Sygdommen er forårsaget af virus, og der findes tre typer poliovirus, som alle florerer i tarmen. Under sygdommen forøges virusmængden stærkt og udskilles med tarmindholdet. Vira findes derefter bl.a. i kloakvand, hvor de kan holde sig aktive i 3 - 4 måneder. I epidemitider er disse vira meget udbredt, og det er praktisk talt umuligt at undgå smitte. I 1908 lykkedes det Karl Landsteiner og hans medhjælper Edward Popper at identificere smitteårsagen som en virus.

Den ægyptiske stele (18. dynasti, 1580-1350 fvt) viser en mand, hvis højre fod er deform, og benet viser det for polio typiske muskelsvind.

I kunsten og den ældre litteratur er der kun få tilfælde, der sikkert kan tydes som polio. Både Hippocrates og Galen beskriver patienter, der måske har lidt af polio.
Op gennem 1700 tallet omtales sygdommen kun sporadisk, men i 1813 udgiver den italienske kirurg Giovanni Battista Monteggia den første egentlige medicinske beskrivelse af polio. Sygdommen dengang har ikke været ganske den samme som den, der ramte Danmark i 50'erne.
En væsentlig årsag til denne ændring er den forbedrede hygiejne. Ved dårlig hygiejne er poliovirus stærkt udbredt, og næsten alle smittes og får modstoffer i de første leveår. Helt op til slutningen af 1900 tallet var polio en stadig tilstedeværende endemisk infektion, som sjældent medførte komplikationer. Det var Jakob Heine, som indførte betegnelsen "børnelammelse" i sit værk om  poliotilfælde ("Beobachtungen über Lähmungszustande der untern Extremitäten und deren behandlung", 1840).

Ved forbedret hygiejne opstår der gradvist en gruppe børn mellem 1/2 og 7 år, der ikke har modstoffer. Med få års mellemrum vil de blive smittet, og vi får epidemier af den gammeldags, blidere type. Ved stærkt udbygget offentlig hygiejne bliver epidemierne sjældnere og sjældnere, og større og større grupper bliver modtagelige. Når epidemierne endelig indtræffer, bliver de sværere, og mange voksne bliver syge. Denne forskydning af tilfældene mod de voksnes rækker giver sygdommen et alvorligere forløb, da voksne hyppigere end børn udvikler svære lammelser af åndedrættet og synkebevægelsen.

Det var sådanne tilstande, der fandtes i København under den store polioepidemi 1952 - 1953. Byen havde ca. 1 mill. indbyggere, og udflytningen fra centrum og opbygningen af nye boligområder i omegnen var i fuld gang. Boligerne her bestod væsentligst af højhusbyggeri og var gennemgående af højere kvalitet end de gamle. Men lejlighederne var stadig små pga. boligmanglen - et evigt problem for København. Udflytterne var navnlig yngre familier med småbørn, og til byggerierne var knyttet legepladser med sandkasser til de mindste. Disse sandkasser blev en af epidemiens vigtige smittefaktorer. Endnu boede dog over 50% af befolkningen i lejligheder uden bad, mens WC med træk og slip var installeret overalt. Endnu var der store slumområder på Vesterbro og Nørrebro med fællestoiletter for flere lejligheder, undertiden beliggende i gården.

Københavns epidemihospital var det nu nedrevne Blegdamshospital med en kapacitet på 500 senge.
Fra epidemien startede i slutningen af juli 1952 til den ebbede ud i januar 1953 blev der indbragt 2.241 poliopatienter. Heraf havde 1.235 lammelser, og af disse havde 345 åndedrætslammelser. I den første tid bestod behandlingen i at understøtte patientens eget åndedræt med undertryksrespirator som kyrads eller "jernlunge". Ingen af typerne var dog særligt effektive - af  31 sådan behandlede patienter døde 27. Situationen var dramatisk.
Narkoselægen Bjørn Ibsen mente, at patienterne måtte være svært underventilerede og foreslog, at man i stedet for respiratorbehandling forsøgte manuel overtryksventilation gennem en trakeotomi ved hjælp af en ventilationsballon og en patron til optagelse af kuldioxyden fra udåndingsluften. Forsøget lykkedes, og et enormt organisatorisk arbejde blev sat i gang for at gennemføre denne behandling. Til den manuelle ventilation ansattes ca. 1.200 medicinske studenter, og staben af læger, sygeplejersker, fysioterapeuter, laboranter og portører øgedes betydeligt. Metoden var let at iværksætte, egnede sig til alvorlige situationer, og patienterne var i nær og personlig kontakt med personalet i modsætning til kyrads- og tankbehandling.

Efterhånden blev den manuelle ventilation erstattet af respiratorer. Den første var Engström, senere kom Lundia-modellen til. Epidemien ebbede ud i januar 1953 og efterlod mange patienter med svære, varige lammelser og med behov for fysiurgisk efterbehandling. De eksisterende klinikker havde ikke kapacitet nok, hvorfor Samfundet og Hjemmet for Vanføre i forståelse med Københavns Kommune købte Hornbæk Badehotel, der indrettedes til fysiurgisk hospital. Desuden udvidede man i 1953 loven om offentlig forsorg til også at omfatte polioramte, der bl.a. fik adgang til at anskaffe invalidebil, opnå støtte til uddannelse, samt til erhvervelse og indretning af bolig og forskellige hjælpeforanstaltninger.

I 1953 fremstillede amerikaneren Jonas Salk (f. 1914) den første poliovaccine, og året efter begyndte Statens Seruminstitut fremstillingen. I 1955 vaccineredes alle 7 - 12 årige i skolerne, senere alle børn mellem 9 måneder og 7 år, og fra 1956 alle personer, født efter 1941.
Nogenlunde samtidigt udviklede Albert Salbin en virus, som kan leve i vort tarmsystem og medføre immunitet uden risiko for lammelse. Denne "poliovaccine" gives som piller og har i dag mange steder erstattet Salks vaccine.