Albert Dam skrev i næsten 60 år, før han kunne leve af det

Albert Dam (1880-1972) fik en bemærkelsesværdig, men ikke særlig misundelsesværdig forfatterkarriere.
   Han debuterede »planmæssigt« som 26-årig med romanen Mellem de to søer (Gyldendal 1906, 2. udg. Hovedland,1987), en thriller med det uopklarede, såkaldte Hjorthøjmord, som tema.
   To år efter kom Det bevingede hjul (V. Pio), en storbyroman fra det københavnske bohememiljø - Dams eneste roman med denne scene, der fremfor noget optog moderne forfattere i perioden 1890 til 1930.
   Så begyndte vanskelighederne. Romanen blev temmelig dårlig anmeldt, og Albert Dam kunne ikke overtale Gyldendal til at udgive fortsættelsen til Mellem de to søer, I den firlængede gård (Hovedland, 1988!), samtidig med, at han ret beset havde svært ved at få hold på stoffet i den.
   Efter at have gjort sin uddannelse færdig som cand. phil i historie, og efter ikke at have kunnet få det til at løbe rundt som fuldtidsforfatter, flyttede han i 1911 permanent til Jylland- først til moderen, der boede i Virring ved Skanderborg, hvor Dam var født.
   Nogle år senere mistede han sin kone, og stod alene med to børn og konditoriet i Kjellerup, samtidig med at han i flere perioder under 1. Verdenskrig var indkaldt til sikringsstyrken. Albert Dam giftede sig i 1917 med sin husholderske Johanne og drev selv konditoriet videre indtil sidst i 30erne. Bortset fra enkelte noveller, udkom intet før 1934, hvor Hasselbalch udsendte romanen Så kom det ny brødkorn. Ved den lejlighed kaldte anmelderen Hans Brix ham for anden gang debutant.
   I gennem trediverne arbejdede Dam på en stort anlagt roman, Mod det ukendte mål, og tilsyneladende også på en roman med arbejdstitlen Det tredie rige. Han fik dog ikke noget antaget og forfatterskabet stod igen stille, bortset fra to pamfletter om tobaksfremstilling, som han udgav under 2. Verdenskrig.
   I et brevudkast (til Cai M. Woel, Det kgl. Biblioteks Håndskriftafdeling, citeret efter Jens Frimann Hansen: Albert Dams Forfatterskab, Silkeborg Biblioteks Forlag, 1995) tilskriver han det ikke udelukkende ydre årsager, at forfatterskabet livet igennem har været sparsomt:

»Af tre Grunde har min Produktion været sporadisk:
   1). Min Organisme er saaledes konstitueret, at mit Liv efter en læges billede er som en stadig Vandring op ad Bakke. I Sammenhæng hermed har jeg flere Gange og længere Tid haft Sygdomsperioder, hvor jeg ikke formåede andet Arbejde end at holde mig i live.
   2.) Arbejder jeg literært ud fra et sprogløst Stade og skal hver Gang ud fra det nøgne Billede finde et lallende Sprog < uforstaaelige Ord > den rammende sætning.
   3.) Skriver jeg ikke for at skrive, men for at forstå det, der efterhånden griber mig...«

