Politikeren som intellektuel

Om Per Stig Møllers Den naturlige orden

Da Hans Engells politiske karriere havarerede på Helsingør-motorvejen, og Per Stig Møller overraskende blev valgt som leder af Det konservative Folkeparti, gik der ikke mange dage, før de licensbetalte TV-stationer fokuserede på det for landet pinlige problem: Kan en intellektuel blive statsminister? Kan man overhovedet lage en politiker seriøst, der ikke bare læser, men også skriver bøger?

TV-værterne mente det ihvertfald ikke og havde for at sikre sig indkaldt diverse trendy kommunikationseksperter og reklamebureaudirektører, der leverede den ønskede analyse. Mandens briller var forkert valgt, og hans tøj slaskede for meget.

Et interview med den nybagte partileder blev klippet i stykker, og kommunikationseksperterne dømte straks fiasko: den intellektuelle taler ikke folkeligt; han har ingen chance sammenlignet med Uffe Elleman, der kan det dér med kommunikation og desuden er gammel journalist som os andre (magthavere).

Så bragede historien løs om Møllers ungdomssynder og valne holdning til at udstille sin fortid i Ekstrabladet. Slagtningen kunne ske for åben skærm og avisside, og partilederen måtte i kamp med meningsmålingerne i gang med at klinke skårene i et parti, der gennem årtier har været præget af personlige stridigheder.

Spørgsmålet om en intellektuel kan blive statsminister i et land, der i så høj grad er styret af antiintellektuelle medier, er ikke uinteressant. Besvares det negativt er det vel temmeligt forstemmende for et politisk system, der ideelt set bygger på en kvalificeret demokratisk debat. Specielt fordi Per Stig Møller ikke alene var en fremragende miljøminister, men også er en spændende politisk tænker, der uanset om man er politisk enig med ham eller ej, højner debatniveauet herhjemme. Hans sidste bog Den naturlige orden (Gyldendal) fra efteråret 1996, der fik Georg Brandes-prisen, er ikke alene en fremragende bog om oplysningstiden i midten af det 18. århundrede, men også en aktuel politisk, idéhistorisk analyse.

Kompositionen i bogen er denne: først et historisk oversigtskapitel, dernæst portrætter af 8 udvalgte filosoffer, der udsendte vigtige værker i den udvalgte periode, og endelig et mere alment kapitel om "Naturtilstanden" og et konkluderende om de "Tolv år der flyttede verden", hvori de aktuelle perspektiver i oplysningtanken for alvor samles.

De otte portrætter fordeler sig på fem franske filosoffer og tre engelske, og lidt forenklet kan man sige, at franskmændene (minus Montiesquieu og Buffon) repræsenterer de totalitære muligheder i oplysningstænkningen, mens englænderne David Hume, Edmund Burke og Adam Smith som en slags helteskikkelser kommer til at udgøre konservatismens faderskikkelser. Denne lidt hårdt trukne nationale skematik hænger sammen med nogle historiske omstændigheder. De engelske filosoffer skriver inden for rammerne af et allerede etableret demokrati og trækker på en demokratisk filosofisk tankegang, først og fremmest John Locke, mens franskmændene skriver op imod et enevældigt monarki og i historiens bagklogskab pegende frem imod den blodige franske revolution.

Hvis man blander kortene lidt på tværs af de to nationer kan man også sige, at Den naturlige orden opererer med 4 helteportrætter udover de 3 englændere Montesquieu, én superskurk (Rousseau) samt to mindre skurke: La Mettrie og Helvétius.

Oplysningstiden er i Møllers optik en sækulariseret periode, hvor deismen med dens forestilling om Gud som urmageren, der satte uret i gang, men derefter trak sig tilbage fra skaberværket, dominerer blandt filosofferne. Det er også perioden, hvor naturvidenskaberne efter Newton begynder deres sejrsgang i den vestlige verden og stiller spørgsmål til hævdvundne sandheder.

Det er Møllers fortjeneste, at han også fokuserer på perioden som en tid, hvor den sociale nød, som den gryende kapitalisme skaber, bliver en anfægtelse for de intellektuelle. Og det er en periode, hvor politiske og moralske utopier sættes i verden for at skabe alternativer. Oplysningstiden er det tidsrum, hvor de moderne politiske ideologier fødes: liberalismen, konservatismen og socialismen, selv om det er karakteristisk for det aktuelle perspektiv i bogen, at det er den moderne konservatisme, der kommer til at stå i centrum i bogen.

