Uddrag af artikel i Ugeskrift for Læger, 1887 af Dr. Jul. Petersen:

Der har for nylig verseret en sag for den offentlige politiret, der ved første øjekast ser meget ubetydelig ud, men som dog forekommer at have en temmelig vidtgående interesse i flere henseender. Den angår en barber i København, der er blevet idømt en mulkt i henhold til loven om barbernæringen, fordi en dreng med sår i tindingen var blevet afvist uden hjælp fra hans barberstue. Iflg. loven skulle personer, der kom til skade på gaden eller pludselig blev angrebet af sygdom, modtages på enhver barberstue.

Loven stiller barbererne i et højst skævt, uklart og uheldigt forhold, idet barbernæringen idag er gjort fri, og der ikke - således som tidligere - fordres nogen uddannelse, prøve eller eksamen for at blive etableret som barber, og dog har man i loven opretholdt en særlig forpligtelse for dem til at yde lægehjælp. I kraft af loven kan man, således som den foreliggende sag udviser, idømme barbererne straf for at have undladt at yde en hjælp, som de vistnok ikke er stand til at yde.