Imidlertid udarbejdede han endnu en roman, Jomfruen og soldaten, som udkom på Hagerup i 1951. Hans Brix var atter på banen og kaldte for tredje gang Albert Dam debutant.
   Albert Dam måtte op igennem 1950erne stadig arbejde hårdt for at få sine ting udgivet. Blandt årsagerne var, at han ikke formåede at understøtte sit forfatterskab tilstrækkeligt gennem artikler og noveller i tidsskrifter, fordi han ingen forbindelse havde til det litterære miljø og medieverdenen og sendte sine manuskripter de forkerte steder hen. Søndags B.T., Dagbladet B.T. og andre havde ingen interesse i at trykke hans ting.
   Hagerup udgav romanen Dag saa lang i 54 og to år senere skilderierne Morfars By - Fortællingekreds for et hundreaar siden, som skaffede Albert Dam gennembrud i litterære kredse. Information og Vindrosen, med Rifbjerg og Villy Sørensen som redaktører, trykte nogle skilderier i slutningen af 50erne, og så opnåede Albert Dam i en alder af firs sit endelig gennembrud.
   Han var på ingen måde brændt ud som forfatter. Efter at have afvist et stort essay, der senere udkom under titlen Vesteuropæers bekendelser (1963) udgav Gyldendal i 62 Syv skilderier. Der begyndte at komme 2. udgaver af Dams bøger, i 65 kom Menneskelinien - Elleve skilderier, i 67 Menneskekår - Afsluttende skilderier, i 1968 udgav Albert Dam bogen Elleve rids, og i 70 yderligere elleve småstykker, Min moder og hendes sønner.
   Albert Dam oplevede nu oversættelser til svensk og polsk, voldsom pressebevågenhed og udnævnelsen til æreskunstner i Silkeborg, der sågar gav ham en buste på 89 års dagen (man ville ikke risikere, at han ikke oplevede sin 90 års dag. Albert Dam døde som 92 årig i 1972, to år efter at et trafikuheld havde svækket ham alvorligt.

Afstanden mellem mennesket og naturen

»Hendøende i krop og sind gik hun over markerne. Da hun var en ganske lille pige, før hun kunne huske, men det var sket alligevel, sad hun på en skammel, og højt over hende i solskinnet lyste morfaders ansigt nikkende og smilende ned over hende. Hun blev løftet opå i en strøm, der vilde opfylde alle ønsker. Solskinnet blegnede, hun så den gamle brygger sidde og sove i sin stol med ryk af hovedet. Opløftelsen svandt, der blev koldt og mørkt om hende. I den kulde mærkede hun en tilfreds ro. Med vågnende sind fattede hun dengang en sejr ved at blive den falske og flygtige glans berøver, der var kun hendes eget lille ingenting tilbage. Nu famlede hun med sluknende sind om sin sejr. Hun var brugt op i arbejde og misgreb og skuffelser. Opfyldelsen var nået i hendes stakkels ingenting. Hendes tanke mumlede tilfreds, hun var tilintetgjort ribbet og brudt. Den blege sitren i brystet sygnede hen ind i en sløv og sød kulde, slidt op og sluttet.«

Citatet er fra den fascinerende roman Jomfruen og soldaten, om københavnerkvinden, der vælger at gifte sig med en mand langt under sin stand og sit vid, og leve som bondekone, for dog at blive brugt som menneske.
   På grund af det intense nærvær af natur, som en kraft i teksten, kan Albert Dam, uden at udtynde sit udtryk, bruge et væld af relativt ordinære, beskrivende ord og skabe et lignende væld af indre billeder hos læseren, der gør at bøgerne er vanskelige at slippe, både under og efter læsningen.
   Plottet spiller ofte en underordnet rolle, beskrivelserne af ting, tanker og tilstande, er det fremtrædende:

»Børnene hos min kones farfar løb mellem hinanden i stumpede skjorter og stribet strikkede livsstykker med knapper for- og bagpå, de fire mindste bøjede sig over en lang puf og hvibrede: de ildrøde underbukser, de grå underbukser. De to ældre havde deres undertøj i et væghsklab bag det brune panel og tog det mere stille. den tolvårs Anders Peter havde sit tøj i en skuffe af sin bedstefars dragkiste og var klædt færdig, han stod sej og ret midt på gulvet med ny grå vadmelsbukser stumpende over sorte uldstrømper og med den grå trøje knappet op i halsen, han havde ikke bukserne knappet på livsstykket, han havde seler og hans trøje havde krave. Han ny moder ledede de andre med en hånd der knappede, et par fingre der trak bukser på. Hun var ikke ny mere, han kendte hende bedre end han huskede sin egen mor, og hun havde igen den fylde om sig som en moder skal have.« (Indledningen til skilderiet Fest fra Morfars by.)