Vi er eet Folk, vi kaldes Skandinaver,
I trende Riger er vor Hjemstavn deelt;
Men mellem Nutids store Himmel-Gaver
Er den: vort Hjerte voxer til et Heelt!
Lad være glemt, hvis os en Uret skete;
Tidsaanden, som en luttret Margarethe,
Forener os, den trefold Kraft forlener,
Selv Sproget os forener.
Paa Fjeld, i Skov og ved det natblaa Hav,
Jeg jubler höit: jeg er en Skandinav!

Kom med paa Dovre-Fjeld, hvor Jöklen ligger,
Hör Fossens Torden, Sæterpigens Sang;
Den friske Sö- og Bjerg-Luft jeg inddrikker,
Jeg gaaer, hvor Nordens Guder gik engang;
Og hvis om Kraftens Mænd jeg hörer heller,
Om Olaf, Hakon, Harald man fortæller;
Til Fjelds! til Fjelds! med stærke Klippeborge
Staaer du, mit gamle Norge,
I Glands af Nordlys, ved et stormfuldt Hav;
Jeg elsker dig! jeg er en Skandinav!

Kom paa den snelle Baad, lad Dampen virke,
See Floder, store Söer er vor Vei!
Seil over Bjerget, hvor de höie Birke
Udaande Duft! O, Sverrig elsker jeg!
Herfra löd Gustav Adolfs Navn paa Jorden,
Han var den sidste Ridder her i Norden.
Lidt Barkbröd, og den svenske Bonde synger,
Ham Nöisomhed forynger,
Han synger Sangene, ham Skjalden gav,
Og vi med ham: Jeg er en Skandinav!

En frisk Bouquet af Klöver, Korn og Humle
Er Danmark! kom og see vor Bögeskov!
Paa Sletten her sig Aandens Sönner tumle,
Det dundrer lystigt under Hestens Hov;
Til Videnskab og Kunst vi snelt udride,
Europa om det lille Land skal vide;
Ved Thorvaldsen dets Navn fra Stenen klinger,
Alt Tycho gav det Vinger;
En Rose Danmark er! syng, Skandinav,
Om Aandens Blomst midt i det barske Hav!

Lad ei den skjönne Enighed forsvinde,
Norsk, Svensk og Dansk hinanden række Haand;
De gamle Folkesange os forbinde,
I Melodien er et kraftigt Baand.
Af Enighedens Sæd kun godt man höster,
Vi skue kjækt mod Vester og mod Öster
I Fryd og Sorg! O, her er godt at være!
Her leve vore Kjære!
Fra Gran og Birk og Bög, vidt over Hav,
Lyd Glædes Sang: jeg er en Skandinav!