Visse motiver i Benny Andersens forfatterskab
af Jakob Brønnum
I sin tale til Benny Andersen ved overækkelsen af Dansk
Forfatterforenings Jubilæumslegat (som Benny Andersen blev den første
modtager af), forklarede Johannes Møllehave, at et gennemgående motiv
i prismodtagerens digte er hænder. Digteren selv havde ikke før lagt
mærke til det.
»Du kvæles under din skorpe
når ordene stimler sammen i munden
tramper hverandre ned i panik
mens dine hænder vækker dvalespiraler
trækker dem ud til dirrende fjedre
og dine øjne brænder hul i de flag
man skånsomt søger at lægge som forbinding«
(Fra digtet Den stammende (Kamera med køkkenadgang, 1962)
»Når nogen har gjort mig fortræd
er jeg den første til at tilgive
osse selv om det ikke er andre
en fremstrakt hånd
er noget meget vigtigt
selvom der sommetider
ikke er nogen til at tage den
for ofte aner folk ikke
at de har såret én
de ser bare på hånden og siger
skal du allerede gå«
(Fra digtet Tilgivelse (Andre sider, 1987)
Eller digtet Træning i ensomhed, (Chagall & skorpiondans, 1991),
hvor hænderne ikke kan bruges til noget, nu da der ikke er nogen til at
tage imod dem:
»Da du var rejst
satte jeg mig til at tælle
mine fingre efter
fik det til fem på hver hånd
med to hænder gav det ti
talte efter et par gange
for en sikkerheds skyld
det stemte hver gang
de var der alle ti
men heller ikke flere
...
Da du var rejst
skrev jeg et digt om et gammelt stueur
med to sorte visere
der drejede hver sin vej
...
Om en lampe uden skærm
og i den nøgne fatning
sad der ikke en pære
med et øjenæble
Når man tændte lampen
stirrede øjet vildt til alle sider
når man slukkede lampen
blev øjet ved at se.«
Eller:
»jeg har fået mine regelmæssige måltider
åndtryk
julegaver
knus
medicin
gift
men jeg har mit hyr med de lommer
man må fylde sine lommer for fremtiden
fylde sine tomrum
bebo sine mangler
holde sin lomme oppe om livet
mens man hopper rundt for at holde varmen
som i sækkevæddeløb«
(Fra digtet Pungdyr (Den indre bowlerhat, 1964)
»Min fantasi har været mig en dyr ovn, det eneste brændsel den kunne
bruge var mig selv. På denne utigtige måde har jeg holdt varmen. Alle
udveje har stået åbne, men jeg vil lukke dem med hård hånd, for det er
min skændsel, at jeg har tyet til muligheder. Jeg vil lukke det umulige
herind til en stor oversvømmelse, så der ikke blir en tør plet at øjne,
ikke et olieblad for duen at hente. Det latterlige vil jeg tage alvorligt, det
der er udelukket tager jeg imod: nåde og undren, duggen og havet,
sandhed der renser, stilhed der bevæger. Hvis jeg så bare var værdig.
Gid jeg var fuldstændig umulig.«
(Fra prosadigtet Muligheder (Den musikalske ål,
1960)
Hvor man udfra en litterær betragtning vil tale om, at Benny Andersen
bruger sprogets indbyggede modsætninger, endog dets indbyggede
vittigheder, til at turnere sin pointe, som oftest er en betragtning af den
ensomme, den, der er anderledes, den udstødte og hans konflikt med
det omgivende, nådesløse samfund, er det måske hænderne, man skal
gribe fat i, hvis man skal finde det, der rent menneskeligt kan få os til at
komme videre.
Sproget regerer med os (Den stammende), øjnene bare ser
(Den stammende, Træning i ensomhed), bevidstheden skjuler
sig bag det naive (Tilgivelse).
Men hænderne agerer. De kan ville. De kan både give og tage. De
kan skabe helhed, både for det enkelte menneske og i fællesskab.
Og til trods for alt, hvad Pungdyret har fået, hvor
håndtrykkene dog kunne bringe det til at være mindre optaget af sig
selv, er det endegyldigt alene i den måde, hvorpå det kun formår at
hytte sin egen eksistens.
I det delvise prosadigt Nattoget fra Chagall & skorpiondans
får det, hænderne bærer med sig i en håndtaske (!) symbolsk betydning
»Jeg vil råbe: - Hør engang - hvis vi hverken må tale sammen eller røre
ved hinanden i denne situation, er der sgu ikke meget grin ved at være
død!
Som sædvanlig kommer der ikke en lyd over mine læber. Og
samtidig kan jeg høre hvor taktløst, egocentrisk, barnagtigt forkælet det
ville have lydt.
Jeg får rejst mig og og vil trække i nødbremsen, men kan ikke
finde den. Jeg ser appellerende på de andre. min søn ryster på hovedet
med et sørgmodigt smil. Min kone ser atter fortvivlet ned i gulvet og
holder hænderne op for ørene, som om hun ikke vil det jeg ikke kan få
over mine læber.
Langt om længe gør min datter tegn til mig om at se efter i min
håndbagage.
Jeg åbner min håndtaske. Der ligger et par roser. Hvor kommer de
fra? Jeg fjerner roserne. Dér ligger nødbremsen. Pakket ind i en
plasticpose fra Brugsen.
Toget sætter farten op. Der bliver atter
mørkt i kupeen.
Jeg har kun ét håb tilbage.
At knibe mig i armen for at mærke
om jeg sover eller ej.
Smøger mit ene ærme op.
Skal til at knibe eftertrykkeligt.
Holder inde.
Hvis det nu viser sig at jeg er vågen?«
Karakteristisk er det for Benny Andersen, at de nære ting, hvis vi vil
det, bliver bærere af de store. Desværre vil vi det ikke så ofte. Og vi kan
ikke, fordi vore store ego'er skygger for vore muligheder.
Det er også de nære ting (morgenkaffe, brusebadet, solskin), der er
bærer af livsglæden i Benny Andersens (og Poul Dissings) monumentale
succes med Svantes viser (1972) og Oven visse vande. Og det
er den sproglige vending, der ligger lige for, som Benny Andersen bruger
til at fortælle om ensomhed og fællesskab, i børnebøgerne om stakkels
Snøvsen, som de voksne hele tiden vil gå fra.
Foruden de nævnte ting har Benny Andersen skrevet romaner og
noveller, Tykke olsen m.fl (1968), film- og teatermanuskripter.