Link: tilbage til forsiden
Hjem: ELEKTRA - e-ressourcer: e-biografier og biografiske portrætter: Nyere danske forfattere: Tove Ditlevsen
 
Den illusionsløse kærlighed

Tove Ditlevsens digte og romaner kan med udbytte læses uden tanke for det selvbiografiske
af Jakob Brønnum

Tove Ditlevsen (1917-76) har efterladt sig et ganske omfattende forfatterskab, børnebøger, erindringer (Barndom, 1967, Ungdom, 1967, Gift, 1971), noveller, og først og fremmest, romaner (Man gjorde et barn fortræd, 1941, Barndommensgade 1943, For barnets skyld, 1946, Vi har kun hinanden, 1954, To som elsker hinanden, 1960, Ansigterne, 1968 og Vilhelms værelse, 1975) og digte (Pigesind, 1939, Lille verden, 1942, Blinkende lygter, 1947, Kvindesind, 1955, Den hemmelige rude, 1961, De voksne, 1969 og Det runde værelse, 1973)

De evige tre

Det illusionsløse, men alligevel romantiske i ordets bedste betydning, syn på kærligheden, som findes i digtet De evige tre, fra samlingen Lille verden, præger hele forfatterskabet:
»Der er to mænd i verden, der
bestandig krydser min vej,
den ene er ham jeg elsker,
den anden elsker mig.

Den ene er i en natlig drøm,
der bor i mit mørke sind,
den anden står ved hjertets dør,
jeg lukker ham aldrig ind.
...
Hver kvinde står mellem disse to,
forelsket og elsket og ren -
en gang hvert hundrede år kan det ske
de smelter sammen til een.«


   En vældig dimension i oplevelsen af Tove Ditlevsens forfatter står derved i fare for at gå tabt: forfatteren som udtryk for sin tid. Allerede i Barndommens Gade, der ellers ind i mellem mangler den sproglige frihed, som forfatteren senere tiltvinger sig, finder man et aftryk af det rædselsvækkende turbulente, tragiske århundrede i en fintmærkende forfatters sansning.
   Som i bogens slutafsnit, hvor trangen efter det blivende og en næsten kosmisk dimension i det nære og daglige, fortæller om en ung pige, der nu måske endelig finder sig selv, og om en ung forfatter, der skildrer dette såre almindelige med friskhed, følsomhed og originalitet.
   Læser man det som skjulte erindringer, overser man let, at det i lige så høj grad er et vidnesbyrd om livet for de rodløse generationer, der blev født i og omkring 1. Verdenskrig og netop havde skabt eller skulle til at skabe sig en tilværelse, da den Anden begyndte:
»Men nu dæmrer det for hende, og stor fred og alvor kommer til hende med erkendelsen: Man må ha en kerne, en spire i sig, hvoraf man kan vokse og folde sig ud, ellers blir alt hvad man mener, er og vil, uden rod og blivende sted. Men må ha noget uforanderligt at klynge sig til i en sønderrivende verden - noget det gør at man ikke blir ulykkelig, selvom mennesker og ting forlader en.
   Ester går tøvende videre, og nu er gaden ikke længere et uoverstigeligt bjerg. Den strækker de bløde poter og kommer nær hende. Dens røst når hende i stormen, der har mindernes og de svundne dages blege trøst i sit vinterslæb. den lukker sig omkring hende og er ikke god, ikke ond, men så befriende den samme i nat som for tusinde nætter siden. og når vi går vild i verden, søger vi ind mod det uforanderlige. Varmt, vredt og knurrende lukker den hende ind i sit stedfavn, og hun sukker dybt og med gråd i hjertet af sød overgivelse og sorg. En sagte susen toner gennem gaden, toner i hende selv.«

Ansigterne

Kommer man tæt på et menneske i Barndommens Gade, føres man helt ind under huden på ét i romanen Ansigterne:
»Hun så ud i værelset, gennem øjenkrogen, uden at bevæge hovedet. Der var et toiletmøbel, et natbord og to stole. Det virkede nøgent som et gravsted uden sten eller kors. Det lignede hendes ungdoms lejede værelser, hvor hun havde skrevet sine første bøger, og kun her fandt hun den skrøbelige tryghed, der består i mangel på forandring. Hun lå på ryggen, så det, der lå i de indbyggede skabe, disse foruroligende hulrum, ikke væltede ud med hele barndommens sammenpressede angst.«

