End ligger Jorden i Sneens Svøb,
Lystigt paa Søen er Skøiteløb,
Træerne prange med Rimfrost og Krager,
Men imorgen bestemt det dager;
Solen bryder den tunge Sky,
Vaaren rider Sommer i By,
Pilen kaster de uldne Vanter.
Spil op Musikanter,
Alle Smaafugle! stem i, stem i:
»Nu er Vintertiden forbi!«

O, hvilket Kys af den varme Sol!
Kom, pluk Skovmærke og Martsviol;
Det er, som Skoven sit Aandedræt holder,
Nu i een Nat hvert Blad sig udfolder,
Kukkeren synger, Du den forstaaer,
Hør, Du skal leve i mange Aar!
Verden er ung! vær ung med de Unge.
Lad Hjerte og Tunge
Juble med Vaaren, freidig og fri:
»Aldrig er Ungdomstiden forbi!«

Aldrig er Ungdomstiden forbi!
Jordlivet er et heelt Trylleri,
Solskin og Stormveir, Glæde og Smerte.
Der er en Verden lagt i vort Hjerte,
Den svinder ei som et Stjerneskud.
Mennesket skabtes i Billed af Gud,
Gud og Naturen staae evige unge.
Vaar, lær Du os sjunge,
Hver lille Fugl stemmer med deri:
»Aldrig er Ungdomstiden forbi!«