Liberalismen forstået som en økonomisk teori om det uindskrænkede markeds velsignelser fremstår mere som en økonomisk automatik og som noget oplysningstidens filosoffer reagerer kritisk på, end som en bevægelse med sine egne talerør (omend Malthus' sortsyn i høj grad tegner den uhæmmede liberalisme), og det er vel mere de totalitære tendenser hos nogle af de franske filosoffer, Møller beskriver, end egentlig socialismen.

Også aristokraten Montesqiueu præsenteres som talsmand for den gyldne middelvej, og i l'Esprit des Lois fra 1748 fremstiller han både sin skelsættende teori om adskillelsen af den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt og den mere "flippede tanke" om sammenhæng mellem klima og politisk styreform, der måske alligevel ikke er så flippet, da han fremhæver sammenhæng mellem en fornuftig politisk styreform og det mere kølige klima, der hersker i de nordeuropæiske lande. Montesquieu funderer politikken i retsbegrebet og og går ind for en teknologikritisk, bæredygtig udvikling.

I bogens bedste kapitel skitseres Edmund Burkes sociale indignation over de forværrede sociale forhold for bønder og arbejdere under kapitalismen i England. Også Burkes fornuftige mindretalsposition i forhold til USA's brud med England inddrages. Som irer taler han imod kolonialisme og voldsanvendelse.

Det har været Burkes skæbne i eftertiden, på grund af hans kritik af den franske revolution, at stå som den store reaktionære politiske filosof, men Møller fremhæver overbevisende, at det var Burkes politik: at forandre for at bevare (demokratiet). Den religiøse Burke skildres som den store repræsentant for en antiideologisk, moralsk og socialt bevidst konservatisme. Økonomisk var han imod fysiokraternes (dvs. liberalisternes) laissez-faire-politik og troen på markedets indbyggede retfærdighed.

Endeligt læses Adam Smith ikke, som det traditionelt gøres, som en glødende økonomisk liberalist, men som en moralsk bevidst midtvejstænker. Smiths tankebygning var en syntese af religiøsitet (deisme), moral og økonomi. Mens Smiths forelæsning om religion er gået tabt for eftertiden, ser Møller hængslet i Smiths tænkning i hans moralske overvejelser i The Theory of Moral Sentiments, 1759, hvor han begrunder moralen i det enkelte menneskes følelser, der automatisk styrer det mod det rette, fordi det ønsker at opnå anerkendelse.

Heller ikke Smiths økonomiske hovedværk The Wealth of Nations, 1776, opfattes som et liberalistisk værk. Smith understreger, at det liberale samfund ikke er en jungle, men skal tage hånd om de svage. Heller ikke Smith troede på fysiokraternes uhæmmede markedsøkonomi, men tiltænkte staten en aktiv rolle både mht. uddannelsespolitik, skattelovgivning og i forhold til pengemarkedet. Smith gik ikke, som han senere blevet taget indtægt for, ind for en "natvægterstat". Økonomiens "usynlige hånd" skulle ses i forhold til en aktiv stat, der beskyttede de svage.

Hovedværket i denne kritiske læsning bliver Rousseaus besvarelse af prisopgaven "Har fornyelsen inden for videnskab og kunst bidraget til at fordærve eller forædle sæderne?" fra 1750, hvor Rousseau idylliserer menneskets oprindelige naturtilstand og ser den moderne "fremmedgørelse" som udtryk for civilisationsprocessen og den moderne specialisering. Fra dette "reaktionære" synspunkt går en lige linie til Du contract social, 1762, og hans forslag til politiske modeller for Polen og Korsika. Rousseau fokuserer på den samfundsmæssige ulighed, men vil ophæve den via diktaturet. Han ser politikeren og staten som folkeopdrager og gør oppositionen til "folkefjende". Rousseau indfører begrebet almenviljen i den politiske debat og forkaster individet.

Også over for litteratur og kunst indtager han holdninger, der direkte udtrykker ønsket om censur. Troen på proletariatets diktatur ligger også latent i Rosseaus tro på almenviljen.

En mindre skurk i bogen er La Mettrie, der primært ses som naturalistisk og monistisk naturvidenskabsmand med en opfattelse af mennesket som en maskine, men Møller understreger den allerede samtidige kritik af manglen på etik hos ham. La Mettrie peger som konsekvens af sit mekanistiske menneskesyn frem imod det, der noget upræcist kaldes behandlersamfundet. Hvis mennesket er en maskine, er det behandlernes opgave at finstille maskinen, så den tilpasses samfundets behov. Den samme totalitære tendens finder Møller hos den mere politisk orienterede Helvetius, hvis tro på at mennesket styres af egenviljen, fører til forestillingen om at egenviljen kun kan neutraliseres af en stærk central magt. Folkesuverænen eller fællesviljen opfatter med Møllers ord "mennesket som Pavlovske hunde". Her falder signalementet af Helvetius sammen med det af Rousseau, og det nævnes, at også Condorcet, baron d'Holbach og senere Marx er elever af Helvetius.