Der er en fuldstændig glidende overgang mellem den indre og ydre verden, intet rationelt er til stede, som kan opretholde adskillelsen. I bogen første kapitler kan vi alligevel ind i mellem være i tvivl om, hvad der er sundt og hvad der er sygt: Hovedpersonen eller omgivelserne, bestående af mand og børn og husbestyrerinde. Efterstræber de hende? Men efterhånden bryder sindssygens hallucinationer frem i lys lue, og Lise, som hun hedder, forsøger at begå det selvmord, hun har frygtet, de andre troløst har villet presse hende til. Resten af bogen foregår som helbredelsesproces på hospitalet, fuld af besynderlige og tragiske optrin.
   Men også Ansigterne rummer et signalement. Af en syg tids menneske, som har brug for psykoanalytikere, lever i falske identitetsforestillinger og som ikke har mulighed for at finde kærlighed. Den lige hjemkomne Lise tanker ved bogens slutning:

»Men hvad var virkeligt her i verden, og hvad var ikke virkeligt? Var det ikke en slags sygdom, at folk kunne gå rundt og holde fast på deres eget jeg? Hele dette kaos af stemmer, ansigter og erindringer, som de kun dråbevis turde lade slippe ud af sig og aldrig kunne være sikre på at få igen.«

Igen skriver Tove Ditlevsen sig ind i århundredets grundlæggende problemstillinger. De spørgsmål som har præget de dominerende videnskaber sprogvidenskaben og psykologien, spørgsmålet om, hvordan man giver noget betydning og hvad det vil sige at have identitet, er sanset og nedlagt i disse sætninger.
   Og det er et kvindesinds menneskelige overlegenhed, der giver 1960Õernes tidstypiske og beske skildring af et mandesind, som hos Lises to partnere, den tidligere og den nuværende:

»Nadja, hendes bedste veninde, der var børnepsykolog, havde sendt hende til en psykiater, som havde forklaret hende, at hun tiltrak mænd med et kompliceret følelsesliv, selvhævdende naturer fyldt med tvivl om deres egne evner. Hun havde været en lærenem patient og selv fundt ud af visse lighedspunkter mellem Asger og Gert. Kun var Asger, temmelig sent i livet, blevet grebet af det karrierejag, der forudsætter familiens absolutte og utrættelige medvirken, og en kone der skrev noget så latterligt som børnebøger var pludselig en svaghed, en invaliditet hos ham selv, som hans fjender i givet øjeblik kunne slå ned på. Gert utroskab derimod, forklarede Dr. Jørgensen, ville aldrig føre til skilsmisse, for den fandt hovedsagelig sted til ære for hende. Det var kun en trodshandling, som når toårs børn slog i vællingen. Gert var bundet til hende i kraft af sine egne neurotiske forviklinger og det var næppe sandsynligt, at han igen ville tabe sin identitet i noget, der bare lignede forelskelse.«


Det Kongelige Bibliotek - en del af Danmarks Elektroniske Forskningsbibliotek: www.deff.dk

[Hjem] [English]
[REX - online katalog] [ELEKTRA - e-ressourcer] [Faglige websider]
[NetGuide] [Brug biblioteket] [Om biblioteket] [Kulturaktiviteter]




Nyere danske forfattere
  

Genvej til:
 
Søg i REX - bibliotekets katalog

Søg i hele KBs web:

SøgeGuide

Oversigt - Sitemap

A - Å





  © Det Kongelige Bibliotek   Postboks 2149
  1016 København K
  Tlf: (+45) 33 47 47 47
  Fax: (+45) 33 93 22 18
  e-Post til Det Kongelige   Bibliotek sendes til: kb@kb.dk
  Åbningstider/Adresser
  Om KB's websted
  Privatlivspolitik
  Få hjemmesiden læst op!