms Drømmekyst.
Jeg aned ikke Livets barske Vinde,
Jeg saae og fulgte kun min Sanggudinde.
Mit Skridt var rask, dog ei jeg frygte kunde,
Jeg var jo i mit Danmarks Bøgelunde;
Jeg barnlig vandred frem i Herrens Navn
Og Han og Danmark tog mig i sin Favn.
End veed jeg ei hvorhen min Vei sig vender,
Men Loddet hviler i Gud Faders Hænder.
Er Kampen tung, om Mismods Alf sig nærmer,
Da Haabet og Erindring mig beskiærmer,
En Deel af Gode, veed jeg, har mig kiær
Og denne Tanke tryller Himlen nær.
Tidt, tidt, Erindring vil besøge mig,
Da seer jeg Sorø, tænker da paa dig!
venskabeligt
H.C. Andersen
Slagelse den 15 Mai 1826