Sjælen

»Unendlichkeit kann nur das Wesen ahnen,
Das zur Unendlichkeit erkoren ist.«
       Urania von Tiedge


Kraft, som i vort Indre lever,
Men ei tolkes kan med Ord,
Du som os til Himlen hæver,
Adler Støvet her paa Jord,
Er Du vel en Guddoms Aand,
Som forvildet sank fra Himlen,
Og nu under Støvets Baand,
I en mægtig Kamp og Svimlen
Venter paa den nye Vinge,
Der skal Dig til Hjemmet bringe?

Ingen fatter Dig, Du Høie!
Du jo selv Dig ei forstaaer;
Drømme svæve for Dit Øie
Og en Evighed Dig spaaer.
Naar den sidste Time slaaer,
Naar den tunge Jord-Dragt falder,
Hvor hen mon vel Veien gaaer?
Hvor mon Herren Dig da kalder?
Straaler da for Dig i Døden
Evig Dag bag Aftenrøden?

Skal Du her paa Jorden leve,
Skjøndt dit Støv er bragt til Ro?
Skal usynlig Du omsvæve,
Og hos Dine Kjære Boe?
Skal Du see det Frø sig hæve,
Som Din Haand har her nedlagt?
Skal Du fra dets Krone svæve
I en større Himmel-Pragt?
Skal Du end herneden skue
Større Glimt af Almagts Lue?

Skal Du kunne høit udtale
Hver en Tanke i Dit Bryst?
Svinge Dig fra Jordens Dale
Til den høie Himmelkyst?
Vil da lyst for Blikket staae
Hvad ei Støvet kunde fatte?
Skal som Tanken Du udgaae,
Skue alle Jordens Skatte,
Og i Aande-Vrimlens Klynge
Ære, Priis, Alherren synge?

Eller skal Du dristigt svinge
Dig i det umaalte Blaae?
Høre Sphærerne at klinge,
Og den dybe Klang forstaae?
Eller er det i det Fjerne,
Høit, hist under Nattens Blaae,
At Du paa en venlig Stjerne
Først fra Støvet luttres maae,
Før Du med de Engle glade,
Kan Dig i Guds Straaler bade?

Eller – nei! – ha fæle Tanke! –
Aand forgik Du ved vor Død?
Skal saa kort mit Hjerte banke,
Og forgaae i Intets Skjød?
O hvi maatte Du da brænde
Efter Himlens høie Fred?
Hvorfor mon da Herren tænde
Anelse om Evighed?
»Lev og nyd,« blev da, o Gud,
Livets store, sande Bud.

Nei, o Aand! Du lever! lever!
Ellers var jo Gud ei Gud;
Til en Salighed Du svæver,
Som kun Engle stamme ud.
Som paa Tankens stærke Vinge
Du kan her hver Gjenstand naae,
Skal, som Aand Du fri Dig svinge,
Skue Alt, og Alt forstaae.
Fortid, Nutid, Fremtid skue,
Hist hvor ingen Storme true.

Luk vindue