Her trækker Per Stig Møller en linie fra Rousseau og Helvetius videre til Hegel, Marx og Nietzsche og ender med de moderne forestillinger om det etnisk rene, (der tænkes vel på det tidligere Jugoslavien og til dels Rusland). På den anden side står de konservative anti-utopikere, som afviser forestillingen om en oprindelig naturtilstand og forankrer deres politiske tænkning i moralen, ikke i en en fremtvungen lighed, men i en social medfølelse.

I det afsluttende kapitel, "Tolv år der rystede verden", føres oplysningstanken for alvor à jour, og den nutidige konservatisme står som et resultat af de bedste tanker i oplysningstiden. Her inddrages et væld af mere moderne politiske filosoffer:

Horkheimer og Adomo, Foucault, Popper, Allen Bloom og Francis Fukuyama. Kun Jürgen Habermas, hvis projekt minder slående om Møllers, glimrer overraskende ved sit fravær.

En af konklusionerne formuleres overraskende således: "Over for de politiske udfordringer har vi konstateret socialismens, liberalismens og kapitalismens fallit. Tilbage står konservatismen med dens forening af nyt og gammelt og den forsinkelse af processen, som skal forhindre eventyret" (s. 311). At konservatismen er socialismens modsætning er næppe overraskende, at den er liberalismens er nok en mindre overraskelse, men at den er kapitalismens modsætning er unægteligt en nyhed. Det skyldes bl.a. Møllers kritik af den tøjlesløse kapitalisme, som vi f.eks. ser den i dag i Rusland, og hans økologiske bevidsthed, som kobles sammen med Humes og Burkes forestilling om generationskontrakten.

Undervejs i denne fremragende bog provokeres man selvfølgelig ofte til en række argumenter mod den overordnede kobling mellem oplysningstidens bedste idealer og den moderne konservatisme. Kun nogle enkelte af mine indvendinger skal nævnes her.

Den naturlige orden springer radikalt fra det 18. århundrede og til i dag. Den fremstiller den moderne konservatisme ideelt og filosofisk og uden smålig skelen til mange årtiers praksis. Er det virkelig rigtigt, at det primært er de konservative, der er oplysningstidens arvinger? Møller skal selvfølgelig ikke stå til ansvar for Estrup og det gamle Højre, men alligevel, hvor aktiv har de konservative været i den danske demokratisering og de sociale bestræbelser for ikke nødvendigvis at skabe lighed, men ihvertfald forbedre de dårligst stilledes sociale vilkår langt op imod vor tid?

Møllers noget abstrakte polemik mod "behandlersamfundet" er det nærmeste, vi kommer til en kritik af Socialdemokratiet, og man kunne spørge ham, om det trods alt ikke er de nuværende regeringspartier, der op til vor tid bedst har forvaltet arven fra oplysningstiden.

Et par yderligere spørgsmål: Er det virkeligt på baggrund af denne bog naturligt, at de konservatives samarbejdspartner er det liberalistiske Venstre? Selv om politik er "det muliges kunst", så placerer denne bog ihvertfald de konservative som et markant midterparti, en midte der måske ikke giver så mange stemmer, men som mere peger på Socialdemokratiet og radikale som naturlige samarbejdspartnere. Hvor samlet står partiets medlemmer om en formulering om kapitalismens fallit? Og hvor markant er den økologiske bevidsthed hos dem? Hvor mange intellektuelle er der i det parti, som bakker Møllers argumentation op?

Disse og mange flere spørgsmål, der drillende kan stilles de konservatives leder, skal imidlertid ikke tilsløre, at Den naturlige orden er en fantastisk vidende og perspektivrig bog, som både kan nydes som beskrivelse af en afgørende periode i vestlig, politisk filosofisk tænkning, og som et aktuelt debatoplæg, om hvordan vi bedst viderefører arven fra oplysningstiden. Det er dybt opmuntrende, at en politiker også tænker principielt og ideelt og kvalificerer den politiske debat. Det vil være forstemmende, hvis der ikke er plads til intellektuelle i fremtidens politiske Danmark.